Snitte 20 – tirsdag 20. december
Det hele var jo så sandt som JuleUroens fire skytsengle havde antaget!
Fatter Minus havde nu vandret dage gennem kulde og sne – ikke at det rørte denne grumme enehersker noget som helst, for når man i forvejen er født kold som is, betyder en smule tottede snefnug, driver af sne og bidende kulde abolut intet – og nu nærmede han sig sit mål. ØnskeDalen.
At dømme på de sidste nedslag, han havde kunnet følge fra StilHeden, så kunne mødestedet med hans fortropper ikke længere være mange snemil borte. Fatter Minus følte sig dejligt forfrossen – hvilket jo nok nærmere var ufølsom, kære læser!
I hvert fald besad han trods sit uheld – og ikke mindst sin lange vandring – fortsat det køligste overblik. Nu kunne intet forhindre ham i at få sluttet ringen med en endegyldig sejr over nisserne.
Fatter Minus havde knyttet sine tilrimede blå næver, og så gik han og skar tænder af bare ophidselse ved tanken om ØnskeDalen. Lyden fra hans skærende tandsæt ville få en kælvende isbræ til at lyde som en lille, rindende bæk ved det første forårstegn. Men denne lyd havde intet formildende tegn over sig …
Og slet ikke når Fatter Minus gik og tænkte på al den tid, han havde måttet vente på det rette øjeblik, hvor det ville være muligt at lægge låg på ØnskeDalen!
Og det var nu!
Minuspols enehersker var han! Og kun ham! Og snart resten af Unisseversets!
Når først Fatter Minus havde krøllet ØnskeDalen sammen som et stykke kasseret julepynt, ville ingen andre af Unisseversets utallige julehadere slutte sig til ham.
Fatter Minus bed tænderne endnu hårdere sammen. En skinger og yderst ubehagelig tone gav rystelser, hvor han gik, isen slog revner. Men han nød sin magt. Det skulle nisserne få at mærke.
Og det skulle AltNis i særdeleshed.
Havde det ikke været for et opgør med ham for tusinde af år siden, så havde hele Den Hvide Verden set anderledes ud, og kontinentet Minuspol havde ikke været henlagt i evigt mørke. For det var AltNis – ikke ham – der dengang havde slukket lyset over hele kontinentet, da Fatter Minus ikke havde forstået betydningen af god juleskik og det, der dengang knapt var nået til at være nissernes juletraditioner!
Trods advarsel på advarsel havde Fatter Minus set stort på AltNis’ erindring om skik følge eller nisseland fly. Allerede dengang havde han truet med sin hævn …
Og nu havde eneherskeren altså fået nok!
Uanset prisen på julegrisen!
Nu skulle opgøret med AltNis klappes af som dejen til et bedre julebrød. Og siden skulle de andre nisser have samme afklapsning.
Hvis AltNis havde troet, at Fatter Minus’ kræfter i dag ville være svagere end dengang, ja så ville han blive kedeligt overrasket. Og alle tanker om tilbagetrækning på dette tidspunkt var derfor utænkeligt. Ingen nisser skulle sammenligne Fatter Minus med en gletsjer på hastig retræte!
Fatter Minus havde samlet sammen til dette.
Hans styrke ville vise sig som den hårdeste iskerne mod nisser iført blød filt godt plantet i puddersne.
Hvor ulige, skævt, urimeligt, unfair og forkert det lyder i vores ører, kære læser, så kunne ypperstepræsten Fatter Minus fra kontinentet Minuspol ikke se det fjerneste af uretfærdigt i dette opgør.
Nu skulle ØnskeDalen mørklægges de næste tusinde år …
Her slukker vi også lyset for i nat …
Santa Ficho
