Snitte 7 – søndag 7. december
Snestormen rasede fortsat.
Det var som om, at den tog til for hver en kilometer BizNis og nissekaravanen kørte langs SlushSlugten og væk fra ØnskeDalen. Snestormen gjorde ikke bare føret svært at køre i, men sigtbarheden var så godt som nul. BizNis rejste sig i kanen og spejdede rundt med lufferne skærmende for udsynet.
– Jeg ville have svoret, at der burde være lys fra en fakkel lige her omkring. Det er ikke længe side, at jeg så flammerne i vinden? Underligt. BizNis flyttede lufferne ned omkring munden og begyndte at råbe til alle sider …
– HALLO!!!
Der var ikke et øje og Gloria HarpenKlang, der var krøbet fri at tæppet i kanen, var på vingerne lige bag BizNis. Det undrede hende lige et snekund, for hvem tænkte BizNis, der skulle svare på det …
– HALLO, HALLO!!! Er her nogen? Hvor er du fakkelmester?
Nå, ja, der var naturligvis en nisse på udsigtsstedet, hvem skulle ellers tænde faklen. Men der kom ikke et svar retur andet end vindens hylen! Den lille skytsengel vinkede de andre tre til sig. Nu var det vist tid til, at alle JuleUroens skytsengle kom på vingerne, og det kom de meget hurtigt. Uden en større forklaring for alle fire skytsengle ud til hver sin side og begyndte at søge med deres små glorier. Lange lyskegler for rundt mellem Den HimmelBlå, stedets mange sneklædte graner og bag de mange snedriver, men der var ikke nogen til at svare. Så det kunne jo ikke være her, at lyset fra faklen havde været …
BizNis førte sin kane stille frem, resten fulgte lige efter ham – og så gav han tegn til, at de skulle videre. Kanekaravanen satte farten op, de måtte hurtigt videre for hvor var AltNis så? En hastig rytme af bjældeklang begyndte at blande sig med snestormens hylen, snart kunne de ikke længere høres, og kanerne ses i mørket …
Kun de fire skytsengle blev bogstaveligt talt hængende, de ville lige se sig omkring en gang mere. Den snarrådige SukkerAlf tyssede pludseligt på de andre og signalerede, at de skulle slukke glorierne. Både Gloria, Basuno og GabRiel kiggede undrende på SukkerAlf, men slukkede me det samme! Hvad havde SukkerAlf gang i?
SukkerAlf vinkede sine tre englevenner over til sig og pegede så med sin lille sukkerstok ned på et eller andet?
– Psst, se der! hviskede SukkerAlf til de andre og pegede ned. Gloria HarpenKlang så intet mystisk, var det ikke bare nogle af SneFlokkene, der for endnu mere forvirret rundt, end de plejede, og som ikke lige lagde sig tilrette i en drive …
Rundt om i ØnskeDalen og inde i byen gik nisselivet sin vante gang.
Så bekymringerne var ikke nær så store, som de burde være, men nisserne kendte jo fortsat heller ikke til den fare, der snart ville præsentere sit grumme ansigt og som forlængst havde sat AltNis og nisseekspeditionen ud af spillet. Og ingen i ØnskeDalen ville heller kunne forestille sig, hvad BizNis og resten kanekaravanen lige var kørt forbi.
Det, der optog dem, var, at Julefesten kom tættere på – det gjorde Midtvejsfesten indlysende også, så der var bare travlt – men sande nisser tager sig også tid til til decembers mange traditioner og masser af hygge!
Derfor var det heller ikke svært for de mange trallende nisser – der denne aften havde samlet sig på byens torv – at glæde sig til julemusik af den skønneste slags.
De stod nu i flok for at opleve ØnskeDalens fnug sangfuglen Den lille SneMone, der snart gik på scenen til årets julekoncert. Ingen kunne synge så rent som Den lille SneMone, hendes største hit trak rindende vand i øjenkrogene uanset nissealder og hvor mange gange man havde hørt hende synge Vinterens Farve … i år ville hun blive bakket op af de populære The MistelTeens, der erstattede KataStroferne, der sidste december havde levet lidt for godt op til deres navn.
LovelyNis stod på tåspidserne for at kigge henover det store hav af toppede nissehuer, der nu ventede på Den lille SneMone. Hvert år så LovelyNis frem til denne julekoncert, hvor ville det dog have været skønt, hvis BizNis også kunne have været med …
Scenelyset blev tændt og en velkendt melodi begyndte.
Der blev piftet og hujet. Flere nissehuer blev allerede svunget rundt i luften af nisser, der bare ikke kunne vente længere …
– Der! En nisse i mængden foran scenen pegede op, der sad Den lille SneMone på en jakobsstige, det purpurrøde bagtæppe var fyldt med lysende stjerner, en lyskegle fangede Den lille SneMone i det øjeblik, hvor stigen blev sænket ned og hun begyndte af synge …
Jeg elsker Vinterens Farve, vi er venner
Elsker sneen purpur, hvid og fin
Kaner i snespor i skov og på stien
Vinterens Farve er den jeg bedst kan li’ og kender
Den er ægte glæde blandt alle os nissefrænder
Jublen overdøvede alt, hvor var nisselivet i ØnskeDalen dog bare skønt …
Ja, det var rigtigt. I hvert fald lige der, hvor nisserne stod og sang med! Andetsteds – langt derfra – var der ingen julemelodi at finde …
Her synger vi også på sidste vers
Santa Ficho
