Snitte 13 – tirsdag 13. december
Midtvejsfesten, der havde trukket ud til den noget lyse decembermorgen, sluttede brat for rigtigt mange af nisserne. For på vej hjem i deres rensdyrtrukne kaner – og for en hel dels vedkommende ’10-hestes’ – måtte sande, at den udprægede lyse morgen desværre var hjulpet på vej af den ring af ildkugler om ØnskeDalen, der netop nu sendte glødende masser ned mod ØnskeDalen.
Nisserne stod og måbede. De kunne ikke komme forbi og ingen kunne derfor komme hjem.
Gruen i deres øjne fortalte alt! Det her var grumt med grumt på. Snenariet gjorde alligevel, at de betydeligt hurtigere end normalt fik børstet Midtvejsfestens vedvarende klokketunge bimlen oppe under deres filtede nissehuer af.
Kaner fyldt med nisser forsøgte at køre højre og venstre om stedet. Men flere kom hurtigt tilbage, det var det samme skue uanset, hvor de gjorde holdt.
ØnskeDalen – og de nisser og finurlige nogen, der fortsat opholdt inde i dalen – ville snart være i yderste fare. Den glødende masse havde allerede varmet op under sin gerning, flokke af benløse fugle – reelt snefugle med benene på nakken – fløj nu væk, graner blev revet op med rode og fortæret. Og sneen, åh nej! …
… sneen smelter bort, og så er det hele slut …
Hvilken frygtelig tanke. Det var ubærligt for nisserne, der godt kunne tænke resten til ende. Hvad kunne de gøre – eller rettere hvem kunne nu gøre noget for dem nu?
Langt, langt væk fra ØnskeDalen udspillede sig nu det, der snart skulle gøre ende på alt i nisserødt. På kontinentet Minuspol skældte ypperstepræsten Fatter Minus ud på horden af tilhængere. I hans iskolde øjne gik alt for langsomt! Den sidste sten, der skulle forsegle hullet i ØnskeDalen og ende alt med filtede tophuer, tingel-tangel, træskotramp og nissetralleri, var betydeligt tungere end end titusinde læs med tøsne …
Hele kulten var edsvoren og havde en blind tiltro til Fatter Minus, så de kæmpede indædt med at få trukket denne massive iskugle til affyringsrampen! En forarmet leder rystede på hovedet og vovede sig op til ypperstepræsten.
– Det går ikke! Det bliver heller ikke i dag, at vi kan få den på plads! Lederen end ikke dristede sig til at se Fatter Minus i øjnene, da han afleverede sit budskab og nu langsomt trak sig baglæns tilbage til resten af flokken …
Øjenkontakt havde Fatter Minus heller ikke, da han iskoldt med sin tilrimede næve flåede budbringeren op i luften, hvor affyringspladsen lå. Minuspols enehersker end ikke værdigede lederen et blik, da der lød et ‘Beklager, vis nåde, store mester! Vis nåde!’, inden han blev slynget ud over skrænten og forsvandt ned i en kæmpe sprække i isbræen …
Fatter Minus trådte nogle få skridt frem og råbte, om der var andre der også trængte til et evigt hvil? Ingen gav et kny fra sig, men at dømme på deres ånde i den bidende kulde, blev der arbejdet, så deres lunger var ved at sprænges …
Sådan skulle de bare behandles, lo Fatter Minus ved sig selv, men hvad forstod ignoranten sig på personalepleje? Også her fattede han mindre end vægten af en knivspids kanel …
I sin arrigskab lod han endnu flere iskugler snart med lange ildslør drøne mod ØnskeDalen!
Oppe på Den HimmelBlå blinkede Den Klareste af Alle Stjerner igen til Den lille Kastaniehest, der nu var ved at forstå budskabet deroppe fra.
Den rettede sine røde følestikker op mod Den Klareste af Alle Stjerner og lod forstå, at den vidste at nu var det dens tur til at udrette mirakler for nisserne. I samme tankesæt gav Den lille Kastaniehest også besked til Den Klareste af Alle Stjerner om, at kaste et ekstra blink mod Minuspol, for forsvareren af den gode, gamle jul kunne også sin nistorik og kendte til stederne, hvor de grummeste julehadere havde for uvane at regere …
Hjemme i den varme julestue var AltNis nu klar til at fortælle dem, hvad han vidste …
Det må blive i morgen, for her ved vi kun, at varmedunk og dyne venter
Santa Ficho
