Snitte 1 – tirsdag 1. december

Lad det bare være sagt. 

Nisseåret i ØnskeDalen – Unisseversets juleste sted – havde bare ikke været som noget andet nisseår. Ja, faktisk ikke som nogensinde. Intet var, som det plejede at være …

Selv AltNis, den gamle, vise nisse – der trods alt havde været med siden den første sne – kunne ikke erindre mere underlige tilstande. Og det var altså ikke fordi, at de evigt trallende nisser i ØnskeDalen ikke tidligere havde været budt på spetakler og svære tider i december. Det var jo næsten reglen!

For var der nogen, der igen og igen – og igen – havde forsøgt at gøre nisselivet mere surt end vor moders hjemmelavede agurkesalat, så var det et sært kogl af Unisseversets grummeste julehadere! Alle som en, havde disse julehadere gjort deres ’ypperste’ for at krølle julehyggen sammen, som havde det været et stykke gavepapir, der havde tjent sit opdrag nænsomt svøbt om en dejlig julegave til et artigt, lille nissebarn.

Men nu havde et eller andet andet grumt indfundet sig i ØnskeDalen. Blot var det ikke lige til at se, hvad det var, men det var der, det var sikkert som jamren over mavepine efter alt for meget risengrød. 

I sit stille sind og med sikker gefühl helt ud i fingerspidserne i sine handsker havde AltNis mærket, at noget var på vej. Hans erfaring sagde ham, at ØnskeDalen allerede var ramt af et eller andet fra et sted ude i Unisserverset, og snart ville nisserne få mere at føle. Fornemmelsen af ikke at kunne slå til – til trods for, at den gamle, vise nisse ville skøjte alle de snemil, det krævede for, at den gode, gamle jul i ØnskeDalen ville blive, som den plejede – tyngede AltNis.

Og nu sad han og grublede i sin store, læderbetrukne stol ved kaminen i den varme julestue i hytten på SnabelADotComBlotInd 24. Hørelsen haltede lidt, men ikke mere end, at han kunne høre LovelyNis rumstere ude i køkkenet, lyden bredte sig og blandede sig med hans bekymringer …

AltNis grublede videre.

Det meste af nisseåret havde ØnskeDalens nisser og alle dens finurlige nogen nemlig skrantet. Sådan lidt på skift. Det var som om, at kuløren i deres kinder og på de store næser ikke længere havde samme varme lød. Energien var heller ikke just den samme. Alle juleforberedelserne blev hele tiden skubbet og udsat. Det lignede slet ikke nisserne! At være i god tid og nyde juleforberedelserne var jo netop en del af selve julen – det der med den voldsomme trængsel og alarm var ikke noget, der var opfundet i ØnskeDalen …

Nej, i ØnskeDalen, det juleste sted i Unisseverset, vogtede man i den frostgrad om den gode, gamle jul. Men altså ikke på helt samme måde i år. AltNis fandt sine læsebrille og rømmede sig lidt.

Lur en gammel nisse, ikke mange snekunder inde i denne julemåned ville der sprede sig uhygge blandt nisserne og alle de finurlige nogen i ØnskeDalen. AltNis kradsede sig lidt i skægget og rakte ude efter sin store, læderindbundne bog, der indeholdt alt om Unisseverset siden den allerførste sne. 

Det skrattede i ørene. AltNis forsøgte at slå det væk, som havde det været en af julens tunge fluer, der var drønet forbi ham, men der var ingen fluer. Det skrattede igen. AltNis lod det være og begyndte at bladre i bogen med samme beslutsomhed som en lille nissepode, der målrettet søger sin yndlingschokolade i konfektskålen.

– Host, host og hark! lød det et sted sted i julestuen, en ru og irriterende skratten blev ved …

AltNis hørte det ikke –  og for en stund fortonede hans bekymringer sig også – men tro os, det er ikke det sidste AltNis, alle nisserne og du, kære læser for at høre – og mærke – til det, der er godt på vej til at sprede sig i hele ØnskeDalen. 

 

Her er vi klar til af sprede juleglæde
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Hvad hedder årets julekalendereventyr?