Snitte 20 – fredag 20. december
Der svævede de så, de to vogtere af KIMEN – GottLieb og HelligMås. De var om muligt endnu mere iskolde i udtrykket end selve kulden ellers kunne præsentere, og det endda selv om kumpanerne KyndelNissen og Kjørmes-Knud nu havde spottet dem i virvaret af de vrimlende, trimlende – og i særdeleshed tromlende SneFlokkene …
I strakte arme holdt GottLieb og HelligMås nu KIMEN frem …
Det grangrønne lys, der var på fortsat retræte i kampen med det isblå, dannede en svævende grønlig sky, der nærmest dansede let over IntetHeden denne mørke decemberaften.
Lyset så fantastisk ud – og virkede saliggørende og helt beroligende!
Saliggørende og beroligende, hvis man altså ikke lige hed KyndelNissen eller for den sags skyld Kjørmes-Knud med et eneste i sinde at dække hele ØnskeDalen med sne, sne, sne!
Altså hele ØnskeDalen!
De var kun var få snemil fra ØnskeDalen, så det betagende grønne lys prellede bare af på dem, men de vidste, at KIMEN var endnu et af nissernes latterlige rekvisitter ti det skuespil to sikkert lige så latterlige engle nu holdt op mod dem …
– Split det ad, råbte KyndelNissen iskoldt, Kjørmes-Knud, der formede nogle enorme snebolde, pressede dem til is og tog så sigte efter KIMEN! Snekunder efter drønede disse farlige snebolde lige forbi KIMEN og dens vogtere …
De to vogtere, veg ikke en tomme, men GottLieb sank en klump på størrelse med et umanerligt stort stykke kandis, der kunne være nuppet i en velassorteret kontaktskål. Det skar i halsen! HelligMås, der havde været lige ved at række tunge ad Kjørmes-Knud, men belært fra tidligere, forholdt sig fuldstændig i ro!
Flere snebolde kom nu farende, og ramte de, ville alle juledrømme helt sikkert være knust på stedet! Men både GottLieb og HelligMås brugte flittigt af indlærte undvigemanøvrer – som havde de været klassens uforberedte poder, der for en hver pris forsøger at undgå lærerens falkeblik lige før gennemgang af dagens lektie ved tavlen – samtidig med, at de holdt KIMEN i vatter.
Det grønne lys fra KIMEN fortsatte med at sprede sig.
Det var svært at se, men GottLieb syntes lige, at det var som om, at det dulmede trykket på SneFlokkene. Sagtnede de farten i en form for fortryllende hensættelse eller drømmende tilstand? Det var svært at se, men de flaksede i hvert fald rundt på en måde …
I det samme trampede Kjørmes-Knud i snemasserne, så tusindvis af nye sneflokke væltede op, i det samme blæste KyndelNissen dem hårdt videre.
Et kig ned i ØnskeDalen afslørede nu, at sneen forlængst havde inddækket nissernes lave hytter. Enkelte steder stak små toppe af ædelgraner op gennem sneen. Grumt at tænke på,
at de høje graner nu blot lignede miniature udgaver i et vattet snelandskab.
Hele ØnskeDalen forekom vattet. Den var blot som et kæmpe hvidt hul. Ja, faktisk var det efterhånden var det kun NisseBorgen, der stak frem på en af skrænterne.
Den flotte borg, så så ene og forladt ud. Det til trods, at der var nisser allevegne på den store borg. Deres evige trallen var til gengæld nok en kende mere afmålt end under mere normale tider!
Så tæt på julefesten – og dog så langt væk!
Lige bag KyndelNissen, bemærkede kumpanen ikke, at Den lille Kastaniehest begyndte at svinge sin magiske, afbrændte stik …
Her svinger vi vores ben i kanen, men brænder videre ved hanegale
Santa Ficho
