Snitte 3 – lørdag 3. december
SukkerAlf fløj lige et par omgange rundt inde i den varme julestue og strøg derefter ubemærket direkte videre ind i kaminildens flammer op gennem skorstenen og ud i den kolde decembernat.
Noget sagde den snarrådige fyr, at den voldsomme buldren forleden måtte være mere end blot teatertorden. SukkerAlf måtte hellere lige …
Hvis det er første gang, kære læser, at du følger med i dette julekalendereventyr om Den lille Kastaniehest, tænker du måske, hvorfor bekymrer SukkerAlf sig om det? Hvorfor ikke bare hænge ud i JuleUroen og dingle rundt der med sine skytsenglevenner?
Det må jeg så hellere lige forklare dig:
Skytsenglene vogter symbolsk i JuleUroen over den lille gran med stjernen, der hænger over dem. Denne gran er som sagt symbolet på Den Ædleste af Alle Graner – og derved nissernes jul!
Den Ædleste af Alle Graner, der hver 24. december tændes oppe på NisseBorgen i Den Store VERSAL, er pyntet med det smukkeste og glitrende SølverHår, flotte, hvide lys og øverst en funklende, smuk stjerne. Denne gran og denne aften er for alle nisserne i ØnskeDalen selveste julen – og dette værner de fire skytsengle SukkerAlf, Gloria HarpenKlang, Basuno og så den evigt trætte GabRiel sammen med forsvareren af den gode, gamle jul, Den lille Kastaniehest om.
Dette er selve deres kald og livsgerning i den hvide verden!
Ude på EvigHeden havde Den lille Kastaniehest fortsat fuld fart på, snart ville den være tilbage i ØnskeDalen. Til trods for farten bemærkede kastanjehesten et lys højt oppe på Den HimmelBlå. Lyset ikke bare indhentede kastanjehesten, men i løbet af spiltsnekunder, var lyset langt foran. Så fulgte et skrald og en buldren. Hele grunden under Den lille Kastaniehest rørte på sig. Kastanjehesten slog stikkerne i, skred rundt i sneen og endte i en snedrive, så kiggede den undrende op. Lyset var allerede ved at fortone sig over kastanjehesten, men et kuglelignende legeme med ild var nu på vej ind over ØnskeDalen.
Den lille Kastaniehest kom på stikkerne igen og fik rystet sneen af.
Så spejdede den efter Den Klareste af Alle Stjerner. Og der oppe på Den HimmelBlå var den blandt den skønneste stjernevrimmel. Var det ikke som om, at den blinkede et eller andet ned? Den lille Kastaniehest lagde hovedet på sned og rettede sine to røde følestikker op mod Den HimmelBlå …
– Se, her er den vist, lød det begejstret fra ChristiaNis, der nu stod med hovedet dybt nede i en slidt papkasse oppe på loftet. Det var noget af et monstrum, han forsøgte at få op. ChristiaNis kaldte sin storesøster over for noget hjælp.
– Kommer, kommer, kommer lige om lidt! AugustiNis stod og bladrede i en støvet, gammel bog. På det tykke omslag, hvor titlen var præget i guld, stod der: “Ast-SNE-roider og andre af Unisseversets uforklarlige himmelfænomener” – spændende så den ud. Hun bladrede videre …
– Kommer du? ChristiaNis kaldte igen på sin søster.
– Nå, ja! AugustiNis havde halvt glemt sin lillebror, der fortsat havde sin kamp i papkassen. Hun lukkede bogen i.
– Jamen, der er min stjernekikkert jo! AugustiNis fik hjulpet sin bror, og lynhurtigt fik de samlet den trebenede messingkikkert. Nu skulle der kigges stjerner – og hvem vidste, om de ikke også kunne finde noget spændende oppe på det store himmelhvælv.
Sammen fik de slæbt kikkerten over loftsgulvet hen til en lille rude i hyttens tag, som med besvær blev skubbet op. Et tykt lag af puddersne drattede ned i hovedet på AugustiNis. Det bekom ChristiaNis vel, han hyggede sig kosteligt lige indtil en håndfuld sne gled ned ad ryggen på ham. Hans storesøster smilede fromt tilbage …
– Hørte du det, AltNis kiggede ned på Den lille HappyNis, der fortsat sat ved sin gamle onkels ben og kiggede betaget op på ham. AltNis lænede sig frem …
– Jeg tror skam, at nissen er tilbage oppe på loftet, AltNis pegede gentagende gange op mod loftet med sin pegefinger og blinkede venligt til den lille nissepode, der storsmilede tilbage. Der var så meget den lille nisse med tiden skulle lære.
Gloria HarpenKlang havde også hørt det rumstere oppe på loftet.
– Jeg skal lige op og se, hvad de har gang i, vil I med? Basuno hægtede sig at sit ophæng, men GabRiel ville ikke så overraskende sove lidt på det. Gloria og Basuno fløj over mod loftstrappen. Hurtigt var de oppe og kunne der se en stjernekikkert søgende spejde ud i den klare decembernat.
Spændende, de to små skytsengle var også klar til at mingle lidt blandt stjernerne …
Fra stjerneklar til atter klar igen i morgen …
Santa Ficho
