Snitte 7 – lørdag 7. december
Den kulde, den kulde!
Lige foran Gloria HarpenKlang og den evigt trætte GabRiel tårnede NisseBorgen frem – med sig fløj også Basuno, som de to andre jo lige ville give en lektion i det at være skytsengel.
– Nu er det snart slut med at kede dig, sagde Gloria skælmsk. Basuno forstod udemærket, hvad hun hentydede til.
– Skulle vi ikke til EngleBorgen, kom det hurtigt tilbage fra Basuno …
– Kom med! de to andre skytsengle pegede på NisseBorgens vindebro. De fløj ubemærket over og drejede af lige inden, den sluttede og fløj ned mod den tilisede voldgrav, også her lå der driver af sne. Basuno skyndte sig efter dem. De fløj frem til hjørnet ved Det Høje Tårn hvori, der øverst oppe sad Den Store JuleKlokke, de drønede videre rundt og var nu omme på bagsiden af His Royal HighNis’ prægtige borg. Her vinkede GabRiel dem over til sig. Ved en hvælvet indgang ikke meget større end det, der mest af alt mindede om et kældervindue med skodder for, landede de tre …
GabRiel lagde alle sine kræfter i og fik med besvær åbnet skodderne, så de kunne møve sig ind. Det var dybt, så de bevægede sig stille ind i en slags mellemgang, hvor der for enden var endnu et sæt skodder. Disse var hermetisk lukket …
– Hvordan kommer vi videre herfra? lød det frustreret fra Basuno – eller dette er måske EngleBorgen, fnyste JuleUroens lille trompeter. Men til trods for, at Basuno ellers havde luft til det meste, så tabte han alligevel pustet, da både Gloria og GabRiel bankede på det næste sæt skodder. Nogle sære, rytmiske bank, der fik Basuno til at tænke på en slags kodesprog!
Tavshed! Præcis 24 snekunder senere kom der et enkelt bank tilbage inde fra den anden side. Lige da tabte Basuno mælet helt. Så gentog Gloria og GabRiel bankene.
Atter tavshed.
– Hvem der? Lød en stemme bag skodderne?
– Engle der er dalet ned i skjul, stemte både Gloria og GabRiel i.
Ingen respons! Basuno lænede sig frem og stod nu helt oppe på sine røde skosnuder … det var alligevel lidt spændende. Trods status af skytsengel kendte Basuno ikke til dette sted, de andre havde omtalt som EngleBorgen …
I det samme gik skodderne op, og et særligt lysskær skar dem alle tre i øjnene …
– Kom ind! lød det befalende. De tre trådte forsigtigt ind. Skæret gjorde, at de ikke anede, hvor de trådte, eller hvad der nu mødte dem …
Bag dem kunne de høre skodderne blive smækket i og låst.
Så blændede lyset i rummet ned, og Basuno så nu flere andre engle og et imponerende, grønligt krystal … var det mon?! Basuno troede næsten ikke sin egne øjne! Det kunne kun være Kimen. Krystallet, der gav alle skytsengle styrke til at kunne beskytte nisserne og alle de finurlige nogen i ØnskeDalen. Som Basuno lige kunne se, havde krystallet også et snert af isblåt over sig …
– AngelSaks, lød det befriende fra Gloria og GabRiel, da de atter kunne fokusere.
– Længe siden, råbte AngelSaks! Hvad bringer jeg hid til Castelo de Angelo, EngleBorgen?
Gloria og GabRiel gik AngelSaks imøde. De tre omfavnede hinanden, lavede nogle sære hilsner og pegede så over mod Basuno, der skyndsomt fik trukket smilet helt op over pluskinderne.
– Vi skal lige have genopfrisket englehukommelsen hos vores ven her.
– Basuno her! Trompeter og skytsengel i JuleUroen på SnabelADotComBlomInd 24, lød det friskt fra Basuno, der satte trompeten til munden og var klar til en fanfare …
– Det der behøves ikke, her på EngleBorgen er det bedst, at vi hverken ses eller høres! AngelSaks bød dem videre ind.
I rummets dæmpede lys var skæret fra det grangrønne krystal vildt betagende. Kimen var sat op i en holder af det pureste guld, og på hver side stod Kimens Vogtere, GottLieb og HelligMås. Blikkene var stive, og de var så stille, at der kunne have gået en ekstra engel gennem rummet …
Basuno syntes lige, han så den ene vogter – HelligMås – vippe lidt i sine røde sko, en slags bevægelse på stedet, og hvad var det? Rakte englen ikke også tunge ad Basuno? Basuno kiggede igen, men englens blik atter stift fokuseret! Dinglede dens glorie ikke lige en kende usikkert, tænkte Basuno, da han skyndte sig over til de andre …
Vi skynder os videre igen ved hanegal
Santa Ficho
