Snitte 4 – torsdag 4. december
Oppe på Den HimmelBlå havde stjernerne knapt blinket af for decembernatten, da porten ind til kane- og kælkefabrikken KørerSomSmurt I/S’ produktionshal gled til side. Flotte nye kaner trukket af de store seksspand kørte en efter en hastigt ud i den gryende dag.
– God tur! råbte medemester FlexNis, der stolt kunne sende sine nyeste kaner på deres jomfrutur. Overlakerer FerNis vinkede med og stod lige så stolt og nød kanernes røde glans. Jo, de kunne deres kram på den gamle kane- og kælkefabrik!
Imponerende så det ud, og det kunne heller ikke have lydt mere julet med de nye meder, der skar sig gennem puddersneen, og den rytmiske lyd fra rensdyrenes bjælder.
BizNis rejste sig op i sin kane og vinkede tilbage! Nu skulle de ud og finde AltNis og resten af nisseekspeditionen. Karavanen satte farten op, og så var den pludselig væk som den sidste tøsne på en forårsdag.
– Vi er snart tilbage, var det sidste, FlexNis nåede at opfange. Det passede ham fint, for julen var den travleste måned. Men denne rejse ville komme til at trække længere noget længere ud end timerne juleaftensdag, når en lille nissepode længselsfuldt venter på sin gave …
I løbet af natten, var kongens befaling udgået fra NisseBorgen. En samling af nisser sad derfor med i de mange kaner, og i den forreste kane, hvor BizNis var kusk, sad også JuleUroens fire skytsengle og skuttede sig i kulden.
Det var noget af en brat opvågning for den evigt trætte GabRiel – og for den sags skyld også SukkerAlf, Gloria HarpenKlang og Basuno – i forhold til daselivet hjemme i den varme julestue. Så for en stund var de alle fire krøbet godt ned i et tæppe og sugede den varme til sig, de kunne få – og nå! For det ville helt sikkert ikke vare længe, før de også skulle på vingerne. Det fornemmede de alle som en …
BizNis begyndte af synge en stille sang
Lille stjerne, lille stjerne
hvor mon du er
uanset hvor i det fjerne
kast dit blink ned lige her
lille stjerne blandt stjernevrimmel
vink til mig fra din himmel …
Skytsenglene nynnede med, og Gloria klimprede på sin lille harpe. Smukt lød det. Det ville blive en god og spændende tur! Spændende afgjort – men også lidt for spændende skal vi ikke nøjes med den udmelding, kære læser …
Et par dagsrejser derfra – på strækningen mellem Pynten og ØnskeDalen – holdt den anden række kaner på deres særlig mission fortsat helt stille. Snefoget var taget til, så det var svært at se selv ganske få meter frem, og dyner af snedriver besværliggjorde kørslen.
Så den ville ikke komme længere alligevel – eller SKULLE længere, kære læser …
En stor skikkelse hoppede ned fra sin kane og begyndte at gå. For den ægte kender af nissefodtøj – og lyden af samme – var dette lyden fra langskaftede støvler med hæl og spore, der nu trampede gennem snedriverne – og ikke den mere velkendte – og behagelige – fra AltNis’ skæve træsko …
– Kom herover! En stemme – der bestemt heller ikke lød som AltNis’ venlige og rare stemme – kommanderede nogle fra de andre kaner over til sig. Der blev fægtet noget med armene og det lignede, at der snart ville blive noget på færde! Noget fælt på færde, kære læser …
Langt ude på EvigHeden var forsvareren af den gode, gamle jul – Den lille Kastaniehest – klar til at spurte mod BizNis og de andre nisser for at gøre dem følge. Den havde i nattens løb fået sit blink oppefra Den Klareste af Alle Stjerner, så kastanjehesten var på stikkerne og klar til at drage ud med nisserne. Ud for at lede efter AltNis og resten af nisseekspeditionen.
De røde svovlstikker blev slået i sneen, og så for Den lille Kastaniehest ellers frejdigt afsted …
Her spurter vi kun i kanen …
Santa Ficho
