Snitte 20 – lørdag 20. december
Julen nærmede sig i ØnskeDalen, men det gjorde Crudelis jo også.
Hans underlige kaneræs rundt i ØnskeDalens bakker blev nu også bemærket helt nede i dalen, hvor de trallende nisser ellers havde umådeligt travlt med de sidste foreberedelser til julefesten. Det føltes som om, at julen kunne banke på hvert et øjeblik det skulle være, og bankede den ikke på, så kom den helt sikkert listende på musetrapperne.
Heldigvis, alternativet var jo slet ingen jul …
Det alternativ var Crudelis langt længere med, end nisserne kunne forestille sig.
Nok var man – og nok især His Royal HighNis oppe på Nisseborgen – storforvirret og uforstående over for, hvor AltNis og hans nisseekspedition blev af, men især det, at BizNis og hans kanekaravane heller ikke var tilbage tegnede jo ikke særligt beroligende. Bestemt ikke. Med de køretøjer og nissebesætninger, de var draget af sted med, burde alle være tilbage. Og nu kunne alle lige fra de højeste tårne i NisseBorgen til nisserne s egne lave hytter betragte, hvordan ØnskeDalens bakker gik fra puddersne til is. Og de samme nisser kunne med stor tristhed se hele partier af graner gråne …
Nedefra dalen kunne det jo kun være AltNis og nisseekspeditionen – deres kaner tog ingen fejl af – men den form for opførsel rimede ikke mere på AltNis end sang af musi-på-de-kanter KataStroferne, selv når de var bedst! Så det var ikke AltNis!
– Er-det-vel-ik-os-noget-værre-noget, lød det undrende fra Den lille HappiNis, der sad på køkkengulvet og hyggede sig fint i hjemmet på SnabelADotComBlotInd 24.
LovelyNis, der også var i sit køkken, kiggede ud og op på et stykke af dalsiden, hvor flere skråninger allerede var omdannet til is. Det triste syn fik hendes albuer til at synke endnu dybere ned i dejen, der skulle blive til julebrød, men lige nu var hun fjern …
– Nååh, skattebasse! det skal nok gå! Fik LovelyNis lidt afbødende sagt til den lille nissepode, der tids nok kunne belemres om alverdens bump på nisselivets snespor, og hun fortsatte …
– Tænk ikke på det, der falder snart ny sne …
– Er-det-vel-ik-os-noget-værre-noget, lød det nu mere gentagende end decideret undrende. I det samme drejede LovelyNis hovedet fra den ene ulykke til den anden. Der på køkkengulvet, sad Den lille HappiNis med en væltet konfektdåse. Det kunne nok gå, Men uden låg og et sæt pilfingre, der lignede, de havde været dyppet i flydende overtrækschokolade, var LovelyNis vidne til en lille krig af oprydning …
– Jo, det er lidt noget gris og værre noget, smilede hun venligt, så mon ikke det er din tur til årets julerengøring? Hun fik albuer helt fri af dejen, og så å blev nissepoden løftet op. Den lille HappiNis smilede og lignede en nyslået chokolademønt over hele femøren. Hvem kunne stå for det! LovelyNis sendte et hjerteligt smil tilbage, og for en stund var tankerne om den ødelagte dalskråning også lagt på is …
På vej ud til den helt store ‘snesvasker’ af Den lille HappiNis, nynnede hun … elsker sneen purpur, hvid og fin, kaner i snespor i skov og på stien, Vinterens Farve er den jeg bedst kan li’ og kender …
Et stykke uden for ØnskeDalen, hvor AltNis’ røde dragt med den påsyede, grønne lomme, var blevet fundet, gjorde Basuno og GabRiel nu klar til at søge efter flere nissedragter. Deres hvil havde været tiltrængt, men nu skulle de afsøgt området. En enkelt dragt var reelt intet bevis – omend særdeles underligt!
De to skytsengle steg til vejrs som kun engle med det fineste opdrag – og ophæng – kan. Basuno og GabRiel var som varm luft, men på den fede måde. At kende sin termik var noget af den første læring i kravet for at kunne blive ophøjet til skytsengel. Det vidste de fra deres tid på EngleBorgen – Castelo de Angelo, da de havde været taget under Lysets Engels beskyttende vinger og visdom.
Her midt i snestormen var de tydeligt, at ingen af dem havde glemt lektien …
– Lad os begynde der, GabRiels søvnige øjne kiggede ned på i en snedrive, der så lidt større ud end mange af de andre! Basuno blæste an …
Men først vil vi sove, så det blæser …
Santa Ficho
