Snitte 10 – tirsdag 10. december

Musik det var noget, den feststemte forsamling af nisser og finurlige nogen ude på SeveringsBakken kunne bruge.

The MistelTeens forstod virkelig at fyre den af – også selv om orkestret Fråde & VindHarperne vel knapt kunne følge hverken takt eller tone! Ingen synes dog at hænge sig i dette. Der blev danset og sunget med. Hele tre gange måtte The MistelTeens give deres nye hit – en sukkerklistret rædsel af en tempofyldt julesang, sådan ville den vise, gamle AltNis nok have udtrykt det. Meget langt fra hans gode, gamle julesange …

Gloria HarpenKlang, der var fulgt med HarpenGut ind til festen ude fra ServeringsBakkens køkken, hvor de andre engle forsat var igang med at indtage luftfrikadeller og skysovs, håbede hele tid på, at HarpenGut ville byde hende op. Men juledans var ikke det, der var først for den lille fyr med den store harpe fra LovelyNis’ lille røde skrin. Nej, som ambitiøs strengespiller faldt VindHarpernes lidet flatterende talent for dette smukke instrument simpelthen HarpenGut for brystet. Han tog fat om Glorias hånd – hun var ved at dåne, skulle hun endelig ud og danse – men det blev heller ikke i denne omgang. I stedet trak HarpenGut Glorias lille harpe, der hængte over hendes skulder, af, og så lettede HarpenGut og fløj op på scenen! Her landede han på det største af VindHarpernes instrumenter, lyttede og begyndte så at spille med …

Det varede ikke længe, før han kunne melodien, og så begyndte HarpenGut ellers af spille med – HarpenGut lagde straks i teten …

Først undredes VindHarperne, det gjorde pigerne i The MistelTeens strofer senere – de fik øjenkontakt med VindHarperne, og gav dem en anerkendende tommel op. VindHarperne fattede intet. Snart stod hele dansegulvet stille, mens himmelsk og fortryllende harpeklang drømmende svævede ud i hele lokalet! Ja, selv The MistelTeens stoppede midt i deres sang! Der var så stille, at kendere ville have troet, at de støjende DeciBællerne og StamGæssene – ServeringsBakkens ømme knyster – ikke sad i baren! 

HarpenGut selv noterede sig ingen af delene, men blev ved med at bygge på sit nu nærmest symfoniske værk. Gloria måtte gøre noget, før hendes gode ven gik helt i selvsving. Hun listede sig om bag scenen og hev i rebet, der udløste tæppefald! Så lettede Gloria og fløj mod HarpenGut … Ude på den anden side af scenetæppet blev en stor undren afløst af klapsalver og hujen! Der blev kaldt på ekstranummer, og det var hverken The MistelTeens eller Fråde og hans storspillende vindharper helt med på – snart gungrede hele ServeringsBakken igen af højt julehumør og dans!

– Hvad laver du, sagde Gloria en kende for hidsigt til HarpenGut – og nok også en pæn del skuffet over, at det altså ikke blev til en dans i denne omgang …

– Spillede det bedste jeg har lært, forsvarede HarpenGut sig med plirrende øjne! Hans store krøller, der nærmest havde sit eget liv, stod ud til alle sider som spændte fjedre. Gloria nød hver en bevægelse, men HarpenGut havde fået nok opmærksomhed, og Gloria var som sagt skuffet …

Ude i SeveringsBakkens køkken var de andre skytsengle forlængst færdige med at spise, og den evigt trætte Gabriel havde overgivet sig til en sikkert alt for kort nattesøvn, og snart fandt alle de andre også hvile. Kun SukkerAlf lå og funderede lidt over, hvordan det hele skulle gå – om få timer ville deres mission ud mod EvigHeden atter være genoptaget. SukkerAlf nåede lige at sende kastanjehesten en tanke, sammen måtte de få gjort kål på NisFertiti, så lyset kunne vende tilbage til alle nisserne i ØnskeDalen. Så rakte han sin sukkerstok ud efter en stofserviet og trak den godt over sig. Der var lukket og slukket for i dag …

Det var festen også for aftenens gæster på ServeringsBakken. Snart var det atter kun den hylende vinterstorm, der kunne høres i snehvide miles omkreds – nå, ja og så lige DeciBællerne og StamGæssene, der gjorde deres yderste for at gjalde med …

Ude ved IsGrotterne i Krystallernes Land blinkede Isdronningen NisFertitis citringule øjne! Det var nok for nu! Stormen lagde sig lige så hurtigt, hun havde skabt den, og de skarpe iskrystaller, hun havde sendt med samme vej, fæstnede sig nu til hendes iskolde korpus. Hun forsvandt ind i grotten. Der blev helt stille. Kun bruset fra IsHavets frådende bølger, der slog mod klipperne mange hundrede meter længere nede, kunne anes … 

Isdronningens næste træk skulle nisserne fra ØnskeDalen snart få at smage …

Her trænger vi også til at hvile både ører og hals
Santa Ficho

Svar på dagens kalender- og adventsspørgsmål

Hvem gjalder om kap med den hylende vinterstorm?