Snitte 15 – mandag 15. december
Som en dygtig nissepode, havde Den lille Kastaniehest også fortstået lektien!
Dens røde svovlstikker blev slået i sneen, og så for den mod De Hvide Bjerge i den fjerne horisont!
Hverken SukkerAlf, Basuno eller BizNis nåede at opfatte blinket fra Den Klareste af Alle Stjerner, men de forstod, at de måtte følge med – noget var i gære. Uroen og undren sprede sig også til nisserne i kanekaravanen, da BizNis sprang op i sin kane og satte den i gang. Han vinkede alle med sig. Rytmen fra bjældeklangen var ikke til at tage fejl af, kanekaravanen havde umådelig travlt!
– Basuno, du flyver tilbage De skal have besked, sagde SukkerAlf. Pas nu på!
Basuno forstod på snekundet, førte dens lille trompet til munden og blæste en snestormmarch, inden den lille skytsengel i englefart strøg tilbage for at informere Gloria HarpenKlang og GabRiel.
SukkerAlf strøg stik modsat og lige efter kastanjehesten! AltNis og nisseekspeditionen ville i bedste fald være i største fare, og i værste fald … den lille skytsengel ville ikke tænke den tanke til ende!
Det var et syn at se hele kanekaravanen med sådan en fart nærmest skære sig gennem sneføret og de voldsomme snedriver, men det skete med sådan en fart, at SneFlokkene på deres vej blev hvirvlet op, og endnu en gang for de alle forvirrede rundt, som kun sneflokke – og fortravlede nisser på indkøb efter de sidste julegaver – kan gøre det …
Gloria HarpenKlang og GabRiel kiggede forsigtigt frem bag en den snedrive, de var søgt i skjul bag. Hvad var det, der kom gående ovenfra tykningen af de store sneklædte graner?
– Milde mandel! Sukkede Gloria
– Mandler, tilføjede GabRiel, han kunne heller ikke forstå sine egne øjne, og dette var ikke en af hans mange drømme. Det var så virkeligt som det så forkert ud!
Lige som Den Hvide Verden var helt udryddet for alle varme nissefarver i farveskalaen fra karminrød, højrød, rubinrød til den noble purpurrøde – sågar smaragd-, mos- og jadegrøn var elimineret – så var vedkommende, der nu stod i snesporet, bleg og gråhvid tenderende askegrå med nogle særdeles mørke øjne inde i den store hætte, der var svunget langt ned i panden på vedkommende.
Kutten, han bar, havde samme ligblege nuance, og hans lange støvler var skindende sorte. Hele hans følge, der også trådte frem fra deres gem, var lige så blege …
Det var godt nok uhyggeligt at betragte fra skjulet bag snedriven!
Ja, Crudelis – Grusomme SneHævner – var dyster og til trods for farverne også særdeles mørk, kære læser …
– Spænd kanerne for, vi kører mod ØnskeDalen! Det er vores næste … SIDSTE … stop, rettede Crudelis sig selv samtidig med, at han slog en hånlig, kold latter op.
Latteren lev isnende og forplantede sig til hele området.
De sneklædte graner, han lige havde forladt, frøs til – sneen på grenene blev straks til is, og den tunge is rev hver og en af granernes fine, grønne nåle af. Tilbage stod blot en gran, der så så bedaget og trist ud!
Fra stjerneskæret oppe fra Den HimmelBlå lignede granens kontur af forvitrede grene et skræmmende gespenst.
– Uh, det her bryder jeg mig godt nok ikke om, hviskede GabRiel til Gloria. At dømme på de toner, hun – ubevidst – slog an på sin lille harpe, var det, de nu var vidner til meget ildevarslende! Gloria kunne ikke have været mere enig med GabRiel …
I samme fart som kanekaravanen havde kurs mod Den Hvide Verden, kørte Grusomme SneHævner nu mod ØnskeDalen …
Crudelis tog hånden op for sine dunkle øjne, for at skærme for det varme og gyldne lys, der blev kastet ned fra Den HimmelBlå. Crudelis knyttede sin iskolde næve og rakte den truende op mod Den HimmelBlå og dens prægtige stjernevrimmel …
– Turen kommer også til jer! Skreg han indædt kold og rasende!
Så forsvandt alle kanerne i snestormen, hvor decembervinden også bed fra sig!
Her er det tid til at hoppe under gåsedunene …
Santa Ficho
