Snitte 2 – onsdag 2. december

– Host, host og hark! Lyden gentog sig! 

Den ru – og noget irriterende – lyd af hosten kom oppe fra JuleUroen. 

JuleUroen, der hængte i en af julestuens loftsbjælker, var en lille og nærmest uanseelig juleuro, men den havde en stor betydning – såvel symbolsk som når nissernes jul gang på gang blev bragt i fare af grumme juleskurke, der altid forvekslede det med snehvidt med masser af skidt.

For nok var denne lille prydgenstand i sin enkelthed ikke mere end to tynde og flade stykker træ lagt på kors. I hvert hjørne gik en snor op og mødtes i en krog, der var fastgjort i en loftsbjælke. Fra krogen – i en kortere snor – hængte et lille grantræ med en stjerne over. De var begge symboler – grantræet på nissernes juletræ, Den Ædleste af Alle Graner, der stod oppe på NisseBorgen i Den store VERSAL – og stjernen på Den Klareste af Alle Stjerner, der så smukt spredte hjertevarme og juleglæde, når den til nissernes julefest lyste klarest.

Men så var der også de fire skytsengle, der hængte og dinglede i hver deres korte snor fra hver af de fire ender af træstykkerne. Det var disse fire – SukkerAlf, Gloria HarpenKlang, Basuno og så den evigt trætte GabRiel – der var skytsengle. Det var de ikke blot af navn, men også gavn. For de fire engle forstod som få at træde til, når julen var i fare – og DET havde julen som sagt været SÅ mange gange før. Deres agtpågivenhed og opofrelse kendte nærmest ingen grænser. Nok var de små, men de havde stort mod og var villige til at bruge af det for nissernes og julefredens skyld. 

Så du kan nok forstå, at alle i ØnskeDalen – høj som lav – satte umådelig pris på JuleUroen deroppe under loftsbjælken i den varme julestue på SnabelADotComBlotInd 24.

– Hoost!

– Hvad er det med dig, sagde SukkerAlf til Basuno, skytsenglenes trinde trompetblæser. En fæl hosten havde gjort Basuno så kobberrød i hovedet, at han mindede om sig selv, når han blæste fanfare ved hanegal. 

– Hoooost! Jeg ved det ikke, gispede Basuno hæst, og hev sådan efter vejret, at det satte JuleUroen i svingninger. De andre kiggede på ham, og Basuno slog beklagende ud med armene. Han havde gerne blæst dem en retræte, hvis luften i lungerne havde været til det …

– Hoooooost!

– Du plejer da ikke …, sagde Gloria HarpenKlang bekymrende og hentydede til, at Basuno var den af de fire, der havde luften – hvis ikke i lungerne så i hvert fald i hans store kinder. Bausno trak på skuldrene, han forstod det som sagt heller ikke. JuleUroen dinglede.

Hvad skytsenglene ikke kunne vide var, at plejer ikke længere var – nye tider var allerede på vej ind over ØnskeDalen. Julen var godt på vej til at blive skubbet ud på en kedelig glidebane med ønsket om, at den gode, gamle jul var på vej mod sit endegyldige fald …

– Hooooooooost!

– Hold dig for munden! råbte Gloria til Basuno. Hun fik det nok råbt en kende for voldsomt, men hun skulle i hvert fald ikke være syg til jul! Basuno gemte sit ansigt i sit vidde kjortelærme. JuleUroen dinglede atter rundt.

Langt fra den varme julestue i et koldt og mørkt rum blev der også hostet, så væggene i det kolde, golde rum næsten rungede. Den hæse hosten slog over i et mindst lige så hæst grin …

– Nå, der skal vist et drys mere til, gnækkede vedkommende grumt i en kutte med hætten trukket over hovedet. På mystisk vis havde skikkelsen i kutten læst skriften omkring vægen i det store, sorte vokslys, der var det eneste, der gav et skær af lys i rummet. 

– Forstår de tophuede, små alfer ikke en hentydning, sååååå … 

Vedkommende slog over i en vedvarende hosten og rallen, sveden sprang fra pandebrasken, som havde det været perler af sydende olie fra vor kære moders gryde med juleklejner. 

– Så, må de føle …

 

Her føler vi os også forsigtigt frem
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Hvem hænger i hver sin korte snor i JuleUroen?