Epilog – onsdag 25. december

Det blev lige nøjagtigt den juleaften som nisserne og alle de finurlige nogen havde drømt om. Aftenen var som en af LovelyNis’ opskrifter, der var fulgt til punkt og prikke.

For alle spiste de i den festpyntede Den Store VERSAL på NisseBorgen, hvor Den Ædleste af Alle Graner stod der så prægtig med glitrende SølverHår og smukke, hvide lys. Øverst i granen ventede stjernen på at blive tændt. Men inden det smukke juleritual takkede His Royal HighNis for, at nissernes gode, gamle jul atter var reddet. Nisserne trallede højt som svar til kongen. Flere kneb en tåre eller to. Fælles for dem alle var dog, at de både var glade og lettet!

Knapt havde His Royal HighNis afsluttet sin tale, og trompeterne afsluttet deres fanfare, før alle nisserne begyndte at banke deres grødskeer i de lange plankeborde. Nu ville de danse om Den Ædleste af Alle Graner, men først skulle de træet som bekendt vises …

Ind i Den Store VERSAL trådte forsvareren af den gode, gamle jul, Den lille Kastaniehest. På en vink fra kongen stak den sine røde svovlsikker i gulvet. Der sprang et par gnister, og disse blev båret op til stjernen af SukkerAlf og GabRiel. Bag dem spillede både Gloria HarpenKlang og HarpenGut på deres harper. De to engle kiggede sødt på hinanden …

Basuno derimod havde bare ikke mere luft – han var i bogstaveligste forstand flyvefærdig – så Basuno blev hængende på sin grønne gren. Den mindede trods alt lidt om livet hjemme i JuleUroen i den varme julestue. De andre engle smilede forstående til Basuno, så lagde de an til tænding …

Wauv! Der gik et sus gennem Den Store VERSAL.

Hvor så Den Ædleste af Alle Graner smuk ud. Nisserne jublede, da stjernen blev tændt og kastede sit funklende skær ned på nisserne. De følte sig forgyldte. Snekunder efter begyndte julemusikkens rymter og blide bjældeklang at genlyde – og ikke mange takter senere fulgte lyden af dansende træsko og nissestøvler. Nu var det jul …

Den lille Kastaniehest havde gjort sin sidste bedrift denne december.

Ikke mange sange senere var kastanjehesten allerede på vej gennem Ønskedalen. Den havde noget, der skulle klares. Om føje tid ville den være ude på EvigHeden. Og hvis du virkelig tror på nisser og andet julegodt, så ved du også, kære læser, at det giver mening, når jeg fortætter, at Den lille Kastaniehest ville fortsætte sin rejse mod KastanjeSkovene og videre ud på SvedenStik. Her skulle den hele og samle nye kræfter.

For uanset, hvor dejlig en julefest denne aften var, så vidste forsvareren af den gode, gamle jul, at der før eller siden ville blive behov for, at der skulle sættes julehadere ud af julespillet igen. Nok var Isdronningen NisFertiti spredt for alle vinde, men andre ville som tidlgiere forsøge sig med lignende grumme ugerninger …

I sit løb kunne Den lille Kastaniehest stadig høre JuleKlokkens tunge bimlen, og De 4 HolyNisser forsatte med at synge julebudskabet ud i hele Unisseverset …

Salig fred, himmelsk fred, toner stjerneskær herned … Må de gyldne stjerner blinke, må de smile, må de vinke …

Kastanjehesten kiggede op, og den fangede straks Den Klareste af Alle Stjerner, der blev blinket og vinket. Så slog den sine røde svolvstikker i sneen og strøg gennem en julenat pakket i dalende puddersne. Det varede ikke længe, før man kun kunne ane konturen af velkendte stikker på kastanjer med en blafrende manke – før eller siden igen på vej mod nye eventyr et sted i Unisseverset …

Klop, klop, klop
Santa Ficho