Snitte 14 – onsdag 14. december
Hjemme i den varme julestue på SnabelADotComBlotInd 24, sad AltNis i sin store, gamle stol klar til at fortælle – de andre sad på grannåle i en blanding af nysgerrighed og spænding …
I det samme strøg ikke blot en, to og tre, men alle fire skytsengle fra JuleUroen ned gennem skorstenen og ud gennem kaminens flammer og ind i julestuen.
Normalt hængte skytsenglene jo bare helt stille ud i deres ophæng og gjorde ikke meget væsen af sig. Men plejer er vist forlængst skrevet ud af dette lille juleeventyr, kære læser – og det postyr, de fire nu var igang med, var helt sikkert ikke opført før …
Med englefart og voldsom vingebasken – og ikke mindst signalblinken med glorierne – drønede de rundt om AltNis. De forsøgte i et slags særegent englekor at advare ham om det, der var lige på trapperne og helt sikkert ville banke på længe før nissernes julefest!
AltNis undrede sig over deres manglende pli, men slog det i første omgang hen, for nu skulle
BizNis og nissebørnene altså have sandheden at vide …
Men de fire små, skytsengle blev ved …
Det blev til en masse gestikuleren, der skulle vise AltNis alt lige fra små monstre til uhygge, og pludselig lå de helt stille for i næste snekund at fare hen til julestuens store vindue, hvor de ivrigt pegede ud mod et eller andet …
AltNis rystede på hovedet, men AugustiNis og ChristiNis var alligevel for interesseret, så de skulle lige have syn for sagen. Og derude – ja, faktisk deroppe i bakkerne højt oppe over byen – kunne de nu se, at flydende gløder fra mange steder var på vej …
– Onkel! Den er helt gal!
– Hvad nu? AltNis lagde modvilligt bogen fra sig igen og afklædte sig med noget besvær sin store, tunge lænestol, hvori han sad længere nede end en tynget grangren med en dyne af sne på.
Nok var AltNis ikke længere den hurtigste i træsko over gulvplankerne, men forstanden roterede fortsat med en vis kanefart oppe under hans filtede tophue.
– BizNis, kom med det samme! AltNis kaldte ham over til vinduet, og BizNis– der fortsat bearbejdede sit mile sukkerchok – brugte kun et splitsnekund til et dyk i konfektskålen, før han stadsede til vinduet …
Synet fik BizNis til at spærre øjnene helt op – munden fulgte samme vej, så mundvandet skvulpede over …
AltNis og BizNis kiggede på hinanden. De sagde intet, men nissegruen i deres øjne fortalte alt!
– Er det vel-ik’-os-ik’-noget-værre-noget? Det var Den lille HappyNis, der i mellemtiden var kravlet over til de andre, og som trods sin unge alder kunne afkode den aktuelle og noget tyngede julestemning …
Alle omkring Den lille HappyNis nikkede samstemmende …
– BizNis, vi må på NisseBorgen med det samme. His Royal HighNis skal orienteres, og ØnskeDalen advares! Det kan kun gå for langsomt.
– Vi sch-tager, sch-min sch-nye sch-kane, nærmest gurglede BizNis sig gennem sit svar. Mundvandet løb – indtil videre – hurtigere end BizNis, der på vej ud mod hovedlågen endnu en gang vendte på sin støvlehæl, så nye forsyninger af LovelyNis’ julekager blev medbragt som lidt proviant …
Lyden af en bimlende klokke i højeste kanefart forlod SnabelADotComBlotInd 24.
Næste stop var NisseBorgen …
Inde i den varme julestue var det nissebørnenes tur til at smage lidt på LovelyNis’ bagværk, og skytsenglene havde fået pulsen ned igen. GabRiel trængte til en hvil og strøg direkte op til JuleUroen, hvor han fik hægtet sig fast og snart fik dinglet sig i søvn …
De tre andre fandt bogen på AltNis armlæn betydeligt mere interessant, så mens ChristiaNis og AugustiNis forsynede sig ved kagebordet, begyndte SukkerAlf at nærlæse opslaget om den der ast-SNE-roide …
Vi slukker med aftengru – og tænder et håb ved morgengry
Santa Ficho
