Snitte 16 – tirsdag 16. december
På den lange vej mod ØnskeDalen gjorde Crudelis nærmest en dyd ud af at fryse de flotte graner. Den ene efter den anden tabte nålene, og så lige uhyggelige ud som de første graner, der var blevet frataget deres pragt …
Det var slet intet problem for Crudelis at gøre det. Det blev gjort i farten fra kanerne. Det var som om, at herskeren fra Den Hvide Verden tog det som en slags opvarmning til, det han havde planlagt for ØnsKeDalen!
– Hvad gør vi? råbte Gloria og GabRiel i munden på hinanden.
Uden at sige mere, lettede de bag snedriven og fløj efter Crudelis og alle kanerne – nissekanerne – hvor der nu sad hvidkuttede og blege skikkelser, med en plan, der helt sikkert ikke var for nissernes bedste!
– Stop! Gloria slog vingerne ud og stoppede! Det samme gjorde GabRiel. Du må hellere flyve den anden vej og fortælle dem, hvad der sker, og hvad vi lige har set, råbte Gloria igen. Det var sin sag at overdøve snestormen …
GabRiel nikkede – ikke på hans normale søvnige måde – men med stor forståelse for sit opdrag!
– Skynd, dig, sagde Gloria til ham. De tog hinanden i deres små hænder …
– Pas på derude, fik de sagt samtidigt, som havde de været et lille bitte englekor!
Så blev der atter basket med vingerne, og de to skytsengle påbegyndte hver deres nye mission …
Endnu længere fra ØnskeDalen stred Den lille Kastaniehest, Biz, nisserne og SukkerAlf sig gennem sneen. De havde lagt De Hvide Bjerge bag sig, og ville nu snart ride ind i Den Hvide Verden …
AltNis og alle nisserne fra nisseekspeditionen måtte være der et sted! De SKULLE være der, begyndte BizNis at bede til! Alt andet ville han ikke kunne bære …
Snemil efter snemil kom de tættere på!
Og så var de ikke længere et snekund i tvivl! Kanerne kørte ind i denne mystiske del af Unisseverset, for her var lyset ulideligt skarpt? Meget underligt! BizNis kiggede op på Den HimmelBlå, men den og de millioner af prægtige stjerner på himmelhvælvet var ingen steder at se?
Det havde kastanjehesten også noteret, et godt råd fra Den Klareste af Alle Stjerner ville ellers havde været en håndsrækning nu. Den lille Kastaniehest satte sine to følestikker i gang, de roterede, men lige meget syntes det at hjælpe! Der var ingen svar retur!
SukkerAlf fløj højt over kanekaravanen, heroppe kunne skytsenglen få sig et langt vue over sletten af hård is, de kørte på.
Så pludselig i det fjerne, fik SukkerAlf øje på en uendelig række af issøjler. Ja, det kunne bare ikke være andet. Kunne det være indgangen til en form for et vinterpalads? SukkerAlf strøg afsted! Det ville han lige undersøge …
Skæret fra issøjlerne blændede selv på denne afstand. SukkerAlf slukkede for sin glorie, den gjorde ikke skyggen af gavn lige her.
BizNis satte også farten op, der var ikke noget ar se i snemiles omkreds, så et godt sted at begynde, var ved disse issøjler!
Basuno havde haft fart på, det samme havde GabRiel, og få timer efter, var de to skytsengle samlet igen. Men ingen af de to havde luft til at fortælle hinanden, hvad de vidste!
– Ned i skjul, signalerede Basuno. Nu trængte de til et hvil! GabRiel åndede lettet op, det havde han trængt til de sidste mange dage …
Her trænger vi også til varme og hvile …
Santa Ficho
