Snitte 9 – fredag 9. december
En sværm af flyvende ildkugler drønede ned i bakkerne rundt om i ØnskeDalen. Et inferno af lys og en konstant buldren havde forlængst overdøvet det ellers skønne ekko af kaneklang og hvinene fra kælkende nisser på vej ned ad de mange bakker – og bump …
Set oppefra Den HimmelBlå var det tydeligt, at det, der måske i første omgang lignede tilfældige nedslag, nu var sirligt placerede kugler som havde de været perler på en snor.
Perler var det dog ikke …
– Jeg er altså ikke helt tryk ved det her, sagde Gloria, der fortsat frøs bag den lille busk i sneen, hvor hun, Basuno og SukkerAlf havde siddet i skjul og forholdt sig musestille – ikke at det sidste havde gjort en forskel, da de tre skytsengle jo også sad her mellem bulder og brag …
– Vi må over at se, hvad det er! Der er åbenbart ikke nogen ved kuglen alligevel, i hvert fald ikke længere, sagde SukkerAlf og var klar til at lette …
– Er-er-er du sikker? lød det nu også bekymret fra Basuno. Gloria HarpenKlang håbede på samme svar som Basuno.
– Skridsikker, råbte SukkerAlf til de to andre og tog tilløb til et lagt glid gennem sneen, inden han lettede og vinkede til de to andre, at de skulle skynde sig – og så skulle de slukke for deres glorier!
Nå, der var ingen vej udenom. De to andre steg til vejrs og fløj med SukkerAlf. Det var lidt for spændende, hvad der nu ventede. Alle fløj de helt nede ved snelaget og nærmede sig forsigtigt kuglen …
Et andet sted i bakkerne havde AugustiNis trukket sin lillebror med om bag ved et par store graner …
– Prøv at se her! AugustiNis hev bogen fra loftet frem og bladrede hastigt i den, til hun fandt opslaget om ast-SNE-roider. Så ledte hun i teksten efter, det hun var faldet over. For noget skingrende vanvittigt var helt sikkert igang. ChristiaNis havde haft ret den aften, hvor han fortalte, at han havde set noget. Og med de mange nye nedslag af ildkugler stod det nu helt klart, at det her lugtede mere fælt end onklens bedagede juleost!
– Der står her, at en tusindårig gammel myte fortæller, at kort før et gigantisk nedslag fra en kæmpe ismeteor større end hele ØnskeDalen, vil der på et tidspunkt komme en storm af ast-SNE-roide-nedslag. Disse skal fungere som et magnetisk pejlemærke for det nedslag, der ville dække hele dalen en gang for alle. Når det sker, så vil al nisseliv …
AugustiNis dæmpede sig, for hun kunne godt se på sin lillebror, at det her nok var en mundfuld vel stor for en nisse i hans alder!
– Hva’, så, AugustiNis, hva’ så? ChristiaNis syntes, at han var blevet snydt for afslutningen på et eventyr. Omend det lød noget grumt, som han lige forstod det. Og det gjorde han nemlig.
– Ja, det ved man ikke rigtigt! Husk nu på, at det bare er en gammel myte!
– Hvad er en myte?
– Det er en myte, at du kan spæne hurtigere hjem end mig, grinede AugustiNis til sin lillebror, der allerede havde taget både kælken og benene på nakken.
Hvad hun valgte ikke at fortælle var, at myten også foreskrev, at disse ast-SNE-roider måtte indeholde mere end blot sne. De skulle være meget mere komplekse for at kunne finde vej. Hvad der var endnu mere mystisk var, at der i bogen også stod, at ismeteoren, der ville følge lige efter, formentlig ikke kun var en kæmpe sten fra et sted ude i det fjerne, men nok snarere var summen af en grum gerning, udtænkt af en sagnomspunden skurk, Fatter Minus fra et af de fjerneste kontinenter i Unisseverset. Hvor uhyggeligt …
AugustiNis løb så hurtigt, hun kunne …
– Nu kommer jeg, ChristiaNis!
Her kommer vi ikke videre før ved hanegal
Santa Ficho
