Snitte 22 – tirsdag 22. december

Det var ikke lysten til at skulle tilbage på loftskammeret, der stod øverst på SukkerAlfs og Basunos to do-liste, men så mange levende lys med hvæsende flammer helt uden opsyn, det gik ikke. Så de to skytsengle måtte overvinde deres frygt og vende tilbage i mørket …

– Dig først, smilede SukkerAlf med det sundeste og bredeste smil, han kunne præstere. Det er vist din tur, fik han fremstammet sammen med et lettelsens suk! Basuno var ikke meget for det, men der var ingen tid at spilde, hvis de skulle nå at være bare det mindste til hjælp, så Basuno møvede sig ind, og SukkerAlf skulle lige til at følge ham i slipstrømmen, da han fik en meget bedre idé – en, der betød, at de ikke skulle ind til de sorte vokslys igen …

– Vent, der skal da bare noget luft ind, kom tilbage! Basuno kiggede opgivende på SukkerAlf, der allerede var sikkert ude på den anden side af vinduet. Han vinkede Basuno ud til sig.

– Kom, nu skal du se! SukkerAlf baskede med vingerne og løftede vinduet op, det holdt hårdt, Basuno stødte til, og de to fik vinduet helt op. Så begyndte de skiftevis at åbne og lukke vinduet i. De knoklede på, og deres anstegnelser var ikke forgæves. Vinden, de skabte, suste ind på loftkammeret, og et for et slukkede de sorte lys …

– Der var vi heldige, sagde Basuno helt forpustet for selv en gæv trompter at være! SukkerAlfs puls var også helt oppe at ringe – dog mest i lettelse over, at de slap for endnu en tur ind i mørket.

De to skytsengle steg til vejrs, og Basuno blæste en fanfare! Hvis Gloria og GabRiel var tilbage i ØnskeDalen sammen med Den lille Kastaniehest, ville de høre den. Så strøg SukkerAlf og Basuno gennem tusmørket og et virvar af tottede snefnug, der ufortrødent væltede ned og dannede så fint et snelag. Det hele mindede om en hyggelig decemberaften kort før juletid, men …    

Ude i de lige så sneklædte og herlige bakker af ØnskeDalen for Gloria op fra sit skjul! 

– Hørte I det? råbte Gloria. Basuno og SukkerAlf er på vej, kom lad os lyse for dem! Kastanjehesten kom på stikkerne, og de to skytsengle for mod Den HimmelBlå og lyste ind mod ØnskeDalen. Kastanjehesten sprang rundt og kiggede op efter Den Klareste af Alle Stjerner på Den HimmelBlå, der var fortsat intet lys deroppe, så begyndte den at svinge sin afbrændte, magiske stik. Snekunder senere sprang et inferno af gnister til alle sider, og et skapt lyn for mod de sorte skyer. Et brag, der fik de omkringliggende bakker til at ryste, lød! Og så kunne man høre endnu et brag langt deroppe. Et kort øjeblik lignede det, at det sorte skydække ville spredes, men det holdt stand. Mørket lukkede intet lys ind fra Den Klareste af Alle Stjerner …

I højeste kanefart gled AltNis, His Royal HighNis, LovelyNis og nissepoderne fortsat gennem ØnskeDalen, AltNis rev i seletøjet, og kanen skiftede retning. Den gamle, vise nisse vidste godt, hvad braget og lynet betød og hvem, der havde sendt det afsted. 

– Det lysner, råbte AltNis til en mildt sagt rystet konge, der sad lige ved siden af ham. Kongen smilede venligt, men her midt i sin – og nissernes – mørkeste stund, havde han ikke længere håb om at kunne vende tilbage til NisseBorgen. AltNis så en nissekonge mat i udtryk og kuet som slidt og krøllet julepynt, der ikke er fundet værdigt til at pryde selv den laveste gren på årets juletræ. AltNis stred kanen videre gennem sneen, og den nærmest fløj over sneen med retning mod de sneklædte bakker, hvor forsvareren af den gode, gamle jul på magisk vis atter lynede …

Atter bragede alt omkring kanen, og endnu et lyn for op fra ØnskeDalen, det gnistrede mod det kulsorte skydække.

AltNis blev helt varm indeni. Det så håbløst ud, men det var i det mørkeste af det mørke, at lyset viste, hvilket snespor man skulle vælge …

Rex Vox spildte ikke tiden! Loftskammeret med de sorte vokslys skulle rømmes. Lysene skulle bringes her til paladset, hvor vokslysene skullle sidde, hvor nissernes smukke, hvide lys sad på Den Ædleste af alle Graner. Sådan skulle det altså bare ikke være i hans VoxKabinet. 

Det blev De blå IsBjørne, der fortsat var omtumlet af det hvide snepulver, der var kastet på dem, der modtog befalingen. Med sig tog de TørveTrillerne, der som få kunne tonse og flytte ting som ingen andre. Endnu en juleged var barberet til ukendelighed, Vox Rex lo … 

 

Her er der ikke så meget at le af
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Selv om AltNis mente, at det lysnede, hvordan så His Royal HighNis så ud?