Snitte 17 – onsdag 17. december
Crudelis og alle hans mænd nærmede sig nu ØnskeDalen.
Hvis det altså ikke lige havde været for herskeren af Den Hvide Verden – og den største nissehader af dem alle – så var det et syn for hver en sand juleelsker! At se de sneklædte bakker på vej ned i ØnskeDalen og det varme lys fra nissernes lave hytter helt nede i bunden af dalen, ville røre de fleste.
Men ikke Crudelis!
Der var en grund til, at han hed Grusomme SneHævner!
For i Crudelis’ krop flød der ikke empatisk varme. Den varme, der havde været for generationer var forlængst frosset til is, og den røde dragt Crudelis oprindelig havde båret var smidt og al farve var elimineret. Og den forbandelse, Crudelis havde svoret over for AltNis, ville snart blive indfriet. Hævnens time ville blive det største i Crudelis’ liv …
Det frydede ham at tænke på, at AltNis allerede var fjernet i Crudelis’ store plan. Resten ville blive som en leg! Crudelis nærmest kastede sin hånd frem mod nogle store graner. Endnu en gang måtte de smukke, sneklædte ædelgraner give fortabt. Det tykke lag af sne på grenene frøs til is, og så røg alle nålene også på disse graner …
Det var et syn, der var så langt fra billedet af ØnskeDalen – det juleste sted i hele Unisseverset! Crudelis’ hævn var begyndt, nu kunne disse tophuede jubelnisser bare vente sig. Crudelis gjorde sig umage for ikke at kigge op på stjernevrimlen på Den HimmelBlå. Det varme skær bekom ham slet ikke, i stedet fæstede hans sorte øjne sig mod puddersneen på vej til i dalen. Selv puddersne tillod han ikke. Alt skulle være is …
Endnu en gang rakte han sin kolde næve frem. Puddersneen, der var elsket af alle nisserne, blev til is. Hård is, der var tæt på gennemsigtig. Det gjorde ikke deres kanetur mere bekvem, men det betød intet for Crudelis og hans mænd. De var ikke rejst fra Den Hvide Verden for at være bekvemme …
– Hurtigere, råbte Crudelis til kaneføreren!
Sådan cirka 180 kuldegrader og et utal af lange snemil den anden vej i Den Hvide Verden var sande juleelskere – i ægte nisserødt – nu tæt på det, der kun kunne være issøjler. Oppe fra luften drønede SukkerAlf nu ned mod søjlerne, den lille skytsengel landede på en af dem. Det skærende lys gjorde helt sikkert sit, men issøjlerne måtte være af den hårdeste is, for isen var så klar som iskrystal.
SukkerAlf satte sig på issøjlen og pustede ud. Den lille skytsengel kunne både følge BizNis og kanekaravanen nærme sig og se, at Den lille Kastaniehest for med langs kanerne.
SukkerAlf kiggede rundt og betragtede de iskolde omgivelser. Der var godt nok ikke megen varme – det her var slet ikke som hjemme i den varme julestue på SnabelADotComBlotInd 24! SukkerAlf længtes et kort snekund hjem i JuleUroen, men slog det så ud af hovedet igen, de var på mission for at finde AltNis, men hvor kunne han være …
SukkerAlf rejste sig og gik lidt rundt på toppen af issøjlen. Den var godt nok glat! I det samme gled SukkerAlf og faldt, han kom hurtigt på benene igen og løb frem efter dens lille sukkerstok, der kurrede på isen. SukkerAlf kastede sig frem og fik fat på sukkerstokken, lige inden den var gledet ud over kanten!
SukkerAlf lå på knæene, da han fik samlet sukkerstokken op! Det skærende lys udefra gjorde, at SukkerAlf skærmede for lyset og kiggede ned. SukkerAlf kneb øjnene samme.
Hvad var det?
I det samme gik der et chok gennem SukkerAlf. De engleblide øjne stirrede med gru stift ned i issøjlen.
Det kunne ikke passe! Det måtte ikke passe!
Det kunne kun være! Det måtte det bare ikke være!
Stearinslyset er pustet ud, vi tænder igen ved hanegal
Santa Ficho
