Snitte 6 – fredag 6. december

Det var nat ude på EvigHeden. Det underlige grålige vejrlig var derfor nu nærmest sort – og dog! 

For ved nattetide var det her fortsat muligt at spotte bittesmå prikker oppe på Den HimmelBlå, og for kendere var det de stjerner, der endnu ikke var tappet helt for det lys og den styrke, IsDronningen NisFertiti var igang med at slukke! Når man tænker på den stjernevrimmel, der normalt ville pryde en december ikke blot i ØnskeDalen, men i så godt som hele Unisseverset, så var dog ikke meget lys …

Den lille Kastaniehest – forsvareren af den gode gamle jul – havde sit blik stålsat rettet mod et sted deroppe nemlig der, hvor Den Klareste af Alle Stjerner ville være i december. Lyset herfra var der, men så heller ikke mere – men for kastanjehesten rakte det lige i denne nattestund. Den rettede sine røde følestikker frem og lod dem rotere, mens den sendte sine tanker op mod den lille lysende prik. Den forsøgte længe at komme i kontakt, men gode råd fra Den Klareste af Alle Stjerner fulgte ikke. 

Den lille Kastaniehest slog sine røde svolvstikker i sneen og begyndte at springe rundt, mens den forsøgte med nye tanker, men lige lidt hjalp det!

Pludselig fra StilHeden, der lå tæt på EvigHeden, fulgte nu en sjælden hylen, granernes toppe begyndte at svaje i vinden, og så med et slog vejret over i storm. Den lille Kastaniehest mærkede straks temperaturen falde, og kulden gik gennem kastanjeskroget! Ikke mange snekunder derefter begyndte det at sne – ja, det vil sige, det væltede ned med flager af iskrystaller, der i vinden slog hårdt. De skar sig gennem sneen, når de ramte jorden, og slagene på kastanjehesten sved – dette var helt sikkert ikke en venlig hilsen eller noget råd oppe fra Den Klareste af Alle Stjerner …

Den lille Kastaniehest satte i fuldt fir- – retteligt trespring – som om den ville løbe fra stormen og iskrystallerne. Det var slet ikke muligt, kom det var VisHeden, der kaldte kastanjehesten til sig. I det samme gjorde VittigHeden sig til ved at sige, at hos den var der skam lune at få! Indlysende bejlede såvel OpmærksomHeden og BevågenHeden også om kastanjehestens gunst! HemmeligHeden rystede og sagde: Ikke her! Den skulle nemlig ikke have røbet noget! Og BeskedenHeden, ja mente jo slet ikke, at den havde god og sikker plads nok! Så det blev det tykke skovbryn ovre ved BetænksomHeden, VenligHeden og SikkerHeden, der fik kastanjehesten til at ændre sin kurs. Uden at sagtne farten stred den sig nu mod ædelgranerne på disse heder! Nu kunne den komme i ly …

Den lille Kastaniehest nåede lige i dækning, da en hær af iskrystaller var tæt på at slå den omkuld! Som lange, tynde grannåle suste de knivskarpe iskrystaller omkring dens følestikker – kastanjehesten sprang mod en snedrive under en par store graner. Her faldt der ro på forsvareren af den gode gamle jul, mens stormen rasede videre i den kolde decembernat! Hvem, der havde skyld for hele RedeligHeden denne december, var Den lille Kastaniehest ikke længere i tvivl om. 

Hjemme i den varme julestue rejste AltNis sig fra sin store stol – MageligHeden havde ellers kigget forbi og overmandet ham denne aften – og gik nu durk mod hovedlågen og ud i mørket. Den gamle, vise nisse var ikke et snekund i tvivl om, at den Den Klareste af Alle Stjerner netop havde forsøgt at sende ham en tanke – måske det endda var en besked? Var der mon allerede nyt om BizNis? AltNis trissede rundt og kiggede op! Det var begyndt at sne – ja, det var vel nærmest bittesmå stykker is, der begyndte at stikke ham på næsen!

AltNis stod længe og spejdede op mellem de nu tiltagende isstykker. Han forsøgte på bedste vis at sende sine tanker tilbage, men der var ikke nogen respons deroppefra! AltNis kunne også mærke ændringen i vejret. Han gøs ved kulden, og trods tykke, uldne sokker i træskoene var tæerne snart lige til at brække af, hvis ikke han skyndte sig ind igen – og det gjorde han så!

Langt derfra i det endnu koldere og mørkere IsKrystallernes Land helt ude med IsGrotterne stod NisFertiti og slog en hånende latter op, mens gusen fra de frådende bølger i IsHavet byggede iskrystaller på hende. Hun rakte armene frem og sendte derpå selv kaskader af iskrystaller videre mod ØnskeDalen! Lyset i hendes citringule øjne skinnede som snart det eneste, da øjnene fortsatte med at suge lys og farve til sig …  

– Pause, jeg må have en pause, råbte den evigt trætte GabRiel til de øvrige skytsengle og HarpenGut!

 

Vi stopper også for natten! Men der er snart flere ord her fra YtringsfriHeden
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Hvilke tre Heder får Den lille Kastaniehest til at ændre sin kurs og søge ly?