Snitte 10 – torsdag 10. december

Du kan nok forstå, at de tre øvrige skytsengle fra JuleUroen lyttede intenst til SukkerAlf, da han begyndte at berette om de ting, han havde set både her i hjemmet på LovelyNis’ kammer og ovre på kane- og kækkefabrikken. De andre undrede sig også. Tænk, hvis der var noget om SukkerAlfs formodning om noget smittefare, der måske kunne være plantet – som skurkagtigt plantet her midt i ØnskeDalen …

– Så derfor er det så vigtigt at finde ud af, hvor Basuno har været på vingerne og hvornår! 

Tænk, hvis Basuno var smittet – eller det var han jo, for hans hosten var jo fortsat ulidelig, hvis man spurgte Gloria. Mest hidsig blev hun dog, når han ikke holdt sit hosteri i ærmet. I det stille rykkede hun sig lige et par centimeter længere væk fra Basuno, JuleUroen tippede lidt igen.

– Hvor har jeg været? grublede Basuno, der ikke lige mente, at han havde været vildt mange snemil omkring. Det har jo mest været her i julestuen, sagde Basuno samtidig med, at han prøvede at se sine flyveruter for sit indre øje.Umiddelbart gav det ingen mening, og slet ikke hvis SukkerAlfs gisnninger skulle passe på ham, for så skulle de andre tre jo også være smittet – det var jo det, der var sket med alle omkring LovelyNis endda megt hurtigt.

– Tænk dig om, sagde SukkerAlf. Du har trods alt ikke blot hængt her i en uge og dovnet den hele tiden. Til det nikkede den evigt trætte GabRiel og ønskede i sit stille sind, at han sagtens kunne have hængt her og dinglet en hel uge i streg!

– Måske det ikke smitter på os helt små, foreslog GabRiel. De andre kiggede på hinanden. Kunne man som helt lille i størrelse været immun.

– Hvad så med Basuno? Er han ikke lille?

– Ikke helt så lille, kom det forsigtig fra GabRiel, der med sine to pegefingre forsøgte at tegne et par pluskinder i luften. Den lille bemærkning både så – og forstod – Basuno udemærket!

– Stop, stop, stop, den holder ikke, sikken en gang vås og valle sagde SukkerAlf og skyndte sig at sige, at HarpenGut i det lille, røde skrin på LovelyNis’ natbord både havde host og nyst, og han var endda større. 

Det kunne der naturligvis være noget om. GabRiel kiggede undskyldende på Basuno, der gav han en tommel op. Alt var atter fryd og gammen i JuleUroen …

– Jeg er selvfølgelig rundt for at blæse fanfare for stjernerne morgen og aften, kom det eftertænktsomt fra Basuno, og her kommer jeg jo lidt rundt, men jeg møder jo ikke rigtigt nogen på de tidspunkter. De tre andre skytsengle ventede spændt på Basunos opfølgning … 

Der var så stille, at Basunos sagte rallen næsten lød som en blæsebælg på overarbejde. Pludselig kunne de andre se, at Basuno havde fået en åbenbaring …

– Deeer var måååske forleden …

Et helt andet sted i ØnskeDalen messede den kutteklædte skikkelse med rummets mange sorte lys. De mange tegn og symboler i coronaerne om vægerne havde fortalt deres budskab. Vedkommende havde mere travlt end nogensinde. Det tog han helt roligt, for det var som om, at han – gerning for gerning – hele tiden blev styrket i troen på, at nissernes jul nok skulle få den ende, der lå i hans opdrag. Den feberramte skikkelse hostede og hev efter vejret! Det skulle åbenbart gøre ondt, før det kunne blive godt! Hans hoste ramte flere af vægerne i de sorte lys, der hvæsede tilbage …

Han lod dem hvæse og forlod stedet uden at slukke lysene.

Nu skulle missionen blot fuldføres ved et sidste besøg! Det skulle være på NisseBorgen, og når først det var klaret, så ville det juleste sted i Unisseverset ikke længere være ØnskeDalen. Nej, det ville slet ikke være! 

Et fælt grin blandede sig med hans hoste … sneen smelter bort, og så’ det hele slut … 


Nu skal nogen vist snart hoste op med lidt nissehjælp
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Hvad forsøgte skytsenglen GabRiel at tegne i luften?