Snitte 6 – onsdag 6. december
– Se! Se lige dernede. Det er en stor labyrint, sagde SukkerAlf i en blanding af overraskelse og overraskende også som noget, der kom til at lyde lidt for begejstret. Gloria og Basuno, der begge havde sat sig med benene ud over muren, måbede. De troede ikke deres egne øjne …
– Hvordan skal vi nå at finde rundt i den. Tiden er knap!
– Øh, hvordan skal vi overhovedet komme ind, sagde Gloria HarpenKlang lige så afmålt som når vor moder mikser sin krydderiblanding til årets julerullepølse. Gloria gjorde store øjne til Basuno, som om hun igen satte spørgsmål ved, om ikke SukkerAlf var ved at falde lidt af på den. Basuno kiggede undrende på hende!
– Det, tror jeg, at jeg ved, sagde SukkerAlf med vanlig skarphed! Bare vent til de andre kommer. Han hentydede til nisseekspeditionen, hvor den evigt trætte GabRiel formeligt allerede havde vinget sin opgave af – nemlig at fortælle AltNis hvor kanernes skulle køre hen.
– Vi så ingen indgang til vores side, kom det lige så skarpt tilbage fra Gloria, der nu sad med korslagte arme, mens hun lidt trodsigt lod benene svinge frem og tilbage mod muren. Basuno nikkede, for Gloria havde ret, der var i hvert fald ingen indgang 1000 snekunder i fuld englefart den vej …
– Og det var der heller ikke, hvor jeg fløj, sagde SukkerAlf, men hele muren er bygget på kæmpe isblokke, vi skal bare have skubbet nok til side, så vi kan få kanerne igennem!
Hvis det var muligt, så havde SukkerAlf jo ret. Umiddelbart var det jo totalt ligegyldigt, hvor i labyrinten, de kom ind, de skulle formentlig alligevel finde udvejen for at komme videre. Det gav mening. Gloria og Basuno rejste sig og gav SukkerAlf sin glorie og lille sukkerstof.
– Er vi tilbage i snesporet, venner? SukkerAlf kiggede på sine to medskytsengle, og de smilede!
– High five og snooow five! råbte de i munden på hinanden, da de klaskede hænderne sammen og hurtigt bevægede fingrene op og ned som om de lavede snevejr …
Ikke langt fra dem kunne de nu også se de mange kaner, så GabRiel var altså nået frem uden at sove i timen! Det ville måske alligevel blive jul til tiden igen i år …
Tro mig, kære læser! Skytsenglenes sidste tanke var måske at tage munden lidt for fuld lidt for tidligt – akkurat som når nissepoderne AugustiNis og ChristiaNis hver jul gik ombord i den hjemmelavede risalamande i kampen for årets mandelgave – mandlen fandt alligevel altid vej til deres morbror, der måtte have røntgensyn. Og når det var konstateret, kunne de to nissepoder pludselig ikke spise mere fra deres vel fyldte isasietter.
Nå, vi må hellere kommer tilbage til Minuspol, hvor det på alle mulige måder er ved at trække op…
På muren lettede de tre skytsengle og fløj nu mod de mange kaner, der gjorde holdt lige neden for. Oppe fra kunne skytsenglene se nisseekspeditionen betragte muren med samme måben, som når de juleaften trådte ind i Den Store VERSAL på NisseBorgen og genså så Den Ædleste af Alle Graner i al sin pragt kaste glans fra tusinde lange, hvide lys og det funklede SølverHår!
Deres måben blev afbrudt af flere faretruende hyl et sted derude, men et sted, der var kommet betydeligt nærmere, siden det sidst havde givet lyd fra sig …
Fra bageste geled trådte nu frem Den lille Kastaniehest. Forsvareren af den gode, gamle jul var selvfølgelig også med på nisseekspedition til det ukendte Minuspol.
Kastanjehesten gik tættere på den store mur. SukkerAlf fløj over mod den. Der blev ikke sagt noget, men der blev helt sikkert udvekslet mere mellem de to, end der er mellem Den HimmelBlå og jord!
Muren blev set an …
Her ser vi ikke på mere før hanegal!
Santa Ficho
