Snitte 10 – lørdag 10. december
Nu var det i de fleste røde-hvide kredse kendt, at der var noget grumme galt på vej mod ØnskeDalen. Det faldt naturligvis ikke i god sne hos nogen nisse, for julen nærmede sig, og Midtvejsfesten bankede allerede på lågen!
Så selv om det var weekend – den store handelsdag – var der mindre summen på byens torv, end der kommer fra julestuens dovne juleflue, der knapt kan vralte hen over juledugens lag af kagekrummer …
Dagen i dag ville normalt have været brugt til de allersidste indkøb til Midtvejsfesten 12. december. Den ene dag i december, hvor de fleste nisser trækker stikket med samme fart, som lyset forsvinder, når nissegårdens lænkehund endnu en gang får bidt ledningen til belysningen i sit eget hundehus over! Ja, byen ville nærmest allerede have været i feststemning.
I hver en afkrog ville der være trallet og sunget, men ikke i dag …
Den manglende trængsel og alarm gjorde, at mange forretninger som ChokoLaden og JulekageBageriet også havde drejet nøglen, og var gået hjem – heldigvis ikke nedenom og hjem – men hjem for weekenden.
Det var ikke spor af sjov.
Det var det heller ikke for nissernes lille sanglærke Den lille SneMone! Hun skulle af flere omgange denne weekend have optrådt og sunget julesange akkompagneret af julemusi-på-de-kanter Fråde & VindHarperne. Men nu stod Den lille SneMone altså her ganske alene. Hun kunne blot have vendt rundt og iført sig sine dunede hørebøffer, men en ægte sanglærke har brug for sin trille. Så Den lille SneMone fattede mikrofonen og gav en fin og delikat version af hendes julehit ‘Vinterens farve’ …
I et lille spotlight dansede tottede snefnug så yndefuldt til hendes skønsang.
Dette lille sceneri kom til at stå i skærende kontrast til hele himmelen inde over byen, der i det samme blev lyst op, derefter kom den uhyggelige rumlen og den frygtindgydende buldren – endnu en hær af de underlige ildkugler landede rundt om i ØnskeDalen.
Ude i bakkerne nærmede den evigt trætte GabRiel sig en af ildkuglerne. Den lå der og dampede og udsendte glødevarme. Den lille skytsengel var i mere end en forstand utrolig træt af det her …
Hvad var det, var der ikke nogen, der rørte på sig? GabRiel lænede sig tilbage og pressede sin lille krop helt op af den for ham umådeligt store ildkugle. Han stod helt stille, turde dårligt trække luft. Man kunne have hørt en grannål lande i sneen. Så hørte han nogen …
– Shy, jeg tror, her er nogen!
– Shy, ikke så højt Gloria. Du larmer.
GabRiel var lettet – det vil sige, han blev stående uden at baske med vingerne, men var lettet over, at han genkendte stemmerne.
Så for en lille djævel igennem ham. Han tog sin glorie og holdt den op foran sin mund, så pressede han sine læber op til gummerne, skød underkæben frem, så man kunne se tandsættet, han nu ville skræmme de andre med. Med al respekt, kære læser, så var den slags bisser altså ikke noget, der ville have skræmt TandFeen fra posten …
Men tre små skytsengle var alle ved at dåne af befippelse, da GabRiel gabte sine små kæber af led og tømte sine små lunger for luft …
– Wuuuuuuuuuh!!!! GabRiel gentog og brød så ud i et grineflip …
Skytsenglene nåede knapt at komme sig, før SukkerAlf, Gloria HarpenKlang, Basuno og sågar GabRiel hørte noget endnu mere grufuldt …
Her går vi også fra sans og samling, men vover os tilbage i morgen …
Santa Ficho
