Snitte 14 – søndag 14. december
Den vise, gamle AltNis vidste, at nu gjalt det nisserne!
Uden dem, ingen jul! Og uden AltNis, var der snart ingen nisser og ingen ØnskeDalen! Faktorernes rækkefølge var komplet ligegyldig! Men det var det ikke at kæmpe for sin nisseslægt – og det juleste sted i hele Unisseverset!
Hjerteslagene tog til, og varmen begyndte at sprede sig til hele den gamle nissekrop.
Lige foran AltNis’ øjne løb, det, der mest af alt mindede om en dråbe, ned. AltNis kunne fortsat ikke røre sig, men hans øjne fulgte dråben, så langt det nu var muligt for dem at kigge ned! Hvor kom den dråbe fra? AltNis forstod det ikke. Det gjorde han heller ikke med den svævende og vægtløse tilstand, han fortsat følte sig i …
AltNis tænkte igen på Grusomme SneHævner – hvad var det, der var sket dengang? Svaret svævede også sært, udefinerbart …
AltNis var forvirret med et sind nærmest i oprør! Tankerne om Grusomme SneHævner for gennem han hoved. Det samme gjorde de stadigt heftigere hjerteslag – og varmen – også. Det sidste var til AltNis fordel …
Denne ene dråbe blev fulgt af en mere, og så kom de næste, og pludselig var det en helt strøm, der løb ned lige foran ham.
Pludselig kunne AltNis røre sig lidt i sin form for et hylster. Hylster af is. Is, der dråbe for dråbe smeltede. AltNis rokkede sig udmattet frem og tilbage.
Brat var han ved at fryse til is igen, for nu kunne han dreje hovedet lidt til begge sider. Og der i det, der måtte være de samme ishylstre, som han selv var fanget i, kunne han se lange rækker af indefrosne nisser fra nisseekspeditionen! Alle som en var de blevet lagt på is, og stod nu som støtter af is i Den Hvide Verden – ja, de kunne jo ikke være andre steder.
AltNis kiggede atter forundret til siderne – alle som en, var de afklædt deres elskede røde nissefilt og var iklædt kridhvide kutter. Nisserne var frarøvet deres varme, røde dragter og toppede røde huer med den dinglende kvast!
Humiliator Glacialis – den iskolde ydmyger – havde udstillet ØnskeDalens nisser! Hvilken skændsel!
AltNis måtte ud! Nisserne skulle reddes, men hvordan?
Så blinkede AltNis – det første blink siden, ja, hvor længe? AltNis havde abolut ingen tidsfornemmelse, men holdt sine øjne lukket i. Hans syn trængte inderligt til at lukke lyset ude! Det måtte være en skarp lyskilde, der blev brudt af hylsterets hårde, klare iskrystaller, og som derved reflekterede lyset og derved gjorde det endnu mere ulideligt skærende og skarpt?
AltNis øjne åbnede sig ikke, han blundede hen. Den gamle nissekrop skreg på hvile! AltNis nåede lige at dvæle ved, at han – og de andre nisser – måtte have været tæt på den totale manipulation, en slags indoktrinering og renselse, som led i Grusomme SneHævners plan …
Mere nåede AltNis ikke at tænke, før hans krop sank sammen inde i ishylsteret. Den ene af hans gamle træsko gled af hans slappe fod, hvor der tidligere ville have siddet en tyk, rød strikkestrømpe med grangrøn hæl og strømpespids …
En iskold vind føg gennem sletten med issøjlerne, vinden smøg sig tæt om hver enkel af dem og efterlod sig kun en modbydelig, susende lyd …
– SUUUS! …
Lige så hurtigt den kommet, var den væk igen. Der var kun stilhed! Man ville kunne have hørt en grannål falde ned i puddersne eller en skytsengel dale ned i skjul, men ingen af delene fandtes i Den Hvide Verden, hvor der kun var knusende is, så langt øjnene kunne se …
Langt derfra, men i selvsamme snekund, kom der et lys oppe på Den HimmelBlå! Det var oppe fra Den Klareste af Alle Stjerner. Lyset for med uset fart ned til Den lille Kastaniehest, der rejste fra sneen, hvor SukkerAlf og Basuno havde haft travlt med at berette om, AltNis’ nissedragt.
En ild blev tændt i forsvareren af den, gode, gamle jul …
Her slukkes vores dog for nogle timer …
Santa Ficho
