Snitte 20 – torsdag 20. december

Selv om den valnødde store klump i halsen knapt var sunket, så læste SukkerAlf det sidste op igen …

– Det lægger alt hjertevarmt på is i al evighed, når først det bliver indtaget … SukkerAlf fortsatte … Du har ret! Glasuren stammer selvfølglig fra pulveret, og pulveret kom med kassen, der blev leveret af den der lidt mystiske budbringer, der lignede et blegt gespenst. Lur mig – budbringeren var fra MonStar-Øen med meget lidt godt i sinde! SukkerAlf hoppede med et let svæv ned på gulvet og så særdeles spekulativ ud.

– Hvad gør vi, spurgte GabRiel? medens han kæmpede med at vende endnu et blad i bogen …

– Måske står der noget om, hvad der kan modvirke pulverets kraft? Hvis ikke, så får vi meget travlt med at advare alle om De Hjerteløse! Den lille Kastaniehest skal vide det! Hvor var den henne, det forekom SukkerAlf, at det var meget længe siden, at skytsenglen var stødt på den …

– Lad os ikke håbe, at dens fravær også har noget med det her at gøre? SukkerAlf lettede igen og tog et svæv ind over bogen. Teksten blev løbet igennem med englefart …

– Hil herskeren af MonStar-Øen, hil! Hil De Hjerteløse, hil! Det ville i en normal december have lydt så grumt i enhver nisses store ører, at høre His Royal HighNis og en masse andre nisser stå at prise denne Czar Zombie. Men denne december var desværre lige så langt under gennemsnittet som det klassens lidet forberedte elever kunne præstere … 

Czar Zombie holdt sin hånd op i luften, mens hans flagrende gevandter slog smæld i luften. De Hjerteløse fordelte sig på hver side af deres hersker. Så tyssede czaren på den tilbedende skare og lod forstå, at nu ville han tale! Czaren kiggede rundt på den store nisseforsamling, så pegede hans finger først på His Royal HighNis og dernæst på AltNis, fingeren nærmest trak de to nisser frem fra nissemængden, indtil de stod lige foran Czar Zombie, der med sine borende, røde øjne så dem an!

– Knæl! befalede Czar Zombie samtidig med, at hans røde øjne skød lysstråler og brændte sig ned i sneen lige foran nissetræskoene på kongen og den vise, gamle nisse! Deres knæ faldt tungt i sneen som et tegn til de andre nisser på, at ØnskeDalens sande hersker flagrede lige foran dem. Som på kommando faldt de øvrige nisser også på knæ … 

Czar Zombie åbnede det runde tornyster, der hang tværs over brystet på ham, så tog han et kort ud og rullede det op. 

– ØnskeDalen er herved ikke længere det juleste og mest hjertevarme sted i Unisseverset! Fra i dag og i al evighed skal kulde og kolde storme hylle ØnskeDalen ind i evig is, indtil dalen er blå og gold. Slut er også det også med trallerier, juletosserier og kanekørsel! ALDRIG mere skal december gå med juleforberedelser og ende med sang og dans om Den Ædleste af Alle Graner juleaften! Lyden af bjældeklang, klokkebimlen og englekor er herved lagt på is for nu og i AL evighed! Så rullede Czar Zombie sit kort sammen igen og gav så et tegn … 

Hæren af De Hjerteløse sendte en dobbelt så stor armé af stråler fra deres røde øjne mod alle de knælende nisser. I det samme falmede de varme, røde farver på deres tophuer og tøj. Rim lagde sig på nisserne – ikke en sagde noget!

Messende rejste de sig langsomt og sammen med His Royal HighNis og AltNis blev de ved med at råbe …

– Vi er De hjerteløse, Vi er De Hjerteløse!

– Så du-du-du-det, lød det rystende og sørgmodigt fra Basuno, der havde set det hele lidt fra oven. Det-det-det, det er ikke ret godt det her! Basuno havde ret, hans kolde hænder kunne næsten ikke holde fast om sin lille trompet. Selv om Gloria blev helt varm i kinderne og rystede i hele sin lille englekrop, frøs en tåre, der gled ned over hendes kind, til is …

Et andet sted i ØnskeDalen ikke langt fra Czar Zombie kæmpede Den lille Kastaniehest i sneen i skovtykningen med at komme på stikkerne. Dens magiske, afbrændte stik var blevet varmet og slog nu et spjæt i forsøget på at komme til kræfter! Forsvareren af den gode, gamle jul rystede omtumlet på hovedet …

 

Mere fart på, kulden er sat ind …
Santa Ficho 

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Hvad sagde Czar Zombie, der var lagt på is for nu og i AL evighed!