Snitte 16 – torsdag 16. december

Omkuld i sneen ude på FrygtløsHeden drattede Den lille Kastaniehest. Dens indgriben, der havde givet nisseekspeditionen HimmelStiger ovenfra, og nu betød, at nisserne igen havde fast klippegrund under støvlerne, betød nisværre også, at kastanjehesten lå helt udmattet og samlede nye kræfter!

I sneen røg det fra kastanjehestens afbrændte stik, der havde været i brug for at kunne udføre denne hjertelige gerning, hvis mål det var at beskytte nisserne for enhver pris. Og pris det havde denne form for aktion …

For hver gang, at den afbrændte stik måtte tages i brug, blev den mindre. Derfor var det kun, når nisselivet virkelig var på sit yderste, at dette – Unisseversets måske mest fantastiske – underværk udfoldede sig!    

Nu lå den alene og ubeskyttet med ikke andet end i sin stærke tro på, at dens gerning gjorde en forskel, hvor denne skulle. Tiden måtte nu arbejde for, at kastanjehesten – forsvareren af den gode, gamle jul – ville komme på stikkerne igen! Der var fortsat brug for alle gode kræfter!

For nok var nisseekspeditionen reddet, men der var altså ualmindeligt mange andre løse ænder på gården, der fortsat havde de fæleste udsigter set med ØnskeDalens skibriller …

Røgen fra den afbrændte stik føg med kulden, der drev videre fra FrygtløsHeden til BeskedenHeden over IntetHeden for så at ende ude på EvigHeden. I tankerne havde Den lille Kastaniehest livet hjemme på SvedenStik …

Vores tanker er også hos Den lille Kastaniehest, men de er også nødt til i al hast at ryge og fyge videre, for ude på pakisen i IsHavet står Kolossen fra KuldSkær og kigger direkte ned på juleskibet Santa Julia!

Og nede på dækket af Santa Julia stod nissebesætningen skulder ved skulder, for deres kaptajn NepTunIvan skulle ikke stå alene i et skelsættende øjeblik! Rundt om juleskibets skrog myldrede horder af de isblå skikkelser, for ingen nisser skulle kunne undslippe 

Så bukkede Kolossen sig og forsøgte at gribe om juleskibet. Det knagede og bragede i hele skroget. Det her ville ikke gå godt. Juleskibet sad godt fast i pakisen og var ikke sådan at få gjort kål på med det samme …

Kolossen huggede en næve ned i dæksplankerne, der gav efter! Et hul, der var større end i vor moders pung efter en bekostelig jul, var resultatet af Kolossens arrigskab …

– Sååå, kan I lære det, nisser! Der er kun en, der bestemmer her!

For nisserne var det nok mere end heldigt, at Kolossen ikke kunne høre, hvad kaptajn NepTunIvan mente om det udsagn. For der var kun en, der bestemte ombord på hans Santa Julia! 

– Åh, nej! råbte BizNis til den øvrige nisseekspedition. På deres vej ud over pakisen kunne de se, at splinter fra Santa Julia fløj ud til alle sider. Farten over pakisen blev sat op, mon de kunne nå at komme til undsætning!

Så begyndte Kolossen at trampe hårdt i isen. Det gungrede og knagede i den tykke isskorpe, der begyndte af give efter! Så lagde Kolossen sig på knæ og fejede først hobe af hans egne isblå skikkelser af vejen, og så begyndte Kolossen at slå begge sine nævner i isen!

BizNis satte farten op! Hvad end det var, dette uhyrlige væsen nu havde gang i, var det helt sikkert ikke til nissernes bedste …

Næverne nærmest trommede mod den tykke pakis, og det føg med ukvemsord, som kun lød godt inde i hovedet på Kolossen fra KuldSKær …

 

Det er en hård nyser, men vi er også nødt til at fyge videre. Atju!
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål:

Hvor driver røgen fra Den lille Kastaniehests afbrændte stik hen?