Snitte 17 – tirsdag 17. december
Havde kulden været modbydelig og bidende hidtil denne december, så var det intet mod dagen i dag! Der var næsten ingen nisser, der stillede sig op og talte med eller hilste på hinanden. Nisserne i byen, stavrede kun duknakkede af sted. De have rigeligt at gøre med at komme frem og ikke mindst holde varmen. Selv de små boder på torvet var lukket og butiksruderne med de flotte juleudstillinger i byen kunne knapt anes længere … juletralleriet kunne ikke længere høres!
Der var slet ikke den julestemning – ja, nogen julestemning i det hele taget – hele byen plejede at ose af. Hvad var der dog ved at ske i ØnskeDalen …
– Det bliver jeres sidste jul, nyd den! KyndelNissen trampede frem i sneinfernoet ude på IntetHeden. Kulden rørte ham ikke, men han vidste, at disse kuldegrader formentlig ikke bekom ret mange andre end ham selv, Kjørmes-Knud samt alle de mange julehadere ude i Unisseverset!
Ikke langt fra KyndelNissen var flere kaner med søvndrukne nisser ved at køre lige i favnen på ham. KyndelNissen skulle nok tage sig pænt af dem – rigtig pænt!
Kjørmes-Knud stod fortsat tæt derpå og drønede en sagesløs GabRiel rundt i en slynge. Den stakkels GabRiel måtte være mere rundtosset end vor gamle farmor, når nissedansen juleaften har været gennem alle husets rum for tredje gang!
SukkerAlf, der fløj lige bag Kjørmes-Knud, måtte gøre noget! Og det inden Kjørmes-Knud ville sende GabRiel af sted mod det, Kjørmes-Knud, nu fandt sjovt! Det kunne SukkerAlf ikke risikere …
Trods et ulige størrelsesforhold fløj SukkerAlf frygtesløs mod hovedet på Kjørmes-Knud! Og lige foran næsen på kumpanen viste SukkerAlf sig. Overraskelsen var stor! Og den blev ikke mindre – og øm – da SukkerAlf svang sin lille, røde sukkerstok på næseryggen af Kjørmes-Knud iskolde næse først på den ene side og så på den anden! Han skreg, så højt, at det kunne høres helt op til både VildenSky og videre op i Den Syvende Himmel! Tårer af det pureste is og rim fossede ned at kinderne …
Da Kjørmes-Knud tog sig til næsen, for at sikre sig, at den fortsat sad som den skulle, så glemte han helt at fortsætte med at slynge GabRiel videre rundt i luften. Slyngen hang godt nok fortsat højt over sneen ned på IntetHeden, men den hang slapt ned, og derfor kunne SukkerAlf trække hele Den Hvide Verdens mest rundtossede GabRiel ud af slyngen, og med hidtil usete englekræfter holde om GabRiel så den intetanende skytsengel, kunne dale ned i skjul …
I sneen foran SukkerAlf, lå en særdeles fortumlet, konfus, befippet, omtåget, svimmel, luft- og flyvesyg GabRiel. Da den lille skytsengel forsigtigt vovede sit ene øje for at kigge sig omkring, så han SukkerAlf …
– V-vi-vi har ledt efter dig, men jeg har vist sovet gevaldigt over mig! Jeg er rundtosset som aldrig før! SukkerAlf beroligede sin ellers evigt trætte makker fra JuleUroen med, at denne gang var GabRiel uden skyld i noget!
– Er du i stand til at løbe? SukkerAlf turde ikke bede GabRiel om at gå på vingerne lige nu. Det ville være uforsvarligt ovenpå slyngturen! GabRiel mente nok, at han kunne spæne! Og de kom lige akkurat på benene og spænede, det bedste de havde lært, da en kæmpe næve greb ud efter dem. For sent havde han opdaget, at hans lille engletrofæ ikke længere var i hans fangenskab, og nu var de endda på flugt!
SukkerAlf skiftede hurtigt løbebane, og GabRiel blot slingrede intetanende og rundtosset forbi Kjørmes-Knuds forsøg på at fange dem begge! SneFlokkene blev hvirvlet op mellem benene på Kjørmes-Knud, der intet kunne se dernede. I arrigskab · og fortsat ømhed i næsen – kastede Kjørmes-Knud et arsenal af snebolde mod nogle af nissekanerne, der var på vej – en for en blev de stoppet eller kæntrede i snemasserne!
– Se! Der kommer de, råbte Gloria HarpenKlang til Basuno! Nu var de endelig samlet! Så nu kunne de få lagt en redningsplan …
Her reder vi blot op til en god nats søvn
Santa Ficho
