Snitte – torsdag 5. december
Nøøøj, kulden nappede nu som havde den været en ivrig lille hundehvalp, der legesygt tester gebisset for første gang! Kulden bed her, der og allevegne!
Og sneflokkene kom fortsat trimlende – efterhånden var det reelt tromlende! For sneflokkene væltede frem over IntetHeden med en bekymrende kurs mod ØnskeDalen …
Den snarrådige SukkerAlf måtte fægte sig gennem luften med sig lille røde sukkerstok. Det føltes som en rigtig snestorm, syntes den lille skytsengel, der knapt kunne se en snemil frem til trods for, at SukkerAlf havde lagt sig højt oppe i luften i håbet om at finde Den lille Kastaniehest …
Men der var ingen kastanjehest af se, så den ville blive svær at finde! I stedet skærpedes den lille skytsengels andre sanser.
SukkerAlf lyttede til den rytmiske gungren et sted derude!
Til trods for de buldrende sneflokke, der larmede mere, end SukkerAlf lige kunne mindes, nogen anden snestorm havde gjort, så var SukkerAlf ikke længere i tvivl om, at bag denne dundrende larm og gungren var der mere end blot iskold og fygende puddersne …
Noget langt mere frygtindgydende …
I det samme spottede SukkerAlf Den lille Kastaniehest i snefoget, den var i fuld fart og havde retning ind mod ØnskeDalen. SukkerAlf sagtnede sin fart og lagde an til at nærme sig kastaniehesten, da den slog sine røde svovlstikker i sneen. Den skred ud, så det gnistrede, før den kiggede stålfast mod et eller andet derude, hvor den voldsomme gungren syntes at komme fra!
Hvad i Den HimmelBlås navn kunne det være …
Eller hvem, kære læser?
Den lille Kastaniehest kiggede agtpågivende ind mellem snefnuggene, som havde den kunnet filtrere i dem og se om bag sneflokkene. Dens røde følestikker begyndte at rotere. For de ikke indviede, så det nærmest komisk ud, men for SukkerAlf – og JuleUroens øvrige tre skytsengle – betød det, at den nu sendte sine tanker og bekymringer videre op på Den HimmelBlå til Den Klareste af Alle Stjerner.
Uanset hvor i Unisseverset, kastanjehesten var, fandt de to altid hinanden. Og for SukkerAlfs virkeligt trænede engleblik var det tydeligt, at Den Klareste af Alle Stjerner blinkede noget tilbage til Den lille Kastaniehest …
– Øj! Hvad sker der, hvad er det du laver? kom det forfjamsket fra den evigt trætte GabRiel, hvis øregange lige nu skrattede mere end, han lige syntes var behageligt! Basuno havde netop blæst ham og Gloria en lang julemarch …
– Jeg keder mig, kom det fra Basuno, hvis kinder var ved at bævre af.
De to andre kiggede undrende på Basuno og så på hinanden! En skytsengel kunne da ikke kede sig! Det kunne den da umuligt! Den kunne blive umådeligt træt, strejfede det lige GabRiel, men kede sig, det gjorde de ikke! Skytsenglene i JuleUroen var jo dem, der stod vagt om den, gode, gamle jul. Sammen med Den lille Kastaniehest vogtede de jo over nissernes julefred og Den Ædleste af Alle Graner. Træet der aldrig måtte blive udsat for noget. Det var jo derfor, at der øverst i JuleUroen symbolsk dinglede et grantræ med en fin lille stjerne på – Den Klareste af Alle Stjerner!
– Keder dig, umuligt stemte både Gloria og Gabriel i. De kiggede på hinanden, og bad så Basuno lige hægte sig af. Nu skulle de nemlig vise ham noget, han åbenbart havde glemt for en stund. For god ordens skyld måtte de vist lige en smuttur forbi Castelo de Angelo – EngleBorgen!
– Ja, altså ikke sådan kede mig, men kede mig mere på den måde, at der ikke rigtigt sker noget, sådan noget mystisk og spændende, I ved …
Lige der skulle Basuno snart tage meget grumme og grueligt fejl, kære læser …
Her sker der dog ikke mere i aften
Santa Ficho
