Snitte 23 – onsdag 23. december

Som var de mest glødende nissehjerter af mange kaldt til samling, stødte først kanen med AltNis, His Royal HighNis, LovelyNis og nisserollingerne til Den lille Kastaniehest, der ved sig havde skytsenglene Gloria og GabRiel. Lige efter kom de sidste to skytsengle, SukkerAlf og Basuno, blæsende. Det kunne have været den hyggeligste jam-snession her i de sneklædte bakker i udkanten af ØnskeDalen, hvis altså ikke lige al fokus var omkring den plan, der hurtigst skulle lægges.

Der blev lyttet intenst til, hvad hver part havde set, hørt og oplevet. Og ja, lad os bare blive i samme simple ordforråd, som Den lille HappiNis ville have brugt: Det-var-vel-ik’-os’-ik’-noget-værre-noget man stod i dagen før julefesten – eller rettere sagt dagen før det, der skulle have været julefesten. For nu vidste de snart ikke! 

His Royal HighNis lagde for:

– Det er med allerstørste hjertesmerte at måtte erkende, at NisseBorgen nok er tabt! Kongen sænkede hovedet – akkurat som mange ihærdige nissebørn efter de har kæmpet for mandelen i krystalskålen med risalamande til trods for, at den sneson efter sneson alligevel altid havner i gabet på en alt for heldig onkel! His Royal HighNis fortsatte: 

– Med Vox Rex tilbage er der ingen adgang til Den Store VERSAL og derved Den Ædleste af Alle Graner. Ergo ingen mulighed for at tænde træet og lade træskodansen gå! His Royal HighNis vidste kun alt for godt, hvad Vox Rex agtede at gøre. Kongen så både bleg og afkræftet ud, ja selv indfatningerne i hans krone havde sluppet deres greb om kronjuvelerne !

– Med respekt! AltNis gik frem og tilbage, kiggede på kastanjehesten, der var ved at komme sig efter, den havde brugt af sin svedne, magiske stik. Der blev udvekslet tanker og muligheder. Der måtte da være en mulighed? De kunne da ikke bare give op. Skulle Unisseversets juleste sted synge på allersidste vers, så måtte de stemme i. Nu!

Lige over nisserne svævede JuleUroens fire vogtere, der også havde travlt med at fortælle hinanden, hvad de havde oplevet …

– Det er det vildeste, sagde Basuno. I skulle have set alle de sorte lys, der hvæsede af os. Der var så uhyggeligt. Ikke sandt, SukkerAlf? SukkerAlf, der havde rystet den grummeste del af oplevelsen af sig, lod forstå, at nok var det slemt, men så var det ikke værre. Basuno kiggede lige så overrasket på ham, som når mindste nissepode ser, at det højeste ønske gemmer sig under det tykke gavepapir.

Inde i byen marcherede De blå IsBjørne gennem byen som fjernstyret af Vox Rex. De havde retning mod loftskammeret og de sorte vokslys, der ville blive den nye pynt på Den Ædleste af Alle graner. De nisser, der fortsat var ved deres fulde fem – og til trods – fortsat havde bare en smule kindrødt og purpur nissefilt i behold veg fra vagterne!

Loftskammeret blev rømmet, og sække med sorte vokslys båret ned og lagt på TørveTrillerne, der tonsende kunne bringe indholdet til Mørkets Palads. Det hele flaskede sig lidt for godt. På tilbagevejen benyttede De Blå IsBjørne hver en lygtepæl til at hænge et budskab op fra Vox Rex. På løbeseddelen stod, at han bød alle indbyggere til kalas i VoxKabinettet 24. december, hvor de ville få mere at vide om de nye tider i VanDalen! Der var mødepligt. Og, kære læser, du kan nok forstå, at de modigste nisser, dem der ikke havde tabt både kulør og mæle, buede! Andre af nisserne, der efter denne grumme december nu var så mørnede og vattede i holdning, at alt var ligegyldigt, ja, de så frem til dette kalas oppe på Mørkets Palads! 

Ude i de sneklædte bakker begyndte det at blæse op. At dømme på den dunkle tone oppe på Den HimmelBlå og det voldsomme snefog, så ville der rase en snestorm inden kalenderbladet viste 24.  

Rådslagningen mellem den vise, gamle AltNis og kongen var stadig i gang, da forsvareren af den gode, gamle jul stak i rend hurtigere end, maskerne på bedstes hjemmestrikkede julegaver løber …

 

Det stikker vist af, men det gør vi ikke.
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål

Hvor er nisserne indbudt til kalas den 24. december?