Snitte 19 – lørdag 19. december

Som sagt så gjort!

Oppe på det mørke loftsrum fik SukkerAlf og Basuno med besvær strøget en svovlstik, og straks flammen var tændt fængede vægen i det samme sorte vokslys, som den kutteklædte skikkelse havde stået om messet til. En stor corona dannedes, og et gyldent skær spredte sig i rummet.

– Uh, gispede SukkerAlf, har du set alle de lys? Her er jo sorte vokslys nok til at kunne blænde hele ØnskeDalen fra nu af og til juleaften i mange år. Hvad i den hvide verden skal de gøre godt for?

Basuno nikkede, og så trak han kun skuldrene.

– Ja, der er jo lige det! Så skulle du se sækkene med det hvide drys. De står derovre. Basuno pegede og hostede. Han lød hæs. Flammen i vægen slog sig. Det samme gjorde coronaen omkring flammen.

– Så du det? sagde SukkerAlf rystet med en fistelagtig klang i stemmen, der mindede om de høje toner i SpilNynneFinns rørfløjte. SukkerAlf sank sin klump i halsen og hviskede …

– Det var som om, at vægen hørte dig, synes du ikke?

– Måske, tror du lyset kan høre mig? kom det undrende fra Basuno. I det samme blev der hvæset igen. 

SukkerAlf trådte et par hastige trin bagud og løftede sin lille sukkerstok, så prikkede han let til vokslyset. Der skete intet. Basuno syntes, SukkerAlf var lidt pjevset, og han begyndte at grine. Det hæse grin slog over i en voldsom hoste …

– Kom, vi skal også se de sække. Det må være dem, der er skyld i alt! Basuno hostede løs og pegede igen over mod lærredssækkene og skulle lige til at bevæge sig derover, da coronaen omkring flammen sitrede vildt, og flammen – som et svar – hvæsede til Basuno.

– Der var det igen! Lyset taler til dig. Sig noget mere! SukkerAlf var fyr og flamme – og dog … Vent, jeg stiller mig lige bag dig, så, sååå … så vokslyset ved, at det er DIG, der taler, og ikke mig. SukkerAlf blussede i kinderne og havde det helt brede gavtyvagtige smil på, mens han trippede om bag Basuno, der nu stod alene i forreste geled. SukkerAlf lagde sin – bævrende – lille hånd på Basunos skulder, mens han nikkede med hovedet, så glorien dinglede rundt oppe på hovedet.

– Jamen, hvad skal jeg sige? sagde Basuno hæst. Der skete intet. Hostende tog Basuno sin lille trompet frem og lagde an til en fanfare. De første toner, der kom ud af den anden ende, var ikke særligt velsmurte, men der var rigeligt til, at der i coronaen nu viste sig nogle symboler …

SukkerAlf stillede sig på tæer og så med over skulderpartiet på Basuno:

– Se, der! Et juletræ, og der er tallet 24 … og hvad er det, er det en brændt svovlstik … jo flere falske toner Basuno blæste, des flere tegn og symboler dukkede der op fra vægen, hvor de lagde sig rundt i coronaen og stod og småtsitrede, inden tegnede tonede ud igen. Basunos fyldte sine kinder med luft og truttede videre … SukkkeAlf stod længe og kiggede på et tegn. Det lignede mest af alt et halstørklæde …

– Besynderligt! Hvorfor kommer der sådan nogle underlige tegn frem? Det giver da ingen mening.

Mening med galskaben valgte AltNis og His Royal HighNis at se bort fra, for med Vox Rex igang med at endevende nissernes jul på den mest ubehagelige vis, måtte de hellere se at finde råd!  Da LovelyNis var færdig med at læse op om IsoTroperne og Vox Rex, vendte de sig om og kiggede op på Det høje Tårn i NisseBorgen – tænk hvis ikke JuleKlokken deroppe skulle bimle og sende sine tunge, velsignede klokkeslag ud i hele Unisseverset, at nu var det jul! Den tanke var næsten ikke til at forestille sig! 

De alvorlige miner var foldet som alt for slappe musetrapper. AltNis og His Royal HighNis lod blikket falde og sukkede lidt for højt! Det fangede Den lille HappiNis – for selv små gryder har også ører – og sagde slukøret, som når den største pakke under juletræet enten ikke er til den mindste nissepode eller blot ikke lige har det samme indhold som i bettepurkens hedeste drøm …

– Er-det vel-ik’-os’-ik’-noget-værre-noget?

 

Jo, det er vist noget værre noget
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Hvad mindede SukkerAlfs fistelagtige klang i stemmen om?