Snitte 8 – søndag 8. december
Selv inde på EngleBorgen kunne kulden uden for fornemmes! Temperaturen måtte være mindst lige så kold som en brøndgravers mås ved fyraftenstid.
– Og du keder dig, sagde AngelSaks med en engleblid stemme til Basuno samtidig med, at han gav den betuttede Basuno en vinge. Basuno vidste ikke lige, hvilken grimasse han skulle finde. Det var jo ikke det, han havde ment, da han havde sagt det i går …
– Det er i hvert fald det, Basuno fortalte os, så vi tænkte, at han hellere måtte … lidt i skole, så …
AngelSaks, der rangerede højt på EngleBorgen – faktisk lige under selveste ÆrkeEnglen – stoppede Gloria i hendes selvretfærdige iver efter at irettesætte Basuno. GabRiel slog kæberne i med en sjældent set fart, han behøvede ikke samme formaning.
– Selvfølgelig er der ingen skytsengle, der keder sig, vel Basuno. Det var ikke ment som et spørgsmål, så AngelSaks vandrede blot videre rundt i rummet, mens han stod og betragtede Kimen. Basuno sagde intet, men rakte HelligMås ikke lige tunge ad ham igen?! Det var vist HelligMås’ forsøg på englehygge midt i sin kedsomhed! AngelSaks fortsatte:
– Vi har slet ikke tid til at kede os! Han stillede sig lige foran HelligMås, hvis tunge allerede havde fundet sin rette placering sammen med den flove smag i munden. AngelSaks fortalte i bedste mening om, hvordan alle engle både tjente som budbringere og beskyttere af nisserne. Den mission måtte altid gå forud for alt andet …
– Alt andet, ikke sandt? HelligMås nikkede sagte.
AngelSaks talte blot videre om englenes forskellige opdrag og deres vigtige missioner for nisserne. Så blev der stille.
– Men, nu I er kommet! AngelSaks sagde ikke mere, men det var som om, at hans engleblide stemme slog over i et andet og mere bekymrende toneleje, da han stillede sig foran Kimen.
– Den smukke og varme grangrønne farve er ved at ændre sig! Kan I se den isblå tone, der spreder sig i krystallet? De kiggede alle. Jo, det var der noget om. Basuno sagde intet, men smilede for sig selv, så havde han set rigtigt, da de lige var trådt ind på EngleBorgen.
– Men, nu I er kommet, gentog AngelSaks sig selv, så tildeler jeg jer det opdrag snarest at finde ud af, hvorfor Kimen er ved at ændre farve. Den – og vi – mister styrke. Sker det, kan vi ikke længere beskytte nisserne og alle de finurlige nogen her i ØnskeDalen. Noget tyder på, at vi går koldere tider i møde.
Koldere endnu, gøs Gloria HarpenKlang ved sig selv – det kunne da snart ikke blive koldere eller?
Men tro os, kære læser, det bliver det!
– Flyv ud og dan jer et overblik! Og hils SukkerAlf et sted på jeres vej …
Så vendte AngelSaks om og knipsede en enkelt gang med fingrene!
I det samme skruede Lysets Engel atter op for sin kraftige luminescens, så intet levende væsen ville have kunnet kigge ind i rummet, da de tre skytsengle atter forlod EngleBorgen. De hørte skodderne blive lukket, og væk var lyset.
Nu stod de atter ved NisseBorgens fundament og kiggede ned i den tilisede voldgrav. Sneflokkene føg hen over isen. Nå, de måtte jo hellere leve op til deres betroede kald.
Først måtte de finde SukkerAlf og opdatere ham på det med Kimen!
Deres tre små glorier blev tændt, og så lettede de …
Langt derfra ude på IntetHeden rasede snestormen, og kulden var mindst lige så modbydelig, som en grum og hjerteløs udlejer af nissehytter, der kunne finde på at sætte en sagesløs nisse ud i december. Fy for pokker …
Hvad var det, der nu kunne skimtes. Omridset var stort og noget kantet! Den lille Kastaniehest kneb øjnene sammen …
Her øjner vi kun kanen og kniber snart øjnene i
Santa Ficho
