Snitte 16 – fredag 16. december
Oppe på NisseBorgen blev der taget godt mod AltNis og BizNis. De blev i al hast vist direkte ind til His Royal HighNis, der bød dem velkommen – i forbifarten nåede BizNis lige at smugkigge ind ad Den Høje Hvide Port, der stod åben, og ind i Den Store VERSAL, hvor Den Ædleste af Alle Graner …
BizNis elskede dette prægtige grantræ, hvor nissernes julefest år efter år fandt sted 24. december. Selv om træet nu stod der helt alene i salen, kunne BizNis for sig se træet udsmykket med SølverHåret og de hvide og lange slanke lys, der blev tændt af engle.
Og øverst, hvor stjernen, symbolet på hele julen, funklende strålede ud og ned til nisserne, når Den lille Kastaniehest havde slået sine røde svovlstikker i gulvet, og en gnist derfra blev båret med engelfart op for at tænde Den Klareste af Alle Stjerner – milde mandel, hvor BizNis glædede sig til jul!
Hmm, mon der overhovedet ville blive en julefest. BizNis kunne ikke forestille sig noget andet, men han blev afbrudt i sit drømmesnenarie, da en fra hoffet rømmede sig:
– Undskyld, den Herre! Det er denne vej. Man venter …
BizNis var atter tilbage til virkeligheden og blev gelejdet ind i tronsalen af et par væbnere.
Derinde stod AltNis allerede og fægtede fortællende med armene. His Royal HighNis kiggede forstemmende på det hele, men forstod. Det varede kun et kongeligt blik til sin livrist før, at denne meddelte en adjudant, at en anden hoftjener skulle skynde sig at få en let- og langbenet lakaj op i Det Høje Tårn, så klokkeren kunne sende en bimlende advarsel ud i ØnskeDalen …
Som sagt så gjort. JuleKlokken blev sat i svingninger!
Derfra varede det ikke længe, før ØnskeDalens trallende nisser gik ud af deres lave hytter og nu skuede op mod dalens bjergvægge og bugtende bakker, hvor den glødende masse nu var synlig for enhver.
Hvad skulle de gøre …
– Hæ! Hvad kan de gøre, de tossede tophuer! I sin snekugle, der for over himmelhvælvet, sad ypperstepræsten Fatter Minus gnækende og tænkte højt. Når først de ser, at det er mig, vil de trygle om fred. Men glem det, jeg behøver ingen julefred og fordragelighed. Der bliver lagt låg på ØnskeDalen uanset hvad.
Snekuglen med Fatter Minus var nået til VildenSky – og Fatter Minus selv var så godt som på vej i Den Syvende Himmel – i ren ophidselse øgede han farten, og flammerne omkring snekuglen blev længere, så ændrede dens bane sig, men ypperstepræsten ænsede det ikke.
På afstand var det tydeligt, at en stjerneskudlignende genstand nærmest slog smut hen over Den HimmelBlå, som den nu var nået til. Langt dernede kunne ØnskeDalen anes – og pludselig indså Fatter Minus, at han nok ikke lige ville lande som planlagt.
Og ganske rigtigt!
Ildkuglen styrtede ned langt fra ØnskeDalens bakker og Fatter Minus fortropper. Det var ikke spor af sjov!
Et kraftigt lys på Den HimmelBlå tegnede en gylden streg, der gik durk ned, for så næsten at eksplodere i et lysinferno. Voldsomt så det ud. Og voldsomt lød det, da braget fulgte, og undergrunden rystede, som kun en lille forfrossen nissepode kan gøre efter timers leg i sneen …
Der var ikke en lyd i snemiles omkreds kun den hvinende vind! Fatter Minus var landet. Ude på StilHeden.
– Av, for …!
Med besvær steg ypperstepræsten ud. Han var mere irriteret end forslået og tifold mere omtåget end svimmel grundet faldet oppe fra Den Syvende Himmel. Hvad var det lige, der var sket! Han slog sine iskolde næver mod kuglen. Hvad nu og hvor hen?
Nu var der for alvor en, der fattede minus! Nu havde Fatter Minus travlt …
Og her begriber vi ikke, hvor tiden bliver af, men vi indhenter lidt af den i morgen
Santa Ficho
