Snitte 10 – tirsdag 10. december
KyndelNissen og Kjørmes-Knuds monsterkulde forklarede pludselig en hel del! Ikke at det så gjorde kulden mere tålelig – ak og sne – nej, snarere tværtimod!
Men der var to – og kun to – hvor kulden passede som knyttet næve i handske, og det var for KyndelNissen og Kjørmes-Knud! Ja, så var der selvfølgelig SneFlokkene! Normalt nogle lidt joviale snefnug, der godt nok havde det med at fare op og hvirvle lidt rundt, men normalt lagde de sig lige så hurtigt og drev den dagen lang i en blød snedrive …
Så det var ikke SneFlokkene, der var det værste problem, nej det var, hvad KyndelNissen og Kjørmes-Knud gjorde ved dem og derved også snart ved ØnskeDalen …
Uanset hvor i Unisseverset KyndelNissen og Kjørmes-Knud nu var på vej fra, så havde de på deres lange vej trampet så hårdt, at sneen skridt for skridt var blevet hvirvlet op og dannet dette inferno af flaksende snefnug. Og så havde KyndelNissen med sit isnende og enorme åndedrag blæst så voldsomt til SneFlokkene, at disse nu havde direkte vej mod ØnskeDalen.
… sneflokke kommer vrimlende, henover diger trimlende …
Det var KyndelNissen, der mumlede ordene. Kjørmes-Knud, der tonsede med ved hans side, havde hørt denne linje utallige gange. Hvor KyndelNissen så havde den fra, vidste han ikke, men der var jo noget om det, for aldrig havde der været mere sne i en større og koldere storm foran dem. Hvilken plan!
Kjørmes-Knud trampede videre, og SneFlokkene for atter op …
Hjemme i nissenytten på SnabelADotComBlotInd 24 for AltNis, den gamle, vise nisse, også lige pludselig op af sin store, læderbetrukne stol. Nisseungerne, der forlængst var tøet op, drønede rundt i den varme julestue. LovelyNis’ hjemmebag og den lune kakao med skum havde gjort godt. Så de lagde slet ikke mærke til, at deres gamle onkel tog sin store, tunge bog om alt i Den Hvide Verden og resten af Unisseverset siden den første sne var faldet for mange nissegenerationer siden! Bogen plejede ellers at være lidt af en magnet for ungerne, for der var så mange gode fortællinger fra nissernes mange ekspeditioner ud i Unisseverset.
AltNis satte sig ved spisebordet og lagde den store bog på bordet og begyndte at bladre. Han var næsten sikker på, at der stod noget om kulden – denne kulde af monstrøse snemensioner …
– Hmm, hvor kan det være? Han hviskede … det mystiske julekort, hemmeligheder, ustyrlige snemænd, monstar-øen, rendyrkerne, islabyrinter, opgør, engle og snemoner, vatnisser, englebasser, sølverhår … han huskede alle disse historier, som havde det været i går. Hvor havde nisserne dog været udsat for mange genvordigheder og mangen en julehader!
AltNis bladrede videre, han skulle langt om i bogen, før han mente, at der måtte være noget om denne kulde. Hmm, underligt … den alt for gamle marcipangris, smerten i hjertebanken, pakkeisen, isdronninger, julehadere og snepedemier … Tak for julekaffe!
– Her måske!
Den gamle, krogede finger kørte over det tykke og gulnede papir. Det måtte være her et sted! AltNis tog sig i, at han hviskede. Det var der ingen grund til, for alle nisseungerne drønede rundt om julestuens pyntede grantræ og skrålede tidens hits af The MistelTeens.
AltNis kiggede op over sine briller og smilede, også selv om han ikke helt delte deres musikalske begejstring.
… rør blot ikke ved min gamle jul …
Hov! Den sang havde han ellers ikke tænkt på meget længe! AltNis begyndte at nynne, og så fortsatte gennemsøgningen i bogen. Der var helt sikkert noget om denne monsterkulde. Pegefingeren fortsatte linje for linje …
Der! Der var noget om JuleRiget.
Her er der til gengæld ikke mere tilbage for i dag
Santa Ficho
