Snitte 13 – lørdag 13. december
Der var som sagt nogle nisser, der denne morgen helt sikkert ville vågne med følelsen af, at det måtte være JuleKlokken fra Det Høje Tårn på NisseBorgen, der bimlede og bamlede i nissekraniet efter nattens udskejelser til Midtvejsfesten på ServeringsBakken.
Men det havde altså også været sjovt og festligt …
Langt derfra i Den Hvide Verden knagede det på en helt anden måde – for her var der ingen sjov eller fest.
AltNis prøvede forgæves at lukke sine øjne, for at holde det skærende lys ude. Han var i tvivl om, hvor længe han var blevet blændet og hvorfor? Lige nu var han faktisk i tvivl om, han havde forladt nisselivet? I modsætning til de skærende lys stod det ikke særligt skarpt, hvor han var – og hvorfor han var alene?
Det sidste, AltNis kunne huske, var, at han og nisseekspeditionen var kommet vel over De Hvide Bjerge og et godt stykke ind i Den Hvide Verden, hvor kun ganske få nisser tidligere havde været. AltNis var selv en af dem.
Dengang for nissegenerationer siden, havde det været en farefuld ekspedition, der var endt i et opgør, hvor herskeren af Den Hvide Verden havde svoret, at han ville tage hævn en dag. Hævn over ØnskeDalen!
Hvorfor, havde AltNis slet ingen erindring om lige nu … Alt rumsterede i hovedet på den gamle, vise nisse, men intet ringede tilnærmelsesvist som det helt sikkert ville gøre i hovederne på nisserne, der havde været til Midtvejsfesten.
Nok var AltNis frossen og kunne intet mærke, han kunne slet ikke bevæge sig, men han syntes, at han svævede! Så tog han sig i, at han se til siden og så kigge modsat. Han kunne rulle med øjnene, det skarpe lys gjorde det svært ubehageligt, men det var som om, at han var her lige nu! AltNis kiggede op, mon det skærende lys forsvandt deroppe? Ville det ende et sted, så han kunne se en del af Den HimmelBlå?
Nej, der var kun lys …
Skærende lys og så en underlig stilhed!
Men oppe i AltNis’ hoved knagede det videre!
Pludselig var der et navn, der dukkede op H-U-M-I-L-I-A-T-O-R G-L-A-C-I-A-L-I-S, AltNis stavede navnet inde i sit hoved og fortsatte U-L-T-O-R N-I-X C-R-U-D-E-L-I-S – det måtte være herskeren i Den Hvide Verden, der havde slået til? Navnet sagde det hele – dette var selvfølgelig en grum gerning af den iskolde ydmyger, Grusomme SneHævner!
AltNis mærkede i det samme et hjerteslag!!!
Det føltes som en buldrende lavine, der forplantede sig i AltNis’ gamle krop …
Så mærkede den, gamle vise nisse et hjerteslag mere – og så endnu et!
Da vidste AltNis, at han fortsat befandt sig i nisselivet!
Tak, milde skaber! AltNis kiggede per refleks igen derop, hvor Den HimmelBlå og Den Klareste af Alle Stjerner normalt ville være og blinke ned til ham! Det skærende lys fik ham hurtigt til at rulle øjnene væk igen …
Nu var det om at få de gode, gamle hjerneceller aktiveret, for nu skulle AltNis til at tænke hurtigt, nu Grusomme SneHævner helt sikkert var i færd med at indfri sin lovede hævn …
Tilbage i ØnskeDalen var der også en del nisser, hvis hjerneceller skulle i gang igen.
Trods lørdag og fridag blandt de fleste nisser, så nærmede Julefesten sig jo, så der var masser af forberedelser at komme videre med. For snart skulle de atter danse om Den Ædleste af Alle Graner i NisseBorgens Den Store VERSAL! Bare tanken fik hurtigt gårsdagens fest på afstand, så de første kåde nisser stod op og begyndte deres vante trallen! Nu var det snart jul!
Hvor end jeg gerne ville kunne lade alle nisserne i ØnskeDalen forblive i denne hjertelige tro, kære læser … så er der jo en grund til, at hjertelig rimer på smertelig …
Det sidste skulle AltNis, BizNis og nisseekspeditonerne samt nisserne og alle de finurlige nogen i det juleste sted i hele Unisseverset – ØnskeDalen – snart få at føle!
Grusomme SneHævner var på vej til at udrulle resten af sit værk af den grummeste plan!
Her ruller vi blot om på siden, men er tilbage i morgen
Santa Ficho
