Snitte 19 – torsdag 19. december
– Fryser du mon lige så meget som mig? råbte GottLieb til HelligMås, medens begge deres små, knyttede næver holdt fast om de sirlige håndtag, der sad om KIMEN. Deres næver var hvide af anstrengelse – og kolde! Isende kolde! De to vogtere så ængsteligt på KIMEN, der på blot den korte flyvetur var blevet yderligere isblåt …
– Det her tegner slet ikke godt! HelligMås, der godt forstod, hvad GottLieb hentydede til, så hvordan varmen, der normalt strålede fra det smukke, grangrønne krystal nu mere og mere stod i et med de barske omgivelser. Råt og grumme koldt!
Trods angsten og kulden, rystede KIMENS vogtere ikke på hænderne, men det løb dem ualmindelig koldt ned ad deres små rygstykker – og hvis de ikke tog fejl, så var det to sæt med kolde fødder med hver ti kolde tæer, der også trængte sig på …
GottLieb og HelligMås speedede op …
Nu nærmede de sig punktet ude ved IntetHeden, hvor de ville byde KyndelNissen og Kjørmes-Knud velkommen! Og det ville ikke blive en varm velkomst – i det lune var de to vogtere slet slet ikke …
Langt længere oppe på Den HimmelBlå var det som om, at Den Klareste af Alle Stjerner blinkede et par gange ned til KIMEN, hvis grangrønne farve kort lyste op og gav GottLieb og HelligMås et nyt håb og tro på, at hvor der er vanille er der måske også en redningskrans. Formildnede kiggede de to undrende på hinanden og kiggede så op på Den Klareste af Alle Stjerner, der nok spredte lys, men det var som om, at den allerede havde travlt med at blinke videre til nogen andre …
Og ganske rigtigt!
Den Klareste af Alle Stjerner havde travlt!
Men den gjorde, hvad den kunne for at sende og bringe de vigtige budskaber videre. Dette så hverken VildenSky, LysSky, AfSky eller for den sags skyld ArbejdsSky ville opfange blinkene, der lige nu for ned fra Den HimmelBlå, hvor de blev opfanget af de røde følestikker på Den lille Kastaniehest …
Det var alligevel lige ved at gå galt!
For et signal fra Den Klareste af Alle Stjerner strejfede i skyndingen WhiSkyen, men den var en kende for overrislet til at bemærke noget som helst – i dens beduggede fantasi, drømte den kun om det udsvævende daseliv på Den Lyserøde Sky …
Pyyh!
Nede i snestormen stod Den lille Kastaniehest og omsatte de indkommende meldinger. Af dømme på dens – forsvareren af den gode, gamle jul – udtryk, var det ikke lutter islagkage, beskederne bestod af, så meget kunne Gloria og Basuno i hvert fald se på kastanjehesten …
I det samme fik Basuno øje på to velkendte engleskikkelser ude i snefoget, de opførte sig ikke stilfærdigt, som når de gik gennem den varme julestue hjemme i nissehytten, nej de spurtede væk fra kumpanerne KyndelNissen og Kjørmes-Knud, medens de råbte et befrielsens brøl af deres fulde lunger – det hele godt krydret med et glædens gensyn over atter at være samlet!
Basuno truttede af glæde, og de fire skytsengle fra JuleUroen dansede rundt i snemasserne.
Men nu og her hvor nisselivet i ØnskeDalen aldrig havde føltes kortere og endda mere ophængt end farmors hjemmelavede små, tykke julepølser på snor, måtte de fire venner vente med mere glædesdans.
Der ventede SukkerAlf, Gloria HarpenKlang, Basuno og den evigt trætte GabRiel nye og særdeles grumme udfordringer, straks de var klar til at gå på vingerne igen …
Den lille Kastaniehest lagde hovedet på sned og kiggede på de fire skytsengle. De nikkede alle, og så strøg forsvareren af den gode, gamle jul durk mod KyndelNissen.
Gnisterne fra dens røde stikker sprang til alle sider …
Her springer vi også, men det er på hovedet i kanen
Santa Ficho
