Snitte 21 – mandag 21. december

SukkerAlf og Basuno fik i fælleskab tændt endnu flere af de sorte vokslys. Loftksammeret blev oplyst, og nu kunne de se, hvor goldt her var. De gøs. De var absolut ikke trygge, men det at bevæge sig ud på glatis, det var nu en gang, det opdrag en skytsengel i JuleUroen havde fået.

Selv om deres nervøse hvisken til hinanden ikke var høj, så fængede deres hæse snak – og Basunos hoste – vægerne i vokslysene. Coronaer om vægerne lyste, og der blev ved med at komme symboler. Det, der lignede et halstørklæde, vist sig i flere af coronaerne …

– Er det ikke et underligt symbol? sagde Basuno og kiggede rundt i håbet om, at han kunne finde en mening med det, der uden tvivl var et budskab.

– Jo, mega mystisk, sagde SukkerAlf. Det eneste halstørklæde, han lige tænkte på, var kastanjehestens grønne. Så trak SukkerAlf Basuno i ærmet og viste, at de skulle gå baglæns over til lærredsækkene med det indhold, som Basuno havde set, nisserne kaste på hinanden, så der ikke kom en grum overraskelse fra de sorte vokslys.

Skridt for skridt listede de sig væk fra lysene, men holdt snakkken i gang, så der blev ved med at komme symboler frem. Pludselig pegede SukkerAlf over på det største lys, der stod på den lille opsats. Lignede det ikke …

– Se, der, SukkerAlf pegede ivrigt videre. Basunos øjne flaksede rundt, han var fortsat ikke helt med. Så tog SukkerAlf venligt, men bestemt fat i Basunos trinde kinder og drejede hans hoved. Det var rigtigt! Fra skytsenglenes vinkel kunne de se en hel figur. Der i rækkerne af sorte lys viste lagene fra fire-fem coronaer – hver med sit symbol – nu tilsammen konturen af Den lille Kastaniehest – forsvareren af den gode, gamle jul!

– Det var lige godt, hostede Basuno! I det samme hvæsede de selv samme flammer i coronaerne, som var det deres advarsel til de to skytsengle om at blande sig udenom. SukkerAlf kiggede på Basuno, og han kunne se, at SukkerAlf vidste mere, end han lige ville sige her foran lysene. Der blev helt stille! Så vendte begge rundt – ikke bare løb –  men de to engle spurtede gennem rummet mod det åbne vindue, de var kommet ind ad. 

– Det kan kun være Den lille Kastaniehest, der er udset til et eller andet, og det er nok ikke noget godt, råbte SukkerAlf! Kom vi må finde den og de andre! Basuno nikkede nervøst, men slog lige et sving forbi lærredssækkene og fyldte sine små lommer med det hvide indhold, han havde søgt efter. Så blæste Basuno, det bedste han havde lært, videre. Da de lukkede loftsvinduet i efter sig, kiggede de forsigtig ind – og så på hinanden …

– Ups, vi fik ikke slukket lysene!

Flere andre steder i ØnskeDalen var alt julelys forlængst slukket! Nissernes dragter falmede fortsat til det triste, humøret var stivnet, forberedelserne pakket væk – alt var jo bare lige meget, for Vox Rex havde været et par snesko eller tre foran ved at sprede sin snepidemi i ØnskeDalen. De ramte nisser trak lidt på deres vattede skuldre og var allerede begyndt at forberede sig på et nisseliv helt uden nisse … og helt uden liv.

I de sneklædte bakker på vej ind i ØnskeDalen gjorde Den lille Kastaniehest holdt. Gloria HarpenKlang og den evigt trætte GabRiel benyttede lejligheden til at hoppe ud af det grønne halstørklæde – hvor de havde lunet sig siden EvigHeden – og få lidt luft under vingerne. Den lille Kastaniehest spejdede op på Den HimmelBlå og Den Klareste af Alle Stjerner. Så roterede kastanjehestens røde følestikker, og et budskab blev sendt derop. Ikke mange snekunder efter skulle Den Klareste af Alle Stjerner til at svare, da hele himmelhvælvet sortnedes, og et tykt skydække drev mellem dem. 

– Hæ, perfekt! Jeg er perfekt! jeg er den mægtigste. Den eneste! 

Fra Det høje Tårn i NisseBorgen –  den, Vox Rex som bekendt havde omdøbt til Mørkets Palads – kunne Vox Rex se, at sorte skyer nu gjorde deres til, at kastanjehesten – nissernes kluntede vogter – ikke ville kunne hente mere hjælp i det højeste! Nissernes lysende stjerne var slukket! Nu skulle Vox Rex bare knække det sidste nissehåb – det på tre røde svovlstikker og et stykke med brændt …

Vox Rex slog en latter op, så grum, at hans faretruende hån kunne høres mange snemil omkring.  

 Også ude hos Den lille Kastaniehest, hvor forsvarenen af den gode, gamle jul ingenlunde havde tænkt sig at bøje sig i sneen for Vox Rex.

 

Nu slukker vi også vores lys
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Hvad danner de forskellige symboler i coronaerne tilsammen?