Snitte 18 – fredag 18. december

– Vox Rex! 

Både His Royal HighNis og AltNis smagte på de to ord, uanset hvordan de vendte den skrå mellem deres sammenbidte kæber, smagte ordene ganske forfærdeligt. Og flere ord var overflødige, for når det gjaldt Vox Rex, huskede både kongen og den gamle, vise nisse kun alt for godt netop den 24. december for mange vintre siden …

– Tror du snepidemien er her? spurgte His Royal HighNis undrende og hostede …

AltNis vinkede kongnen over til sig og pegede mod kanen, hvor LovelyNis og nisseungerne stadig sad.

– Jeg er ikke et øjeblik i tvivl. Snepidemien er her og har allerede spredt sig. Kom, så skal du høre! Så skyndte begge sig over til kanen, og AltNis bad atter LovelyNis læse det med den forbandelse, Vox Rex havde råbt ud oppe fra Det høje Tårn på NisseBorgen, fra bogen om alt fra Unisseverset siden den første sne …

Fra pladsen foran NisseBorgen til langt ude på EvigHeden havde Gloria HarpenKlang og den evigt trætte GabRiel fået den fulde opmærksomhed fra kastanjehesten. De havde bremset kastanjehesten i sit rend mod ØnskeDalen med de to skytsengles glorier, der på fulde blus lå som bomme tværs over snesporet …

Her stod de nu og fodrede Den lille Kastaniehest med alle de gisninger, skytsenglene havde haft hjemme i JuleUroen. Alt sammen passede desværre, som havde det været nissefødder i farverige julesokker, med det Den Klareste af alle Stjerner og kastanjehesten allerede havde kommunikeret om. Kastanjehestens røde følestikker roterede, og dens store, brune øjne kiggede ned på Gloria, der fægtede med armene. Stille nikkede Den lille Kastaniehest med hovedet, som et beroligende ’jeg-har-forstået’ … og lagde sig nu i sneen, så de to udmattede skytsengle kunne gå direkte via dens tynde stikker og hoppe videre over i det grønne halstørklæde, hvor de kunne sætte sig i læ og varme. Da først Gloria og GabRiel sad godt, slog kastanjehesten sine røde svolvstikker i sneen og satte i spurt. Forsvareren af den gode, gamle jul – med englefromt kompagniskab – var tilbage i snesporet. Nu gjaldt det ØnskeDalen! Gnister til alle sider sprang fra svovlstikkerne, og så var de væk, for nok var de på EvigHeden, men deres tid var mere end knap …

Et kig op på det tottede virvar af snefnug på Den HimmelBlå viste Den Klareste af alle Stjerner. Den strålede varmt og strakte den ene af sine takker ekstra langt, som viste den en genvej til ØnskeDalen. 

Den lille Kastaniehest fangede dette hint og red ud af snesporet og videre mod SmutRuth og over stok og Steen, Mark og Inge og hen over Tage – snart ville de alle tre være tilbage blandt nisserne!

I ØnskeDalen – nærmere betegnet inde i byen – havde SukkerAlf og Basuno fundet både baggård, bygning og loft, hvor Basuno havde set den kutteklædte skikkelse, som SukkerAlf antog måtte være vedkommende, der også var i fuld gang med at sprede så megen hoste – og værst ligegyldighed – blandt nisserne. Havde ØnskeDalen og dens ellers herligt, trallende indbyggere kunnet sammenlignes med en isterning, så var dette det juleste sted i Unisserverset tæt på at være helt opløst og forsvundet i en grum juleskurks skumle plan …

– Psst, skynd dig nu, hviskede SukkerAlf til Basuno, der havde sit hyr med at komme ind ad vinduet. Der var mørkt og ikke en lyd inde på loftskammeret, så begge skytsengle mente, at det ikke kunne skade med lidt glorielys til deres bevingede eftersøgning rundt i rummet …

  Se, der er sorte lys alle vegne, hvem bruger sorte lys? Basuno undrede sig …

– Tja, det kan i hvert fald ikke være en herfra egnen, kom det nøgternt fra SukkerAlf, der bankede let på flere af lysene med sin lille sukkerstok. Her ved du og jeg, kære læser, at den konstatering var sand …  

– Skal vi ikke tænde et af dem? Basuno pegede rundt.

Og her ved du og jeg, kære læser, at det slet ikke vil være nogen særlig god idé …

– Det er da lige nøjagtig det, vi skal, sagde SukkerAlf!

 

Og vi skal lige nøjagtig videre i kanen
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Hvem strækker sig ekstra langt oppe på Den HimmeBlå?