Snitte 21 – lørdag 21. december

– Åh-ååh, så I det! Det var HarpenGut, der næsten for første gang på deres færd, råbte til de andre. SukkerAlf, Basuno og GabRiel lavede lige tre lange bremsestreger i luften. De kiggede overrasket på HarpenGut, der pegede ned på NisFertiti. Isdronningen havde fanget Gloria HarpenKlang, der lige akkurat kunne kigge op fra hendes indelukke i håndfladen på NisFertiti …

– Åh-ååh, åh-åååh, og åh-ååååh, svarede de tre skytsengle i munden på hinanden midt i opbremsningen.

Det havde bestemt ikke været en let engletjans at være på vingerne denne december, og med de seneste to onder var der heller ikke udsigt til forbedring! Men kampen for nissernes gode, gamle jul måtte som den fineste glaskugle på juletræet ikke tabes på gulvet og splintre for alle vinde …

– Hva’-hva’ skal vi gøre? kom det mere nervøst end fløjl fra Basuno, hvis stemme bævrede lige så meget som hans store kinder.

– Ja, hvad skal vi gøre? HarpenGut var ræd …

SukkerAlf havde truffet sit valg, den strøg i lige linje ned til den livløse kastanjehest. Her satte skytsenglen sig på Den lille Kastaniehest og lagde sit lille øre mod dens kastanjekrop og lyttede. Det kunne simpelthen ikke passe, at dens altopofrende julehjerte ikke længere slog og bankede for nisserne i ØnskeDalen. Hvad, var det? … SukkerAlf, drønede rundt på kastanjekroppen, gled et par gange, kom op igen! var det muligt? Åh, hvis bare Isdronningen kunne holde inde med sin larm og ødelæggelse. SukkerAlf kravlede ind under det lange bløde halstørklæde på Den lille Kastaniehest. Her var ro …

Og dog!

Det bankede. Det BANKEDE! Kastanjehestens ukuelige julehjerte slog et sted derinde! SukkerAlf pressede sit øre så tæt, det var muligt. Jo, det var bankelyde, og de blev hele tiden kraftigere! Hurra! Således en smule lettet om sit eget englehjerte lettede SukkerAlf og fløj op til kastanjehestens øre, så stak SukkerAlf sin lille sukkerstok ind i øret på kastanjehesten – skulle der have været mangel på passage – og blev ved med at hviske, hvad der lige nu var i spil! Så lettede SukkerAlf igen og fløj mod de andre engle, den vidste, at nu var det ikke en gang et spørgsmål om snekunder, før forsvareren af den gode, gamle jul var på stikkerne igen –  brugen af sin magiske stik, havde kostet flere kræfter, end lige godt var …

Og på stikkerne kom Den lille Kastaniehest, først blev øjnene slået op med samme glæde, som de mindste poder vågner en juleaftensmorgen! Så rørte først den ene røde-svovlstik på sig, og så kom de andre! Den lille Kastaniehest kiggede samtidig op på Den Himmelblå og fokuserede på den lille hvide prik, hvor den vidste, at Den Klareste af Alle Stjerner befandt sig bag det tykke lag af grå skyer, der havde mørkelagt Unisseverset hele denne december …

Som rigtig juleelsker mærkede kastanjehesten lidt bevægelse deroppe fra. De røde følestikker vippede og roterede, og der blev sendt tanker og tak tilbage … 

NisFertiti bemærkede hverken, at den lille lysende prik langt over hende havde stillet på styrken og sendte et stjerneskud afsted – og heller ikke, at bag isdronningen stod den største juleelsker på sine tre stikker klar til et opgør! Hun var alt for optaget af at presse luft ud af Gloria HarpenKlang, men af alle skytsenglene – Basuno med sine store lunger og kinder undtaget – var Gloria nok den sværeste at presse den sidste luft ud af. Glorias temperament bød nemlig altid at have luften til det sidste ord …

Og så havde NisFertiti jo også en julegås at plukke med nissen foran hende – stod nissen ikke der og skælvede tæt ved kanten til den sprækkede iskløft, NisFertiti lige havde skåret ud!

Jo, det gjorde BizNis, han havde knapt undgået at blive ramt af NisFertitis iskrystallignende sværd, hun havde tordnet mod ham …

Nu gjalt det …

Vi fletter næbet for i aften, men gjalder videre ved hanegal
Santa Ficho 

Svar på dagens kalender- og føradventsspørgsmål

Kalendersprøgsmål: Hvordan kunne man se og høre, at Basuno var nervøs?

Ekstraspørgsmål lørdag før 4. søndag i advent: Hvem sender livgivende lys til Den lille Kastaniehest?