Snitte 5 – søndag 5. december

Den sidste af de isblå skikkelser var knapt sænket ned fra den største af klipperne, før de alle forsvandt. Med sig havde de SølverHåret, der var blevet samlet ind og skovlet på store slæder. De havde taget deres første stik hjem, snart ville der vente nisserne flere ubehagelige stik! Tilbage var blot de syv englelignende klipper, der pludselig så faretruende ud i det isende vintermørke. Og for at gøre det hele endnu værre tog blæsten til …

Det varede ikke mange minutter før, nisseekspeditionen ankom. Trods en drøj tur over pakisen, havde de kun et for øje!

– Lad os splitte og komme op og få samlet SølverHåret. BizNis fik fordelt nisserne, så der kun blev plukket lidt af SølverHåret i alle de syv klipper.

Nisserne begyndte at arbejde sig op i de høje klipper, der var mere stejle end genstridige rensdyr, der nægter at gå længere. Klipperne var mange steder dækket med sne og is, der gjorde det farligt at færdes der. Som om det ikke var nok, så var det kun helt oppe på toppen af de englelignende klippers hoveder, at SølverHåret voksede.

BizNis kastede sit medbragte anker op, og modhagerne satte sig godt fast på et klippeudspring, nu kunne han begynde den farefulde opstigning. Men nisserne havde prøvet det før, og de vidste hvor vigtigt det var at nå hjem til ØnskeDalen igen med SølverHåret.

Trods mørket, vinden og snefygningen kunne de isblå skikkelser og deres iskolde hersker på afstand se, at nisserne var godt på vej på op i klipperne. Herskeren stod iskold og afventende. Nu ville det ikke vare længe før, de ville slå til igen mod disse rød-hvide juletumlinger. Krampetrækninger og rystelser gik gennem kroppen på herskeren. For ikke indviede – som du og jeg, kære læser – var det svært at bedømme, om det var den pureste foragt eller reneste fryd, der nu rullede rundt i hans krop …

– Se der! sagde skytsenglen Gloria HarpenKlang og pegede. Sammen med sine tre andre venner fra JuleUroen stødte de til nisseekspeditionen nede ved foden af den største klippe.

– Hvor? sagde de andre, der ikke helt kunne følge hendes forfjamskede pegen …

– DER, lige der! Gloria pegede over mod klippegrunden ved en af de andre klipper. Hun tog lige en dyb indånding – og så en mere. Glorias vel passionerede temperament skulle ikke folde sig helt ud lige her …

De andre tre kunne nu se, det Gloria havde peget på …

– Der har været nogen, sagde SukkerAlf! Det er jo tydeligt, og se… SukkerAlf blev afbrudt.

– Tr-tror du virkelig, hv-hvem skulle det dog v-være? lød det chokerende fra Basuno, hvis kæber bævrede … 

– Det er i hvert fald nogen, der har tabt dele af SølverHåret, sagde SukkerAlf og fortsatte:

– Og se der, de har været mange, her er fyldt med slædespor og aftryk i sneen! Med den fygning kan det ikke have været ret lang tid siden, de har brudt op …

– Hva’ gør vi, hvad’ gør vi, gør vi, gør vi, gør viiiii … det var Gloria, der slet ikke kunne overskue dette utvivlsomme forsøg på at genere nisserne betydeligt mere end, hvad godt var. Hun fløj over til SukkerAlf og forsøgte at ruske et svar ud af ham. SukkerAlf fik Gloria tilbage i fatningen.

– Vi splitter os! To op i klipperne og to følger sporene! Hvem tager med mig? Der skød straks tre små englehænder i vejret …

– Jeg forfølger sporene! I det samme forsvandt de samme englehænder og blev begravet i deres små kjortler! Der var bare ingen, der havde lyst til flere grumme oplevelser og slet ikke fra dem, der lige havde været her … 

– Kom nu, venner! Basuno og GabRiel, I søger mod toppen, og Gloria og jeg følger sporene. Vi mødes her ved den midterste klippe inden tusmørket! De andre nikkede og den evigt trætte GabRiel endnu mere …

– Aftale, kom det fra dem alle! De fire skytsengle steg højt til vejrs og baskede videre på deres respektive nissioner …    

Ualmindeligt langt derfra ude på EvigHeden løb Den lille Kastaniehest – selveste forsvareren af den gode, gamle jul – rundt. Uvidende om både Santa Julias skæbne, SølverHåret, der var væk og for den sags skyld intetanende om de tre snemænds – Fejer, Strik og Strid – mærkværdige opførsel inde i bakkerne i ØnskeDalen!

Kastanjehesten var i rend mod ØnskeDalen. De små, røde svovlstikker havde fart på og slog gnister, når den satte stikkerne i isen. Kastanjehesten kom inde fra de kæmpe store KastanjeSkovene, der stødte op til SvedenStik, den mystiske tange, som ingen nisser før havde været på. Dertil var KastanjeSkovene alt for uvejsomme til at trænge gennem.

Af samme årsag, gik der blandt nisser og alle de finurlige nogen i ØnskeDalen beretninger og skrøner om, hvad der kunne være ude på SvedenStik. Men ingen vidste faktisk noget som helst af det, der virkelig foregik derude. Kun at Den lille Kastaniehest ladede op og kom til nye kræfter, når den havde ofret dele af sig selv i den evige kamp mod Unisseversets værste julehadede. Kastanjehestens magiske, afbrændte stik, der kun blev brugt, når der virkelig skulle gøres det største offer – og reddes kastanjer ud af ilden – i forsøgene på at forsvare nisserne og deres gode, gamle jul! Den kamp var ubarmhjertig som få. 

Derfor fortrak Den lille Kastaniehest til SvedenStik for altid at kunne være beredt – december efter december – når nye skumle forsøg på at kuldsejle julen begyndte… 

 

Her fortrækker vi os også for i aften!
Santa Ficho

Svar på dagens kalenderspørgsmål:

Hvor fortrækker Den lille Kastaniehest sig hen, når den skal lade op?

 

For de skrappe!
Ekstra spørgsmål 2. søndag i afvent:

Hvad hedder nissefamiliens adresse i ØnskeDalen?