Snitte 18 – torsdag 18. december
Disse snekunder ville for SukkerAlf altid stå som definerende for denne december og ikke mindst tilstundende julefest, det var den rystede skytsengel ikke et øjeblik i tvivl om …
SukkerAlf, der var kommet på benene, lænede sig frem godt støttet af sin lille sukkerstok. Hvis ikke han tog meget fejl, så var der en nisse inde i issøjlen – eller det kunne det næsten kun være også selv om der ingen rød hue eller dragt kunne ses, alt var kun hvidt! Tænk at hvid kunne stå så kraftigt, det måtte være den klare iskerne, der gjorde forskellen.
Så løb SukkerAlf ud over issøjlen og baskede med vingerne, han måtte ned og se, hvem det kunne være. Frygten for, at det var AltNis, der var indefrosset, løb SukkerAlf isnende koldt ned af ryggen …
Et godt stykke nede – sådan cirka midt på den høje issøjle – stoppede SukkerAlf i luften og fik basket sig helt tæt på issøjlen. SukkerAlfs øjne blev med et mindst lige så blanke som SølverHåret, der så smukt hængte på Den Ædleste af Alle Graner hjemme i Den Store VERSAL. Skytsenglens små hænder trykkede sig ind mod isen, som ville den røre ved …
En nisse! Det var en af nisserne fra nisseekspeditionen, det vidste SukkerAlf! Hvor tragisk! Hvis der var en, måtte der også være flere – og i hvilken issøjle var AltNis?
SukkerAlf kiggede begge veje, rækken af issøjler syntes uendelig, men SukkerAlf for fra issøjle til issøjle – det var dem! Hvor var AltNis og hvordan kunne de reddes?
Den forfærdede skytsengel for ned til Den lille Kastaniehest og kanekaravanen, der netop var nået frem til. Der blev kigget op … SukkerAlf spildte ikke unødig tid, og efter en blød landing på kastanjehesten halstørklæde, og nogle få udvekslinger – om det var telepatisk eller ren mimik og gestikulering, må vi lade stå i det uvisse, kære læser, men tavs forståelse kan sige mere end mange ord!
Den lille Kastaniehest havde fået overbragt noget viden, den kiggede op og rundt, så slog den sine røde svovlstikker i isen og for ud på sletten ud mod det skarpe lys!
SukkerAlf fløj igen op og kiggede ind i den næste issøjle, endnu en sand juleelsker fra gjort kold! De så så fredfyldte ud, men … SukkerAlf for videre AltNis måtte være der!
BizNis og alle nisserne, der var med, kunne også det der med at aflæse blikke, så BizNis var ikke længere i tvivl, noget var på færde! Hvad var det, der var deroppe? Han tog mål, og vinkede seks nisser til sig, de begyndte at kravle op på skuldrene af hinanden. Der havde BizNis nok lige forregnet sig, nisser var jo ikke blevet højere med tiden, så yderligere to stødte til og kravlede op, da de alle stod nogenlunde tilforladeligt, men ryggene mod issøjlen, kunne BizNis nu meget lettere kravle op ved at træde lidt på deres trinde maver og vattede skulderpartier. Der blev møvet og maset, men BizNis kom op …
Et øjeblik – altså noget længere end et snekund – var BizNis sikker på, at han havde mistet balancen og ville falde ned, men det lykkedes lige akkurat at vippe tilbage, men med sådan et tryk, at hans hoved og næse nærmest blev trykket mod issøjlen …
BizNis kiggede lige ind på en skævtrådt træsko. En træsko han havde set før og gået så mange ture med, da den sad på AltNis fod! Nu var det BizNis’ tur til at gyse! Hvor var den anden træsko og hvor var AltNis?
Begge svar kom hurtigere end en lille, ivrig nissepode enver at vride det flotte indpakningspapir af sin første gave …
Der blev kigget lidt længere op, og der sad den anden velkendte træsko på AltNis, der var sunket sammen!
– Nej! AltNis! Tåremassen trillede allerede ned ad BizNis’ kinder – hulk førte til vaklen, og så væltede det lille, tykmavede tårn – styrtet ned på isen!
SukkerAlf følte med BizNis. Det var jo ikke sådan, at tingene skulle slutte! Intet skulle jo nogensinde slutte. Aldrig skulle der siges farvel, men vi ses igen til mere nissesjov! Sådan var nisselivet i ØnskeDalen, og sådan havde det været siden den første sne var faldet i Unisseverset.
Men det gjalt åbenbart ikke for herskeren her i Den Hvide Verden! For dette var det mest ondskabsfulde træk! Humiliator Glacialis Ultor Nix Crudelis – den iskolde ydmyger, Grusomme SneHævner, gjorde desværre sit til at leve op til sit navn …
SukkerAlf fløj over til issøjlen, hvor AltNis ganske rigtig var i.
Snekunder blev til øjeblikke, og så var det som om, at tiden helt frøs til.
I det samme lød et brag …
Der lyder ikke mere herfra, bortset fra lidt snorken lige om lidt …
Santa Ficho
