Snitte 10 – fredag 10. december

I sne står urt og busk i skjul … det er da i hvert fald det, man plejer at synge. 

Men i de syv klipper ved Englenes Skær var det nisserne, der lige nu forsøgte at krybe så meget i skjul, som det nu en gang var muligt, så langt oppe ved de golde hoveder. De frygtede, at Kolossen fra KuldSkær ville angribe dem eller, at horderne af de isblå skikkelser ville begynde at kravle op …

I denne stund var det frygten i sig selv, der var den værste, for Kolossen havde åbenbart andre skumle planer end at presse luften ud af hver en lille nisse med sine bare næver!

– Vatnisser! råbte den julehadende kæmpe og gik rundt og slog ud efter klipperne! Så tav Kolossen. BizNis vovede sig frem og kunne svagt ane, at de isblå skikkelser nu kun stod og ventede på deres næste ordre fra deres hersker. 

Kolossen fægtede krampagtigt med armene – ingen tvivl om, at han frøs, og at denne kolde egn med så voldsom fygning langt væk fra KuldSkær ikke bekom ham godt – men hvad værre var, at hans ordre var forstået og blev adlydt. For i det samme vendte de isblå skikkelser og begyndte at gå. De havde retning mod Santa Julia …

Der sad nisseekspeditionen højt oppe og kunne kun se til, at lange rækker af julehadere nu bevægede sig over pakisen i IsHavet. Kolossen var på vej til at kunne tage sit niste stik hjem! Der skulle tænkes hurtigere, end selv de mest velsmurte kaner hjemme fra kane- og kælkefabrikken KørerSomSmurt I/S kunne køre …

Også blandt de fire skytsengle skulle der rykkes hurtigere end selv de mest velsmurte kaner hjemme fra kane- og … nå, den fes vel ind første gang, men du forstår, kære læser! Tiden var så knap …

Pludselig kunne skytsenglene også nærmest læse skriften på klippevæggen … vint´ren er så kort, vi må bruge hvert minut, sneen smelter bort, og så´r det hele slut

– Milde mandel, hvad kan vi gøre, gøs det ned ad englenakken på Gloria HarpenKlang, der prøvede at afkode SukkerAlf og hans grublen! SukkerAlf tappede sin lille, røde sukkerstok  mod klippevæggen! Det stod så grumme prentet i de små øjne, at nu handlede det om at få prioriteret …

– Hør her, først skal vi have kontakt med kastanjehesten, og så skal vi have nisserne ned fra klipperne, og det kan kun gå for langsomt! Santa Julia klarer ikke dette uden hjælp. Er I klar til en tur op i det højeste?

Alle som en råbte skytsenglene i munden på hinanden. Glorierne fik maximum blus på, og så skød de med lysets hast mod Den HimmelBlå, nu skulle der kæmpes for nissernes jul. Oppe på Den HimmelBlå søgte de så Den Klareste af Alle Stjerner. Den skulle hjælpe skytsenglene med at få fat på forsvareren af den gode, gamle jul – Den lille Kastaniehest! 

I samme snekund råbte to kakaodrikkende nissepoder i munden på hinanden fra deres pladser i nissenfamiliens køkken på SnabelADotComBlotInd 24, at de lige havde set det vildeste julestjerneskud på aftenhimmelen langt derude! Begge skyndte de sig at ønske en skøn juleaften – ligesom den plejede at være! Måske med et par dejlige gaver også …

Måtte deres fromme ønske gå i opfyldelse!

Havde Den lille Kastaniehest set, hvad det var, der var sket med Den lille SneMone inde på Torvet i ØnskeDalen, var udfaldet endt anderledes, men kastanjehesten var knapt nået til de store bakker, der omkransede ØnskeDalen, men med et mærkede den noget oppe fra Den HimmelBlå. Det var som om, at Den Klareste af Alle Stjerner blinkede intenst. Særligt ned til Den lille Kastaniehest, der standsede og spejdede nu op. Dens to røde følestikker nærmest strakte sig og var igang med at opfange en budskab …

Kastanjehesten lagde hovedet på skrå og lyttede til stjernens stille budskab, der ikke skulle siges for højt!

 

Vi siger heller ikke mere, men galer igen, når det gryr …
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål:

Der skulle tænkes hurtigt – hurtigere end hvad?