Snitte 19 – torsdag 19. december

Lad det bare være sagt, kære læser, at hvor end vi her fra den tilspidsede ende af Det purpurrøde Kræmmerhus gerne ville kaste gyldne stjerneskær i grams og mikse lyset med dunbløde, tottede snefnug, der i den skønneste forvirring flagrer stille ned fra Den HimmelBlå, og samtidig som en ekstra decemberbonus krydre dette ønskværdige snenarie med lyden af glade nissebørn i alt for store huer og halstørklæder i flotte kaner med rytmisk bjældeklang kørende forbi trallende nissekor i skøn julesang i duften af brændte mandler og småkogende gløgg med romsøbede rosiner i, ja, så kan vi fortsat ikke diske op med mere julestemning – selv nu – blot en iskold håndfuld dage før julefesten.

Derfor kan du jo nok godt forstå, kære læser, at der i den frostgrad var en nisfornøjet stemning blandt BizNis, engleskaren og De Blå Isbjørne her i IsKrystallernes Land.

For havde de ikke akkurat for øjeblikke siden været vidner til et mindre mirakel? Alligevel lå Den lille Kastaniehest derovre livløs. Den havde ofret sig. Ingen sagde noget. Alle hængte de med humøret, som var det buksebagen på onkels slidte hoser.

Suk!

Der var så stille! Man kunne have hørt den sagte hvisken fra en lille rolling, der fortroligt drister sig til at videregive sit højeste ønske til julemanden! Det blev kun afbrudt af et langt …

– Schnøøøft! Det var BizNis, der hang gevaldigt med en lang næse. Hans røde filtærme klarede dog lige det værste! 

Suk! Men, så vender det vel? Og niksen, kære læser, intet i sol, måne og … 

Nå, nej stjernerne på Den HimmelBlå var der jo heller ikke. Der var altså INGEN tegn på, at julen så godt som snart stod lige foran døren og bankede så venligt på! ENESTE opløftende var vel, at nu kunne INTET knapt blive dårligere. 

Men suk og ak! Her tager du så beklageligvis fejl igen, kære og tålmodige, juleelskende læser … 

For i det samme viste sig en mørk skikkelse lidt fremme foran BizNis. Kun de citringule øjne afslørede, at det var Isdronningen NisFertiti. Hun havde altså forladt IsGrotterne! BizNis tog sit andet ærme i brug og afsluttede endnu et snøft og begyndte at tænke! Nåede nisserne ikke frem til isbjerget, så fandt isbjerget altså frem til dem!

De Blå Isbjørne trådte frem og beskyttede BizNis – og nogle løb over for at dække for kastanjehesten, der lå på isen, dens magiske stik røg forsat, men liv var der ikke …

– Glem det, råbte NisFertiti til De Blå Isbjørne …

De fire skytsengle og HarpenGut fik også travlt, men de bedste husgeråd var altså dem, LovelyNis havde i sin lille køkkenbog hjemme på SnabelADotComBlotInd 24.

– Kom, kom, kom, råbte SukkerAlf til de andre. Og tre-to-en, så skød fem små engle i vejret. SukkerAlf pegede over på  Den lille Kastaniehest. De andre nikkede – den evigt trætte GabRiel naturligvis lidt mere end de andre – og som magikerens lille hvide kanin, der kan fordufte for øjnene af publikum, var engleskaren væk …

NisFertitis citringule øjne så umiddelbart ikke englene lette ved BizNis. Det så ud som om, at hendes blik havde al opmærksomhed på BizNis. To lysstråler ramte isen lige for isbjørnene, der skærmede for BizNis …

– Hørte I ikke, hvad jeg sagde! Glem det! NisFertitis stemme skar gennem mørket. Det var så tydeligt at høre, at hendes korpus var gjort at lutter iskrystal. De Blå Isbjørne rykkede ikke en tomme, før hun rakte sine kæmpe næver frem mod de pelsklædte vagter, så krummede hun sine fingre, og med al sin grumme magt lod hun isen foran vagterne sprække og dratte ned – flere af dem røg med ned på nogle store isflager. Og der stod BizNis og så så forkølet ud …

– Schnøøøft!

 

Her håber vi på en feberredning …
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Hvilke slags snefnug kan vi desværre ikke diske op med?