Snitte 21 – søndag 21. december
Både Basuno og GabRiel gik til den, nu skulle der vendes snedriver. Og det blev der! Det hele blev hjulpet godt på vej af Basunos trinde kinder, der blæste en sand vind gennem hans lille trompet. Lyden hylede mere end snestormen og trykket i trompeten begyndte at hvirvle op i den store snedrive, de havde udset sig. Hvor han fik den luft fra, var som altid forbavsende, men Basuno blæste løs, så GabRiels higen og søgen blev betydeligt lettere …
Der blev rusket godt op i snedriven, der ganske enkelt blev endevendt fra den ene ende til den anden. SneFlokkene så indlysende ikke bare til, men for forvirrede rundt i tusindtal. Men det var de som bekendt også rigtigt gode til! Lige i dette tilfælde, blev det en stor hjælp for GabRiel – ikke fordi at han så ligefrem selv kunne drive den af – men inden længe viste det sig, at det ikke var et tilfælde, at denne drive var større …
For for hvert lag drivesne, der blev rusket op i, kan der hele tiden en nissejakke eller en rød tophue med stor kvast til syne. Svært tiliset af at have ligget i lang tid i sneen, men hvor det glædede de to skytsengle endelig at gense noget julerødt …
En dragt blev hurtigt til en hel håndfuld, og inden længe kunne GabRiel og Basuno lægge nok nissedragter op til at åbne en særdeles velassorteret manufakturhandler i flotte, røde nissedragter inde i ØnskeDalen. Det glædede begge skytsengle …
– Hvor er det godt, jublede de begge, mens de fortsatte deres jagt på beviser!
– Men hvor er nisseekspeditionen?
Lige så godt dette hele var, lige så forfærdeligt var det, at et uset koglefuld af de bedste og mest dristige nisser var ryddet af snesporet og nu ‘piste’ væk …
– Hvor er AltNis i det hele taget? Både Basuno og GabRiel havde fulgt den gamle, vise nisse på tyk og tynd is gennem nissegenerationer, og nu var det måske slut uden et farvel! Det var så svært at bære den tanke som lille skytsengel …
– DER! råbte GabRiel. Blæs, blæs, det du kan! GabRiel pegede på det, der kunne være AltNis stok …
Fanfaren begyndte med det samme! Basuno holdt ingen luft tilbage, hans trutten stoppede først, da en flot, lang stok i ædeltræ med et purpurrødt kræmmerhus monteret nederst på stokken på langsomt gled ned af snedriven …
Basuno holdt inde, mens han og GabRiel så brødebetyngede ud.
Nærmest symbolsk lå den nu der alene i sneen uden sin ejermand – for tid og evighed – mens snestormen fnug for fnug atter forsøgte at hylde lidt af AltNis væk …
Den stok, der var skåret af stammen på Den Ædleste af Alle Graner! Skytsenglene vidste, at denne stok skulle sikres og bringes med tilbage til ØnskeDalen eller hvor det nu en gang snart var mest sikkert, at opbevare den …
Langt derfra i Den Hvide Verden, men meget tæt på stokkens ejermand lød endnu et brag, og så fulgte et gyldent lys over hele issletten, hvor issøjlerne stod med her sin nisse i …
Hverken BizNis og nisserne fra kanekaravanen havde nået at ænse noget, før de og alle i snemiles omkreds frøs i blot et-to-tre snekunder, men det var nok til, at der var skabt en ineffabel, magisk skønhed, der nu strålede direkte mod slettens issøjler …
Det var Den lille Kastaniehest, der havde svunget sin magiske, afbrændte stik og som nu havde skabt et endnu vildere lys, dog betydeligt varmere, end det skærende hvide lys, der havde blændet dem siden, de var kørt ind i Den Hvide Verden.
Oppe fra et sted, der burde hedde Den HimmelBlå, men altså nu kun var lys med lys på, var det som om, at Den Klareste af Alle Stjerne forstærkede denne varme …
Inde i issøjlen, hvor AltNis var, begyndte den, gamle vise, nisse at vippe med storetæerne. Varmen var livgivende, så langsomt, men sikkert begyndte det gamle julehjerte at pumpe igen og mere varme fyldte nissekroppen.
AltNis åbnede øjnene, kiggede ud og for første gang i alt for lange tider, så han en velkendt skytsengel, der kiggede med lige dele undren og glæde. SukkerAlf fløj helt tæt på issøjlen og knuselskede den. AltNis rettede sig lidt op, lagde hovedet på sned og sendte så sit smil gemme isen og ud til sin trofaste nissefrænde …
Ikke et øje var tørt, i det samme begyndte det også at dryppe lystigt inde i den tiltagende varme issøjle …
Et stjerneskud for over dette gyldne himmelhvælv, med et budskab inde fra ØnskeDalen; Der var overhængende fare på færde.
Forsvareren af den gode, gamle jul havde måske nok lige ofret sig i kampen for nisserne, men der var ingen tid til at komme sig …
Men det er der her – først hviletid, så rider vi igen ved hanegal
Santa Ficho
