Snitte 11 – onsdag 11. december
Hu-hej, hvor det gik – og nøøj, hvor den kulde bed som aldrig før! Gloria HarpenKlang, Basuno og den evigt trætte GabRiel havde forladt EngleBorgen. De tre skytsengle – og lige nu sendebude på mission – var på udkig efter SukkerAlf. De måtte finde ham, så han kunne få at vide, at Kimens grangrønne farve var begyndt at blive isblå!
Det måtte ikke ske!
For uden den flotte, grangrønne farve kunne englene i ØnskeDalen ikke længere beskytte nisserne – det ville blive julens endeligt! Nissernes endeligt! En katastrofe her midt i det juleste sted i hele Unisseverset …
Apropos katastrofe, så fløj de tre venner fra JuleUroen netop nu ud af ØnskeDalen og lige forbi ServeringsBakken, der lå så idyllisk i de efterhånden voldsomt sneklædte bakker. I morgen – 12. december – skulle nisserne afholde midtvejsfesten, og forberedelserne var allerede i fuld gang – som i fuld gang! For den lidet ambitiøse nissetrio, KataStroferne, var begyndt på deres lydprøver – at dømme på deres skråleri, havde de vist også fået smurt deres drøbler vel rigeligt …
– Vi går aldrig hjem, vi går aldrig hjem! blev de ved med at skråle til sig selv ved døren ind til ServeringsBakken! De tonede da i det mindste rent flag i stemmelejer, der stak i alle retninger …
Og det var eller nok det eneste, de reelt burde gøre, tænkte skytsenglene noget mere samhørigt i farten.
– Kom ind og giv et nummer mere, råbte StamGæssene inde fra ServeringsBakken, så giver vi en lille en mere! KataStroferne drejede rundt på træskohælene og sang så videre …
– Nu går vi aldrig hjem, nu går vi aldrig nogensinde hjem!
Det nåede at strejfe Gloria, hvordan de mange nisser inde fra byen skulle komme helt herud i dette inferno af buldrende sneflokke? Det ville da blive sin sag …
Nå, det var først i morgen. Lige nu var deres opdrag at finde SukkerAlf. Mon ikke de ville finde ham ude på IntetHeden sammen med kastanjehesten …
Det var så rigtigt!
Ved et klippefremspring stod SukkerAlf på hovedet af Den lille Kastaniehest bag nogle graner, begge var de gået i skjul. De havde besluttet at lade KyndelNissen og Kjørmes-Knud komme så tæt på, uden selv at blive opdaget, så de kunne se, hvad kumpanerne foretog sig og måske havde af planer! Måske det ville give mening slet ikke at give sig til kende endnu, men blot betragte dem fra baghold.
Tankerne myldrede rundt i hovedet, og der blev både sendt meddelelser til – og modtaget blink og tanker oppe fra – Den Klareste af Alle Stjerner.
– Se deroppe, råbte Basuno til de to andre og pegede på Den Klareste af Alle Stjerner, der blinkede mere end bare lige – jeg er sikker på, at vi er tæt på dem. De må være lige her omkring. Se jer godt for …
I det samme tordnede det med kæmpe snebolde af det pureste is imod dem. Der blev basket ekstra med vingerne og lavet undvigemanøvrer, englene ikke selv have oplevet mere kunstfærdige siden sidste juleaften, hvor LovelyNis havde budt en noget kejtet BizNis op til juledans oppe på NisseBorgen!
– Sluk glorierne, nåede GabRiel lige at råbe til de andre, da en kæmpe snebold strejfede GabRiel og slog ham ud af kurs. Han væltede rundt i luften og drønede så ned mod IntetHeden. GabRiel selv nåede lige at tænke, at han følte det som om, at han var på vej til drømmeland …
Gloria og Basuno forsøgte at følge hans halsbrækkende loops, men de tusindvis af snefnug og flere snebolde med kurs mod dem forhindrede de to i at se, hvor GabRiel faldt ned!
– Jeg fik den ene, råbte Kjørmes-Knud stolt til KyndelNissen!
– Find den, vi kan bruge den som pynt senere … KyndelNissen lød svært tilfreds, medens han forgæves spejdede efter de andre, han var sikker på, at der var flere …
Her pynter og pønser vi ikke på mere …
Santa Ficho
