Snitte 23 – søndag 23. december

– Jubiii, i morgen er det jul! råbte ChristiaNis og AugustiNis af bare spænding, da de på denne morgen kom drønende ud i køkkenet, hvor LovelyNis stod. Der var intet som nisseungers glæde over denne aften … LovelyNis bænkede dem ved bordet til en gang morgengrød, der blev dekoreret med fine lag af sukker og kanel. De fik tændt det efterhånden resignerende kalenderlys, der siden dets stolte dage de første dage i december nu mest af alt lignede et lys, der på mere end en måde var ved at være brændt ud …

Akkurat lige som alt det gode ved julen her i ØnskeDalen! Sammenligningen gjorde ondt på LovelyNis.

Med det gav selvfølgelig slet ingen mening at spolere nissebørnenes oprigtige glæde og forventning med det skræmmende og tunge åg, der netop nu var i fuld gang med at blive rullet ud over ØnskeDalen. Det føltes som en alt for tung og omklamrende dyne! LovelyNis slog det hen og satte sig over til de to sprudlende eksemplarer, der var gjort af det bedste nissestof, man kunne tænke sig.

– Nu er der kun – den lille ChristiaNis talte på sine fingre, der allerede var godt fedtet ind i grød og sukker – syvogtyve timer, otteogtyve, niogtyve, tiogtyve …  længere kom han ikke, for AugustiNis kluklo højt og syntes det var evigt morsomt, at den ellers lille, skarpe regnemaskine talte forkert.  

– Det hedder det altså ikke! belærte AugustiNis smilende til ham! Det hedder tredive … ChristiaNis kiggede op på sin storesøster.

– Jamen, det vidste jeg altså godt! jeg gjorde, AugustiNis! sagde ChristiaNis og skyndte sig at tælle videre …

– elleveogtyve, tolvogtyve! AugustiNis rystede blot på hovedet af sin lillebror, og hvad han heller ikke vidste var, at der efter tyve – og andet skidtfolk – altid kommer gode kræfter …

Anderledes var det ikke oppe i det høje tårn i NisseBorgen, hvor taktløs støj tog til. Ikke en tone af dens velkendte bimlen og bamlen kunne genkendes. Noget var der på færde. Det var Czar Zombie, der allerede var nået op i tårnet, og som nu slog løs på JuleKlokken og samtidig forsøgte at krænge klokken af sit ophæng. ØnskeDalen skulle ikke genlyde af juletoner længere! I al hast havde tårnets kor De 4 HolyNisser reddet sig ved at stemme i og flygte ned ad en hemmelig musetrappe …

Tilbage stod kun MonStar-Øens onde hersker og kæmpede med sine unoder oppe i tårnet …

I det samme kom de fire skytsengle drønende og gjorde deres bedste for at genere den flagrende czar – et var JuleKlokken, men vigtigst var czarens tornyster, der skulle fravristes ham, så skytsenglene kunne se, om AltNis’ antagelse om en ond ånd i tornysteret var rigtig. SukkerAlf dirigerede med sin sukkerstok dette vigtige slag med en formidabel tæft, der ville have lydt symfonisk af valdhorn, trompeter og bankede store pauker, hvis altså det hele havde været tilsat toner og klang …

Det blev Basuno og GabRiel, der først lagde kræfterne i. De forsøgte at få løftet remmen og tornysteret over hovedet på czaren. Det var ikke det letteste opdrag, de to skytsengle havde været sat på. Gloria HarpenKlang stødte til, nu var den der næsten, og så kom SukkerAlf, der fik krænget sin sukkerstok ind under remmen, og med fælles kræfter trak de tornysteret fri af czaren, der forsent opdagede det og nu blot kunne se sit tornyster forsvinde ud i mørket …

Af to onder valgte Czar Zombie det vigtigste og fortsatte i raseri sin kamp med JuleKlokken. Fjernes og styrtes ned skulle den! Om føje tid skulle det vise sig, om, det var den rette rækkefølge for hans mission … 

Nede på pladsen stod horderne af De Hjerteløse klar og betragtede Den lille Kastaniehest. Kastanjehesten, der var ene, så også de mange grumme, røde øjne an, der i det samme sendte en sværm af røde stråler mod forsvareren af den gode, gamle jul! 

Kastanjehesten svang sin magiske, afbrændte stik …

 

Vi svinger også ind forbi igen ved daggry
Santa Ficho 

Svar på dagens kalender- og adventsspørgsmål

Hvad står MonStar-Øens onde hersker og kæmper med oppe i klokketårnet?

 

Ekstra spørgsmål 4. søndag i advent – vind 1 x 4 stk. biografbilletter til PANORAMA, Slagelse:

Hvordan blev morgengrøden dekoreret?