Snitte 13 – fredag 13. december

Fredag den trettende. Uheldsdagen over dem alle! 

Uanset om man tror på nisser eller ej, ved enhver med blot den mindste nistoriske viden og hukommelse oppe under den røde nissehue, at denne dag bare ikke har meget godt med sig. Snart skulle denne den trettende vise sig ikke at blive meget anderledes …

For netop i dag og lige nu krydsede BizNis med fuld fart i sin kane sammen med  de fire skytsengle og HarpenGut grænsen ind til IsKrystallernes Land, nu var de grumme tæt på Isdronningen NisFertiti. Ved deres side løb kastanjehesten og spejdede. Dens røde svovlstikker løb mere forsigtigt, end de havde gjort på hele turen hertil, for sneen i IsKrystallernes Land var – ikke så overraskende – meget mere is end den bløde puddersne, der pakkede ØnskeDalens bakker lige så fint ind som den fineste julegave, der er tiltænkt den, man holder allermest af …

Kunne man ikke fornemme det isede underlag på kastanjehestens løb, så kunne man ikke undgå at høre det på kanens plagede meder, der skar sig gennem isen. Det hele lød nærmest som en skærslibers hjul mod et rustent knivskær. Fra mederne sprang gnister til alle sider …

Det var det offer, de måtte bære til bålet, tænkte BizNis, mens han fik lidt ondt af både medemester FlexNis og overlakerer FerNis. Godt de ikke så med lige nu, hvor deres fine håndarbejde måtte lide! Kun Gloria HarpenKlang, der sad i kanen, kiggede ned på de små gnister. De mindede hende om stjerneskud i fuld fart over en frostklar nat på Den HimmelBlå – så hun skyndte sig at ønskedrømme sig lidt om HarpenGut! 

For hver en snemil, de bevægede sig ind i landet, blev sporet hele tiden mere og mere ufremkommeligt,

og kanen bumlede sig efterhånden afsted.  Det kunne godt være, at den kom hjemme fra kane- og kælkefabrikken KørerSomSmurt I/S, men det var så også det … Og pludselig faldt kanen flere grader end på en iskold decembernat. Et kæmpe brag lød, meden i den ene side faldt af, og kanen kurede skævt, indtil den satte sig fast i en isskruning.

BizNis rullede rundt og faldt så ud af kanen. 

Der lå han nu midt i IsKrystallernes Land – lettere omtåget – og kunne blot konstatere, at nu var den kanetur så pludselig ikke længere …

Et uheld kommer sjældent alene – og det var så sandt …

BizNis kiggede sig rundt omkring, der var kun iskrystaller så langt han kunne se. Og så var der ikke en lyd! Ingen kvidrende isfugle eller blot en smygende vind, der bruste i ørene. Det var godt nok underligt. Det var som om, der var stilhed før snestorm!

Godt nok var NisFertiti sikkert ude i IsGrotterne, men BizNis følte, at hun kunne stå lige bag ham i det grå og golde krystallandskab og hvert øjeblik lægge sin kolde hånd på hans skulder og sende ham sit uhyggelig blik med sine citringule øjne … uh! BizNis gøs ved tanken. Det her var ikke spor af sjov …

Det blev de næste timer heller ikke! Pludselig trak det op, de få graner, der trods disse ugunstige egne, trods alt var at se begyndte at bukke og svaje i nogle voldsomme kastevinde, så blev stilheden brudt. Vinden pev som en stukken julegris over gårdpladsen, og så begyndte iskrystallerne at skrue sig op …

BizNis mærkede isen under sig krakelere – revnerne blev til begyndende kløfter. Han sprang for nisselivet hen under sin ramponerede kane. I det samme væltede det ned med de samme skarpe iskrystaller, han og alle de andre var blevet mødt med tidligere på deres færd …

BizNis gøs igen – NisFertiti vidste, de var her. Blot kunne han ikke se hende. Den lille Kastaniehest var på stikkerne, dukkede hovedet lidt og kiggede så agtpågivende rundt, som ville den lokalisere isdronningen – hun var her!

Et brag lød! Isen under BizNis forsvandt, og det samme gjorde han … 

Vi siver også, men tager endnu en kanetur igen i morgen
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Hvad mindede gnisterne fra kanens meder Gloria om?