Snitte 21 – tirsdag 21. december

To IsFugle sad på land og kiggede ud over IsHavet. 

Den ene sad og nikkede sidelæns med hovedet over til den anden, der først efter bemærkelsesværdigt mange nik – nærmest flere end selv den evigt trætte GabRiel kunne præstere –  begyndte at undre sig. Så kiggede de to IsFugle hinanden tæt i øjnene, og den første IsFugl begyndte nu at rulle med øjnene – hele tiden fra land og ud mod IsHavet. Det besynderlige rul gentog sig, indtil den undrende IsFugl langsomt begyndte at dreje sit hoved ud mod IsHavet, hvor noget underligt lige nu steg og af vandet og gik i land …

IsFuglen tabte alt, hvad den havde i næbbet! Begge skreg, som kun IsFugle kunne, og flaksede i al hast i sikkerhed ud over IsHavet!

Kolossen fra KuldSkær gik i land. Nu var det kun et urealistisk juleønske at tro på, at ØnskeDalen ikke ville blive næste stop. Kolossen brølede. Det iskolde vand blev rystet af kroppen, og så tog Kolossen store, tunge skridt, og skyndte sig videre – den måtte på sin egen underfundige måde også gå sig varm!

Det varede ikke længe, før nogle af de første nisser, der stod langs SlushSlugten for at holde øje med det første tegn på juleskibet Santa Julia, var ved at kløjes i deres gode julemad. Fra deres udsigtsposter kunne de inde over land se ham, de vidste, var Kolossen fra KuldSkær.

På disse breddegrader betød det problemer af den ufineste slags!

For hver nisse, der så Kolossen, blev der blæst i deres lange bjerghorn for at signalere videre ind til ØnskeDalen. Blot var det ikke nyt om Santa Julia, men om den ubudne gæst, der nu var på vej

Ikke langt derfra løb Den lille Kastaniehest. Den kunne også høre bjerghornene. Med et slog den sine stikker i sneen, bremsede og kurrede så rundt indtil den stod helt stille. Så lagde den hovedet på skrå og lyttede igen. Lyden fra et bjerghorn var ikke mange snemil længere fremme – så det måtte Kolossen fra KuldSkær nisværre også være …

Hjemme på SnabelADotComBlotInd 24 var LovelyNis travl i sit køkken. Hun havde flere gange kaldt på nisseungerne, de skulle da lige smage på seneste ovnfuld bagværk. Men der var lige så stille inde hos nisseungerne, som der var omkring julebordet, når det igen-igen-igen er onkel, der fisker den glatte mandel ud af sin hule tand og bemægtiger sig mandelgaven til nisseungernes store ærgelse – nok nærmere frustration …

– Jamen, hvad er det med dig? LovelyNis stak hovedet ind på værelset og kiggede på ChristiaNis, der lå med blanke øjne og var mere udkogt end mosters hjemmelavede rødkål!

– Pyh, jeg sveder! Kom det ærligt fra den lille nissepode. 

LovelyNis var sikker på, at han fortsat forsøgte at fortælle, at turen hjem med kælken og sin storesøster siddende på træk, havde været mega hård, så hun smilede og nikkede for at fortælle, at hun skam godt forstod – den dreng, sikken han kunne!

– Men det gør jeg altså, sagde ChristiaNis og nøs samtidig! 

– Prosit! Sikken du kan! Tror du ikke, det vil hjælpe med lidt friske marcipansnitter, sagde hans søde tante. I det hun klappede ham lidt på panden, kunne hun godt mærke, at det var mere end blot varme fra leg i sneen …

– Der er vist en, der glæder sig til julefesten! Du er jo ved at koge over af spænding! Mon ikke et glas kølig snemonade vil hjælpe …

– Tak, ja min hals er også brændende varm! kom det fra den medtagende, lille nisse.

LovelyNis vimsede tilbage i køkkenet for at hente noget drikkelse til sin morsomme nevø. Sikken han kunne den dreng! …

I det samme kom AugustiNis smilende ind på værelset. Hun så med det samme, at hendes bror ikke var helt på superdupperne.

– Åh, hvor ser du bare syg ud i hovedet … inden hun nåede at sige mere, kunne hun godt se på ChristiaNis, at han ikke var oplagt til nogen julelege. 

Hun bakkede ud igen og var smuttet som den fineste mandel …

 

Her smutter vi også, inden julen stiller sig foran døren…
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål:

Hvordan havde ChristiaNis det?