Snitte 2 – torsdag 2. december

– Hvad i Den HimmelBlå var det, råbte Kaptajn NepTunIvan, medens han lettere – og naturligvis KUN lettere – søsyg kom på benene igen. 

– Pakiiiiiiis! lød det igen oppe i masten fra nissen, der havde nået at surre sine arme fast i tovværket, da Santa Julia var stødt på noget og derfor nu ikke kunne rykke sig en tomme mere end ens gamle onkel, når den fede julemad var indtaget og skulle fordøjes! 

Kaptajnen kiggede op. At dømme på farven i kinderne kunne han have kølhalet nissen over ristede mandelflager og perlesukker …

– Kald det pakis en gang til … mere nåede NepTunIvan ikke at sige …

– Pakiiiiiis! 

Kaptajn NepTunIvan overdøvede den skrækslagne og vindblæste nisse oppe i masten:

– Så sandt som jeg har svævet over vandene med Santa Julia overalt i Unisseverset, så var dette ikke pakis! Denne dronning af havet – kaptajnen kiggede kærligt på sit skib – er bygget til at modstå langt større modstand. Pakis! om jeg må be’ …

BizNis var også kommet på benene og frygtede nisværre, at kaptajnen havde ret. De grumme decemberkræfter måtte allerede være sluppet løs. Men hvad var det, der ventede dem?

Kaptajnen fik sendt et koglfuld af nissebesætningen ned på isen for at besigtige skroget. Nisseekspeditionen kunne jo ikke ligge her til lige så lidt nytte som en teenagernisse i sin kane til langt op ad formiddagen lørdag OG søndag!

Med ombord på Santa Julia var også JuleUroen, der ellers kun hængte hjemme i nissefamiliens varme julestue på SnabelADotComBlotInd 24. Og med JuleUroen var naturligvis også dens fire skytsengle – den snarrådige SukkerAlf, den trinde og pluskæbede Basuno, den vel passionerede Gloria HarpenKlang og så den evigt trætte GabRiel. Skytsenglene var med ombord som en slags forlængede, omsorgsfulde arme i stedet for den aldrende, vise AltNis, for de skulle beskytte nisserne på ekspeditionen. AltNis vidste – som BizNis – at det var, når man mindst ventede besøg, at ubudne julehadere altid havde det med at ville spolere julefesten for alt og alle i rødt og hvidt … 

– Kom, lad os lige følge med ned og se, hvad det var! 

SukkerAlf hægtede sig af sit ophæng i JuleUroen, der trods tyngden af de fire skytsengle blafrede vildt under Santa Julias bom. De tre andre kiggede på hinanden, nikkede og fulgte med. Selv den evigt trætte GabRiel have opgivet at få sig en lur, hertil var stormen i IsHavet alt for stærk.

Nede på isen blev Santa Julias skrog besigtiget. Om end det havde lydt som dommedag, så var skroget dog intakt. Men juleskibet sad fast i isskruninger, der pressede voldsomt på, og dette fik skroget til at knage skingert som en rusten hovedlåge.

– Kaptajn, vi kommer vist ikke videre!

Kaptajn NepTunIvan undrede sig, men sagde ikke noget. Hvordan kunne IsHavet på så kort tid have ændret sig fra simpel grødis til dette? Kulden var godt nok taget til, men det kunne jo reelt ikke lade sig gøre hurtigt!?!

– Hvad siger du kaptajn? skal vi spænde skiene på og drage ind mod Englenes Skær? BizNis kendte nisten svaret.

– Ja, det må være løsningen. Gør det og tag en slæde til kisterne med SølverHåret! Skynd jer forsigtigt og kom snart tilbage! Kaptajn NepTunIvan var en ægte kaptajn og veg ikke fra sit juleskib. Heller ikke denne gang. Nisseekspedition eller ej! 

De fire skytsengle fløj rundt om Santa Julias skrog. Trods deres store julehjerter og modige som få, var de fire reelt ikke mange fnug store. Det gav dem lige nu en fordel, så SukkerAlf begyndte at lede efter sprækker i isen, som de kunne trænge ind i – måske de derindefra kunne kigge ned til kølen på skibet …

– Det der, sank Gloria HarpenKlang, er nok ikke lige min favoritforestilling om at være skytsengel! De to andre rystede på hovederne i takt, som havde hovederne været sat på med en fjeder, spændt som ellers kun en lille julepode kan være 

– Kom nuuu, råbte SukkerAlf, der allerede var trængt ned i en sprække. Kun hans lille sukkerstok, der vinkede kom til de øvrige skytsengle, kunne nu ses!

– Jeg tror, der er noget hernede …

Gloria, Basuno og GabRiel skuttede sig, tændte deres små glorier og dalede så ned og trængte ind i sprækken.

Oppe i klipperne inde på Englenes Skær var der overdreven livlig aktivitet! Her var nogen allerede i fuld gang med at flå SølverHåret af klipperne og lod det blot falde ned. Og disse nogen var ikke nisserne fra ØnskeDalen …

Fra et sted mellem klipperne både rungede og klaprede det:

– De kommer snart! Bliv nu færdige!

 

Det er vi også og hopper i kanen …
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål:

Hvor hænger JuleUroen og blafrer i stormen?