Snitte 13 – mandag 13. december

– Det kunne lige passe! His Royal HighNis afbrød AltNis. Kongen kunne allerede fornemme, hvordan disse frygtelige antagelser kunne ende med, at nisserne i al evighed havde holdt deres sidste jul! Kongen kiggede med et sørgmodigt blik op på Den Ædleste af Alle Graner, der prægtigt, som det var, blot ventede på SølverHåret …

AltNis benyttede kongens eftertænksomme mine til at fuldende dette rædselsfulde snenarie! der ville blive en katastrofe!

  Min bedste vurdering er, at vi er tættere på katastrofen, end vi regner med. Det behøver ikke betyde alt, men det er meget underligt, at vi endnu ikke har set et eneste tegn på Santa Julia! AltNis fik øjenkontakt med His Royal HighNis, der var vendt og nu forlod Den Store VERSAL! Den Høje Hvide Port blev lukket og låst bag dem …

– Du tænker, at Kolossen fra KuldSkær og alle hans isblå skikkelser har noget med det at gøre. Kongen nikkede eftertænksomt.

– Ja, og værre, at de har forladt KuldSkær med det formål at gøre Santa Julias nission umulig. Raner SølverHåret, inden Santa Julia når tilbage! AltNis kunne ikke vide, at SølverHåret forlængst var ranet og nisseekspeditionen efterladt i klipperne ved Englenes Skær. 

AltNis kunne heller ikke vide, at der lige nu over pakisen løb horder af isblå skikkelser mod Santa Julia. Den tykke pakis hvinede og vred sig for hvert skridt, Kolossen fra KuldSkær tog. Den metertykke pakis gav efter og åbnede dybe revner, der kunne have været fatale for mange andre end Kolossen, der ikke frygtede, hvis han skulle komme ud på dybt vand …

På juleskibet sank kaptajn NepTunIvan en ekstra stor isklump i halsen, da det nu stod ham juleklokkeklart, at der måtte være sket noget grumt mod nisseekspeditionen – og at Santa Julia inden længe formentlig ville blive mødt med samme skæbne. Kaptajnen måtte redde, hvad reddes kunne, han kaldte alle nisser på dæk!  

I løbet af et fåtal af snekunder stimlede de tilbageværende nisser sammen på dækket. De kunne mærke pakisens bevægelser og med gru høre isskruningerne, der fortsatte deres nådesløse greb om Santa Julias skrog. Det var ikke spor af sjov for de røde nisseører … 

Oppe på Den HimmelBlå var VildenSky ved at miste mælet. Den hylede som en stukken julegris, da GabRiel havde sat kæberne i og nu var indstillet på at gå til biddet med samme appetit, som når ens gamle onkel sætter tænderne i årets første julesild!

Smerten overskyggede med et VildenSkys opgave med at forhindre beskeden ned til kastanjehesten, og det hjalp bestemt heller ikke, at den der lille trompeter af en engel var ved at blæse trommehinderne ind på VildenSky! VildenSky skreg og gav op. Den drev med vinden og var væk …

GabRiel var den første tilbage hos SukkerAlf og Gloria HarpenKlang, der i ren glæde faldt ham om halsen! I det fjerne kunne de tre fortsat høre Basuno blæse VildenSky den lovede lange julemarch …

– I gjorde det! I gjorde det! 

GabRiel nikkede, og nu ville man normalt tro, at han var på vej til at falde i søvn, men det var altså GabRiel, der nu skyndte på de to andre, at de skulle fortsætte med at få fat på Den lille Kastaniehest! I sit stille sind glædede GabRiel sig dog over, at der nu forhåbentlig kun var elleve dage til, at han atter kunne hænge og dingle søvnigt rundt hjemme i JuleUroen. Det var så tiltrængt …

En, to, tre – og en hæsblæsende fjerde glorie – blændede atter op for fuld styrke og rettede deres bedende stråler mod Den Klareste af Alle Stjerner! Nu skulle det lykkes at få fortalt Den lille Kastaniehest, hvad der var i fuld gang med at udrulle sig af grumme grumme ting!

De røde følestikker fangede med det samme, at der atter var kontakt. Lyset fra Den Klareste af Alle Stjerner overstrålede atter alt andet lys på Den HimmelBlå, og det kunne nu ses som skær i kastanjehestens glødende øjne, der nu forstod, hvad der var på færde! 

Den slog sine røde svovlstikker i sneen!

Gnisterne sprang til alle sider …

 

Her springer vi også hastigt videre …
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål:

Hvordan lyder det, da GabRiel sætter gabet i VildenSky?