Snitte 14 – lørdag 14. december
– Kulden gik durk gennem marv og engleben heroppe i vinden under Den HimmelBlå! Den skar sig gennem de ellers to så stålsatte skytsengle, der endda var udstyret med Unisseversets mest brændende julehjerter, som havde den været julebordets fedtekniv på vej gennem det stuevarme andefedt. Men beslutsomheden overvandt også denne udfordring. Skytsenglene Gloria HarpenKlang og Basuno strøg videre …
KyndelNissen tonsede frem, det gik stærkt! Fokus var nu på nogle af de kaner med sagesløse, sovende nisser, der kørte på må og få i retningen væk fra ØnskeDalen. Nu kunne de vente sig!
Så selv om Gloria og Basuno nu kunne flyve frit videre i deres søgen efter Den lille Kastaniehest og deres fjerdemand, skytsenglen SukkerAlf, var de også opmærksomme på, at summen af laster, nisserne ville blive udsat for, fortsat var den samme! Der ville ikke blive julefred – ja, der ville ikke blive jul – før denne decembers iskolde kumpaner var gjort kolde. Lige det var jo et kæmpe komplekst dilemma. Uanset hvad, skulle der gøres noget. Nu!
Kjørmes-Knud fulgte med KyndelNissen, heller ikke han tænkte mere på at bombardere de to skytsengle. Kjørmes-Knud havde rigeligt med sjov ved at holde stakkels GabRiel frem foran sig, medens han svingede skytsenglens lange snoreophæng rundt i luften, så GabRiel for stærkere og stærkere rundt i luften. Hvis GabRiel ikke allerede havde været vingeskudt, så var stakkels GabRiel nu helt berøvet sin fordums engelstyrke. Flyvefærdig gav lige pludselig helt anden mening …
– Se deromme, hviskede Gloria til Basuno. Hun pegede videre bag om KyndelNissen.
Dernede stod de jo midt i den infernalske snestorm! Basuno nikkede, og begge styrtdykkede ned mod SukkerAlf og kastanjehesten. Endelig var SukkerAlf fundet – selv om, han jo nok allerede havde gættet, at noget nissegrumt sydede voldsommere end farmors kogende klejneolie, og nu udrullede sig – med endnu større og tromlende kraft end selv samme farmors kagerulle, når hun pressede den mod sagesløs kagedej – på vej mod Ønskedalen!
Og som om det ikke var nok, så kunne Basuno og Gloria snart overbringe deres ven fra JuleUroen den barske viden om, at Kimen på EngleBorgen var ved at tabe den grangrønne farve og gå i isblåt …
Det her spillede om muligt værre, kære læser, end KataStroferne forleden ude på ServeringsBakken! Og det havde som bekendt ikke været godt!
Nede på IntetHeden havde – Den lille Kastaniehest – forsvareren af den gode, gamle jul spottet skytsenglene, der for ned fra Den HimmelBlå. Der blev signaleret til dem, hvor de skulle lande. Ikke mange splitsnekunder efter landede de hovedkulds en kæmpe drive – SneFlokkene for op rundt! Men lagde sig – lettet – ned lige så hurtigt, da de så, hvem der nu var ankommet!
Det var tydeligt at se forskrækkelsen i SukkerAlfs øjne, da de begyndte at berette om Kimen, der var ved at blive isblå, og at AngelSaks havde sendt dem ud med dette alarmerende budskab. Nu stod hele Den Hvide Verden snart ikke længere …
Det gjorde Gloria og Basuno heller ikke. De lå i snedriven og gispede efter vejret!
– Hvor er Gabriel så, kom det undrende fra SukkerAlf, der skyndsomt for rundt i snedriven og prikkede med sin lille sukkerstok i et forsøg på at lokalisere JuleUroens sidste skytsengel.
De to forpustede sagde intet, men pegede forvirrende rundt i luften i retning af de to kumpaner …
I det samme kiggede SukkerAlf op, han kunne nu se lyset fra en lille bitte glorie, der så ud som om, at den var gået i orbit om Kjørmes-Knud!
– Er det …? mere nåede den forbløffede SukkerAlf ikke af sit spørgsmål.
Et tæt på opgivende, men dog bekræftende trut fulgte fra en helt flad Basuno!
– Vent her, råbte SukkerAlf til de to andre – der ikke kunne andet – og steg til vejrs …
Her venter vi også med mere, men er snart tilbage
Santa Ficho
